Prøv avisen
Bog

EU fornægter det sande Europa

David Gress er klar i mælet i sin bog. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Historikeren og samfundsdebattøren David Gress kalder i en både skarp og aktuel debatbog EU for kristendomsfjendsk

Under forhandlingerne om en forfatning for EU i 2002 ønskede repræsentanter fra Italien og en række østeuropæiske lande, at præamblen ikke blot skulle omtale ”Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv”, men specifikt nævne kristendommen. Det blev dog afvist af flere vesteuropæiske lande, deriblandt Danmark, Sverige og Frankrig, hvis delegerede mente, det kunne krænke Europas muslimer.

Den daværende polske premierminister, der selv var ateist, anså det dog som en selvfølge at nævne kristendommen. At fortie dens betydning ville efter hans opfattelse være historieforvanskning. Men sekularisterne var i flertal; de var sådan set ligeglade med historien.

Nu blev forfatningen som bekendt ikke til noget. Men for David Gress, der er uddannet historiker, afslørede debatten et kerneproblem ved EU: at EUs ”Europa” er en tom fiktion og ikke det samme som det sande, historiske Europa. Da EU alligevel hævder at repræsentere Europa, må EU betragtes som ”Europas fjende”, og sande europæere må være modstandere af EU, som viser sig at være et stadig mere ”kristofobisk” (kristendomsfjendsk) og venstredrejet projekt.

Sådan lyder det fra en mand, der i dag er lige så glødende i sin skepsis over for EU, som han ved folkeafstemningen i 1972 var tilhænger af EF. Dengang blev vi fortalt, at EF var ”mellemstatsligt samarbejde”. Men det skulle snart vise sig blot at være eurokratisk ”newspeak”. Bagved havde der nemlig hele tiden ligget vidtløftige planer.

Gress har bevidst valgt at udtrykke sig unuanceret for ikke at gøre sin bog ulidelig at læse. Der er jo trods alt tale om en debatbog. Og den udgives to uger før valget til Europa-Parlamentet af et forlag, der for tiden bringer taler og artikler af Liberal Alliances Anders Samuelsen som ”månedens bog”. Bogen er dertil forsynet med et forord af bankejer og partisponsor Lars Seier Christensen, som mener, at EU bygger på en totalitær vision.

Gress retter sit skyts mod, hvad han anser for at være hovedretningen i EUs politik og hovedtendensen i virkningerne af EU-systemet. Han er klar i mælet. Hovedretningen og hovedtendensen udgør dødstrusler mod centrale dele af Europas væsen og identitet, som han sammenfatter i to værdier: frihed og velstand.

Den eneste indrømmelse, han giver dem, han kalder ”EU-magthaverne og deres hjælpere”, er, at de generelt set ikke bør betragtes som onde mennesker, der bevidst planlægger den europæiske kulturs undergang. De er snarere en form for teknokrater, der lider under en blanding af storhedsvanvid og en naiv tro på deres ret til at bedrage europæerne.

Forfatteren foregiver ikke, at danskerne automatisk ville få et lettere og friere liv uden for EU. Danske politikere er nemlig ikke meget anderledes end eurokraterne: De forstår fuldt ud i forvejen at plage og belemre borgerne med skatter, formynderiske regler og indblanding i deres privatliv.

Gress hovedanke mod EU er da også, at det bærer præg af at være fostret i socialistiske hjerner. Det forklarer for ham, hvorfor venstrefløjen er blevet stadig mere begejstret for EU, mens de borgerlige er blevet mere skeptiske, i takt med at det er gået op for dem, at projektet indskrænker deres frihed og står i vejen for velstand.

I et af kapitlerne fortæller Gress sin egen EU-historie, som er produktet af en skjult dagsorden, der lå bag projektet lige fra begyndelsen. Mens europæerne officielt blev foregøglet, at der var tale om et mellemstatsligt samarbejde, der skulle styrke nationalstaterne, var der inden for systemet en stiltiende forståelse af, at målet var deres afvikling og skabelsen af en overstatslig føderation.

Metoden viste sig effektiv og benyttes stadig. Specielt efter krisen i 2008 er der taget stormskridt i denne EUs egen form for ”nødvendighedens politik”. Men ofte er skridtene direkte skadelige for europæerne, deriblandt indførelsen af euroen, energipolitikken og forordninger for miljøet.

Gress hudfletter således ”EUs grønne overtro”. Han mener for eksempel, at der er belæg for, at oversvømmelserne i England i den forgangne vinter ikke skyldtes klimaændringer, men er resultatet af EUs miljødirektiver for de lavtliggende områder i Somerset.

Han bruger eksemplet til at illustrere, hvordan EU-systemet generelt fungerer: som en kilde til berigelse og magt for dem, der forstår at udnytte det, og lidelser og tab for andre. EU tillader derved ikke kun, men befordrer direkte politisk, moralsk og økonomisk korruption.

Stærk kost i en bog, der undertiden går lidt for meget LA i, men som vedlægger dokumentation for de fleste af sine skarpeste påstande.