”100 digte” er ikke det første udvalg af Henrik Nordbrandts digte. Vi har således både et udvalg af de tidlige digte med ”Rosen fra Lesbos” fra 1979 og et stort udvalg med titlen ”Egne digte” fra 2000.
Lidt koket indleder Nordbrandt bogen med at pointere, at ”få digtere har haft held til at skrive mere end en håndfuld rigtig gode digte i deres liv”, og at han håber, at i det mindste nogle af hans digte er ”rigtig gode”.
Man kan imidlertid roligt sige, at der i Nordbrandts udvalg er flere fremragende digte, end vel nogen anden nulevende digter kan præsentere.
Vi bevæger os i bogen kronologisk fremad fra digtsamlingerne omkring 1970, hvor Nordbrandt lancerer sig som digteren, der indsuger middelhavslandenes atmosfære og skriver æstetisk forfinede tekster om kærlighedslængsel og hjemløshed. Der er i udvalget talrige vidunderlige digte fra samlinger som ”Opbrud og ankomster” (1974), ”Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte” (1975) og ”Violinbyggernes by” (1985). Mange husker uden tvivl udgangen på den sidstnævnte samlings titeldigt:
”Hele natten ned ad floden/ lå vi ikke desto mindre vågne på dækket/ og lyttede til strygermusikken/ der blev båret mod os fra usynlige bredder”.
Fra slutningen af 1990erne tager forfatterskabet en drejning, efter at Nordbrandt vender tilbage til Danmark. Borte er den højstemte ”weltschmerz” og de luftige skønhedsdrømme, og i fokus er en række idiosynkrasier over forhold, som digteren har oplevet i sit fødeland.
Man kan mene, hvad man vil, om Nordbrandts sortsynede jammer og nådesløse satirer, men uomgængeligt er det, at hans poesi i mange tilfælde er sublim, når han anlægger en uforudsigelig vinkel på et fænomen og lader sin sans for den idiosynkratiske detalje, sin barokke humor, sine rablende associationer og sine visionære billeddannelser folde sig ud. Ingen dansk lyriker kunne for eksempel have skrevet om emnet håb, som Nordbrandt gør i den følgende pragtfulde tekst fra den seneste digtsamling fra udvalget ”Besøgstid” (2007):
”Håbet har sine fordele, men ulemperne/ er større. Gør bare dine bukser våde/ og fyld dig med sprut og cigaretrøg/ inden turen gennem snestormen./ Din udkårne venter alligevel ikke./ Når foråret kommer, har du en valmue bag øret/ og en i hver øjenhule. Tænk engang/ på aftenerne på bænken, fuldmånen/ og lyden af tunge vingeslag i oktobermørket”.
Det kan naturligvis altid diskuteres, hvilke digte som er med og ikke med i et udvalg, og Nordbrandt indleder da også med at undskylde, at han ”har udeladt en del digte”, som han ved, ”at mange læsere sætter pris på”. Generelt er det især den første del af forfatterskabet, der er faldet ud i forhold til udvalget, og man kan hæfte sig ved, at fremragende digtsamlinger som ”Guds hus” (1977) og ”Spøgelseslege” (1979) kun er repræsenteret med enkelte digte, og at digte fra de to første digtsamlinger helt er udeladt.
At Nordbrandt synes at have dømt den luftige drømmer og forfinede symbolist fra sin ungdomsproduktion ude i forhold til den absurdistiske hæslighedsæstetiker og satiriske samfundskritiker, synes jeg egentlig er synd. For begge dele er uomgængelige i dette mesterlige forfatterskab. Man kan dog trøste sig med, at dette udvalg næppe bliver det sidste, der kommer af digteren.