Prøv avisen
Bog

Rejsen og maskinen

Klaus Rifbjergs digte har rejsen og maskinen som motiv. Her ses et damplokomotiv på kystbanen på Sjælland i 1973. Foto: Peer Lauritzen/Scanpix

Johannes V. Jensen og damplokomotivets energi præger Klaus Rifbjergs nye digtsamling

Der er noget bedaget over Klaus Rifbjergs nye digtsamling, ”Fut fut fut”. Det ligger allerede i titlen, der henviser til en børnesang fra dengang, hvor der var damptog til. Mange af digtene handler da også mere om fortiden end om nutiden, ligesom de er præget af bevidstheden om at køre med det sidste tog og være lige ved at nå endestationen. Man efterlades i mørket, i ”ensomhedens fællesskab” og med en underspillet fortvivlelse, fordi man står tilbage med ”favntagets tomme hænder”.

Digtene har rejsen og maskinen som motiv. I dag, hvor alting beskrives i rejsens billede, kan det umiddelbart forekomme noget klichéagtigt, men Rifbjerg har dog stadigvæk så megen sproglig energi, at det ikke føles flovt. Digtenes rytme er som et svinghjuls, og man drives af sted af dynamikken mellem verslinjens ophør og sætningens fortsættelse i næste verslinje.

I digtet ”S-maskinen” er der både maskine og rejse på færde. Det gamle, udrangerede damplokomotiv kommer et øjeblik til ære og værdighed igen, ligesom Johannes V. Jensens begejstrede og utålmodige beskrivelser af lokomotiver er blevet hevet op af mølposen. At lokomotivet besidder en mægtig mandlig potens, havde Johannes V. Jensen fat på, når han i et symbolmættet sprog beskrev det. Rifbjerg går linen ud og nævner direkte dets fallos-karakter. Åh nej, tænkte jeg, da jeg læste det. Lad det dog blive ved hentydningen!

Men Rifbjerg nævner det for så at blive færdig med det, sådan at ”svinghjulets rasen/ I den tomme luft kan tages for hvad/ Den er uden at miste det mindste/ Af sin magi”.

På den måde undgår digtet at blive banalt, og magien genopstår. Seksualiteten og kønnet er med overalt i vores liv, som det påtrængende demonstreres i Rifbjergs digte, men der er også andet til ikke mindst sprogligt. Ligesom Johannes V. Jensen har også Rifbjerg en forkærlighed for fremmedord og sparer ikke på dem. Hvad med okkulsioner, happenstance og tangorabat? Den slags kan man blive irriteret over, men man kan også tage det som en sproglig forfriskning og en fornøjelse over sprogets mangfoldighed.

Ordene optræder alle i samlingens langdigt om den første flyvning over København, hvor byen blev filmet. Det var i 1915. Digteren ser tilbage til den tid, 15-16 år før hans egen fødsel. Det er her, det teknologiske fremskridt bliver beskrevet og ført up to date med en række kritiske kommentarer til Natos luftbombardementer i Irak og Afghanistan. Flyvedrømmen har forvandlet sig til en effektiv dødsmaskine, og den olympiske synsvinkel gør det af med menneskelig medfølelse og forståelse. Således rummer de teknologiske landvindinger også en voldsom destruktiv kraft i sig.

Den pointe har man hørt før. Det bliver den ikke forkert af, men meget fut i fejemøget skaber den heller ikke. Det er verden af i forgårs, Rifbjerg skildrer med sine gule sporvogne og kradsende sækkelærred. Den pc, der præger vores hverdag netop nu, bliver kun nævnt en passant. Den elektroniske teknologis verden udtrykkes der ikke noget ønske om at blive en del af. Og det er nok også for sent. Hvad der ikke er for sent, er at udtrykke sine længsler og frustrationer med den nerve, som er i ”Fut fut fut”. Hvor der er sprog, er der liv. Og det er der stadigvæk i Rifbjerg.