Prøv avisen
Bog

Syndefaldet er ikke et fald, men et løft

Johannes Værge er ambitiøs i sit anslag, men farer ikke vild i bogen ”Guds skrøbelige arvinger”, der viser ham som en ualmindelig dygtig formidler med en personlig nerve. Foto: Leif Tuxen

Johannes Værge tager eftertænksomt og vedkommende livtag med den teologiske tradition og gør op med syndefaldet

Hvad er konsekvensen af, at Eva tager en bid af æblet i Edens Have? Det lyder umiddelbart som et banalt spørgsmål: Adam og Eva fordrives jo fra Edens Have, de må forlade Paradiset og det arbejds- og smertefrie liv til fordel for et liv med slid og slæb og hårde fødsler. Maleren Masaccio har givet sin version af fordrivelsen, hvor de to går nedbøjede og skamfulde ud i mørket. Sådan forstår man i en vestlig, teologisk tradition oftest beretningen i 1. Mosebog, som et fald, syndefaldet, der ikke bare rammer de to første mennesker, men alle mennesker efter dem.

Den fortolkning vil Johannes Værge gøre op med, ja, han spørger ligefrem, om det er dækkende at betegne det som et fald det kan jo også ses som et løft, hvor ikke bare Adam og Eva, men alle efter dem tillige får frihed og ansvar.

”Guds skrøbelige arvinger” hedder Værges nye bog, som kan læses som en fortsættelse af ”Det betroede menneske” fra 2011. Her satte Værge kritisk fokus på det, han betragter som en historisk forvrængning af kristendommen: Da sproget skiftede fra græsk til latin, lagde teologien sig begrebsligt op ad juraen. Kirkefaderen Tertullian er skurken, mens Irenæus er helten, som Værge med traditionen fra Grundtvig er stærkt optaget af.

Værges mission er at genetablere forbindelsen til den østlige tradition, hvor faldet betragtes med mere milde øjne. Det menneske, der blev skabt i Guds billede, er ikke dødt og borte, nøgent og afklædt; vækst er en mulighed. Bestræbelsen går på at flytte teologien fra retlige begreber som synd, skyld og straf over i poesien og forestillinger om sygdom og helbredelse, om heling og fuldendelse også hinsides døden. Læsere med et stærkt luthersk eller dialektisk-teologisk HFI-relæ vil formentlig være stået af her; Værge bevæger sig hjemmevant og bevidst i versioner af klassisk kristendom.

Scoopet hos Værge er, at han går til teksterne, åbner læserens øjne for plausible fortolkninger af en ellers så gennemtolket tekst som syndefaldsberetningen. Han læner sig for eksempel op ad en rabbinsk tradition, repræsenteret af Jonathan Magonet, der stiller spørgsmålet, om Adam og Eva faldt, eller om de blev skubbet?

Det er Gud selv, der har sat Adam og Eva som børn i haven, men det er også ham, der giver impulsen til, at Eva spiser af træet, mister uskylden og dermed bevæger sig ind i det voksne liv. Menneskets adelsmærke er, at det er blevet betroet frihed og ansvar. Set i en kristen sammenhæng må den læsning også medføre et opgør med den såkaldt objektive forsoningslære, hvor Gud accepterer den uskyldiges død som en godtgørelse af menneskers skyld. Forsoning bliver et spørgsmål om tilgivelse ikke om godtgørelse.

Værge læser både klassisk og moderne til støtte for sin overordnede bestræbelse, Dostojevskij, H.C. Andersen og Otto Møller, tillige med moderne, nutidige forfattere som amerikanske Marilynne Robinson og svenske Tomas Tranströmer. Et kronvidne for Værges tolkning er digteren Milton, hvor evnen til kærlighed i 1600-tals digtet ”Paradise Lost” ses som udtryk for, at gudbilledligheden er bevaret gennem faldet, mennesket har blot brug for hjælp til at udvikle troen og fastholde håbet. Gud omfatter netop også det faldne menneske med omsorg. Tydeligt er det udtrykt i William Blakes illustration til det, man snarere end uddrivelsen kunne kalde ”ledsagelsen ud i den jordiske verden”, en engel holder Adam og Eva i hånden på vej ud af Paradiset. Et godt stykke fra Masaccios illustration af samme begivenhed.

Værge er ambitiøs i sit anslag, men farer ikke vild. Også ”Guds skrøbelige arvinger” viser Værge som en ualmindeligt dygtig formidler med en personlig nerve, der gør hans bog både vedkommende og udfordrende.