Prøv avisen
Bog

Liv genoplives i charmerende noveller

Camilla Christensens erindringer er "snart som uskyldig pigeklukken, snart som urolige grene i en mørk skov, snart som en voksen kvindes efterkloge tårer". Foto: Scanpix

Så let, poetisk og erfaringsmættet kan erindringer skrives, når Camilla Christensen leger både kis og pus med den autobiografiske genre

Allerstærkest er de fjerneste erindringer, alle de krydsfelter, den lille pige ikke kan huske, men husker alligevel; ikke kan forstå, men forstår alligevel. ”Jeg vidste ikke, at jeg vidste det,” som der så krystalklart står. For sådan er erindringens horisont, den skaber sig selv, mens den bliver tegnet.

I de første leveår bryder nemlig den helt særlige sølvklokke frem, der er så karakteristisk for hele sprogtonen og ringler så fint, så ømt til sang og sorg og samling. Her er den første hund, blød og varm og nysgerrig. Hun er to et halvt år, og de taler samme sprog. Her er mormor i sommerblæsten, der synger om lærkereden, triller klapvognen og indimellem mumler besynderlige ord om utroskab, sladder og graviditet, mens rummet åbner og lukker sig. Og her er barndomsvennen Claus og det første fatale brud, da han ikke må lege mere: ”om tab ved jeg kun, at det gnaver i hjertet”. Igen hun forstår, hun forstår ikke. Men hun kan sy tabet sammen med de broderende kvinder, hvis blikke ”borer sig ind i mig, synåle, issyle, ind og ind og ind og ind”.

Det er noget med far og de unge, kvindelige elever. Måske også de mandlige. Det er noget med mor, der så gerne ville være operasangerinde, men aldrig synger og aldrig ”giver noget tilbage”. Det er skammen og flytningen til København. Det er alt det, der trækker dybe slæbespor forlæns og baglæns.

Men som altså også forplanter sig til denne sølvklokkelyd, der leger og letter og drejer sig i hver eneste sætning, snart som uskyldig pigeklukken, snart som urolige grene i en mørk skov, snart som en voksen kvindes efterkloge tårer. Og det er netop den flertydighed, der giver forfatteren Camilla Christensens autobiografiske novellesamling en helt særlig charme og klang. Især i de fjerneste erindringer, men den kan stadig skimtes, da kvinden bliver voksen, forelsker sig, selv får børn, selv bliver skilt.

Samme musiske flertydighed forplanter sig i tidens horisont. Kvinden er barn og voksen, alvidende, ikke vidende. Nuet er dengang og nu, hele tiden, altid alt er til stede altid, som Rifbjerg så smukt skrev i en digtsamling. Og det får sætninger som ”på det tidspunkt talte de allerede ikke længere sammen” og ”jeg tror ikke, de nogensinde smilede, heller ikke i dag”, til at virke fuldkommen logiske.

Som læser smiler jeg stadig over Camille Christensen novellesamling. Altid, nu og allerede.

Camilla Christensen: Mere ved jeg ikke. 112 sider. 250 kroner. Samleren.

Leveret af Riidr Bøger | Mere om 'Mere ved jeg ikke' som e-bog