Facit er, at FC Vestsjælland overlevede i Superligaen, mens AGF rykkede ned. Der er uden tvivl mere talent i aarhusianernes spillertrup end i slagelseanernes, men vestsjællænderne indså deres egne begrænsninger og tilrettelagde deres spillestil derefter: Den gik ud på at ødelægge modstandernes spil og score på dødbolde frem for selv at skabe kampen.
Den slags eksempler er der mange af i New Yorker-journalisten og bestsellerforfatteren Malcolm Gladwells nye bog, ”David og Goliat. Kunsten at kæmpe mod giganter”. Han henter dem ganske vist ikke i europæisk fodbold, men i amerikanske sportsgrene, og han har ingen tålmodighed med romantiske forestillinger om, at man, som eksempelvis FC Vestsjælland, kan forbryde sig mod ”spillets ånd” (vi er dog stadig et par sværmere, der med vemod i hjertet tænker på Brasiliens exit fra VM-slutrunden i 1982 og fortsat ser dette hold som turneringens moralske vinder og det smukkeste hold nogensinde).
For Gladwell, der ifølge en fjollet rangliste er en af ”verdens 100 mest indflydelsesrige personer”, handler det om resultaterne. Hans mageløse opdagelse, som han aldrig bliver træt af at gentage (heller ikke, når det for længst er blevet trættende for læseren), er, at de små og undertippede, ”the underdogs”, nogle gange vinder over de stærke og mægtige, hvis de ellers forstår at drage nytte af deres tilsyneladende handicap.
Tag nu den lille hyrdedreng David: I stedet for at gå i nærkamp med filistrenes kæmpe, Goliat, brugte han som bekendt sin stenslynge. David var en rigtig vindertype, fordi hans svage fysik pressede ham til at tænke kreativt for at udmanøvrere modstanderen. Han kunne uden tvivl have fået stor succes i erhvervslivet.
Som for eksempel Ingvar Kamprad, grundlæggeren af Ikea: Han er ordblind, men denne ulempe gjorde ham til en fighter, der gik sine egne veje og skabte et forretningsimperium. Fuldstændig som David.
Eller hvad med Edouard Manet og de franske impressionister? De kunne ikke udstille på den anerkendte parisiske ”Salon” og skabte derfor deres egen, uafhængige udstilling. I dag er deres værker mere end en milliard dollars værd. Fuldstændig som Kamprad og David. Og FC Vestsjælland.
Hvad kan vi lære af det, og har disse eksempler noget med hinanden at gøre? Det har de ifølge Gladwell. For ham minder alt om alt.
Han vil vældig gerne overraske, give os et nyt perspektiv på verden, men overraskelserne minder om hinanden, så man bliver aldrig direkte forskrækket: Efter en inciterende trommehvirvel afslører Gladwell, at små skoleklasser ikke nødvendigvis er bedre end store. Den bedste klassestørrelse er mellem 19 og 26 elever. Flere eller færre børn forringer kvaliteten. Hvilket minder ham om, at det er bedre at blive topkandidat fra et jævnt universitet end middelmådig kandidat fra et eliteuniversitet.
Præcis det samme er på spil i de undersøgelser, der viser, at mange topledere og berømtheder har mistet en af deres forældre i barndommen. Det forklarer også, hvorfor AGF rykkede ud af Superligaen, og hvorfor David vandt over Goliat.
Teksten på smudsomslaget reklamerer med, at forfatteren har ”en uforlignelig evne til at skabe sammenhænge, som vi andre overser”. Eller også har han bare en uforlignelig evne til at ophobe eksempler på, at det ikke altid går, som præsten prædiker, at modgang gør stærk, og at det er bedre at være lille og vågen end stor og doven. Han viser ikke et mønster, men præsenterer os for en i længden trættende samling anekdoter om mennesker og institutioner, der har trodset alle odds og sejret.
”David og Goliat” er en lufthavnslitterær feel good-bog og en alt for lang pep-talk, der i halvvidenskabelig forklædning fortæller os, at vi alle kan blive til noget, hvis vi kæmper hårdt og tænker os om. Et sympatisk budskab, men Gladwells forcerede gåpåmod og hans evindelige ”Nå, det havde du nok ikke regnet med”-attitude gør anmelderen knarvorn. Optimismen er hul, og overraskelserne er ensformige.