Prøv avisen

Filosoffen, der vender hverdagen på hovedet

Den 64-årige slovener Slavoj Zizek (til højre) er manges bud på det 21. århundredes mest betydningsfulde filosof. Temaet på scenen søndag aften i Dronningesalen på Det Kongelige Bibliotek var voyeurisme, digital identitet og sociale medier. Til venstre Paul Holdengraber, velrenommeret interviewer fra New York Public Library. Foto: Thomas Thrane Petersen for Det Kongelige Bibliotek

Den slovenske stjernefilosof Slavoj Zizek taler som en hvirvelvind og kan være vanskelig at følge. 600 tilhørere oplevede på Det Kongelige Bibliotek i søndags Zizek tryllebinde dem og vække til eftertanke gennem humor

På scenen i Det Kongelige Biblioteks Dronningesal sidder to mænd. Den ene er velklædt i jakkesæt. Den anden ser noget mere forhutlet ud. De har sat sig til rette i to Wegner-stole foran 600 mennesker i en sal, der er udsolgt for anden dag i træk.

Den velklædte herre er Paul Holdengraber, velrenommeret interviewer fra New York Public Library. Den anden, som folk er kommet for at se og høre, er den 65-årige slovener Slavoj Zizek manges bud på det 21. århundredes mest betydningsfulde filosof. Aftenens tema er voyeurisme, digital identitet og sociale medier.

Men der går ikke lang tid, før Zizek bevæger sig væk fra den planlagte vej og ud i en længere digression om visdom. Holdengraber forsøger at rette Zizek ind på et spor, men han lader ham samtidig tale. Det bliver klart, at Zizeks stil som filosof er alt andet end opbyggelig. Han udfordrer hele tiden den fastlagte orden. Også aftenens.

Og det er det, Zizek kan, siger Henrik Jøker Bjerre, som er forfatter til bogen ”Den nyttige Idiot En introduktion til Slavoj Zizeks samfundsteori”:

”Zizek er underholdende og bruger vittigheder, samtidig med at han hele tiden udfordrer rammerne for de diskussioner, han indgår i. På den måde er han utraditionel som akademiker. Han tilhører den tradition fra Nietzsche og fremefter, hvor man enten er uden for eller på kanten af akademiet”.

I den dur erklærer Zizek, at han er imod visdom. ”Visdom er det mest konforme, der findes,” udbryder han i en paradoksal udmelding fra en filosof, som vækker latter hos tilhørerne, men dog samtidig tryllebinder. Hvordan kan en filosof mene det?

Men det kan han, og måske fordi han lige netop er Slavoj Zizek. I løbet af aftenen giver han ingen klare svar, men han opløser tilhørernes forståelse gang på gang, hvad enten det er i en analyse af forholdet mellem sex og fantasi, visdom, antisemitisme, Hollywood, onani, latter og multikulturalisme. For så vidt kommer han omkring.

Et emne, som Holdengraber dog tager op i tråd med aftenens tema digital identitet og sociale medier, er Facebook. Her peger Zizek på, at Facebook er så populært, fordi det giver folk lejlighed til at vise, hvem de virkelig er.

”Hvad nu, hvis det billede, jeg skaber af mig selv (på Facebook, red.), virkelig er den, jeg er, men som det sociale liv får mig til at undertrykke?”, udtrykker han halvt konkluderende, halvt reflekterende.

Zizek peger på, at Facebook giver folk mulighed for at udleve den side af sig selv, som de ikke kan udleve i dagligdagen, fordi ”ideologien” ikke tillader det. Under ideologien hører stat, samfund, medier og familie.

Facebook-eksemplet illustrerer en væsentlig pointe, som Zizek vender tilbage til gang på gang i løbet af aftenen: at de ting, vi (tilhørerne) foretager os i det virkelige liv, kan være lige så pseudo-agtige, som en Facebook-profil er en pseudo-identitet. Det, som måske havde været en oplagt kritik af Facebook, vendes til en kritik af det daglige liv.

Se video om filosoffen nedenfor  

I sin kritik af hverdagen tager Zizek, som han er kendt for at gøre, udgangspunkt i et meget banalt eksempel. Som filosof sidder han ikke i et elfenbenstårn, men nede på jorden. I dette tilfælde er eksemplet, som Zizek giver, noget så ufilosofisk som sortering af skrald. En af de helt små ting i hverdagen, hvor coladåsen skal ned i den rigtige container, avisen til papirgenbrug. Men hvorfor går vi så meget op i genbrug? Fordi det er en pseudo-aktivitet, siger Zizek.

”Ideologien fortæller os: Har du nu husket at putte dit skrald i den rigtige spand? Vi gør de her små ting, og vi tror, det er vores pligt. Genbrug er et tilbud, vi modtager, som vi ikke virkelig behøver tænke over. Så har vi gjort vores pligt over for Moder Jord, og så kan vi fortsætte dagen uden egentlig at have ændret noget,” lyder det i Zizeks talestrøm.

Alt imens sidder Zizek selv på scenen med sved på panden, og hele tiden retter han på sin skjorte og rører ved sin næse, som om han hele tiden skal sikre sig, at hans hvirvlende tale ikke også opløser hans fysiske tilstedeværelse.

Men det gør den ikke. For Holdengraber kaster dygtigt ankeret ud for at få Zizek til at stoppe op, når hans rableri er på kollisionskurs med forståeligheden. Holdengraber lader Zizek gå linen ud, men ikke så langt ud, at han mister publikum. Tværtimod. Den maniske og vedvarende talestrøm kommer til at fremstå som en styrke, ikke en svaghed.

For når Zizek opleves i levende live, synes den røde tråd ikke at ligge i eftertænksomhed og præcision, men i hans helt unikke evne til at pille populærkultur og hverdagsfænomener fra hinanden og derigennem opløse tilhørernes gængse og hverdagsagtige forståelse også af sig selv.

Som tilhører bliver man rundtosset. Zizeks filosofiske projekt synes heller ikke at være at skabe orden og danne et klart overblik, men det modsatte. Uorden. Selv de facetter i dagligdagen, som publikum lige præcis tror, er i orden, piller han fra hinanden. Ligesom med affaldssorteringen.

Det maniske, underholdende og det opløsende er en helt central del af showet og af selve hans filosofiske tænkning, mener Henrik Jøker Bjerre.

”Der er noget manisk over hans produktion og endda over hans karakter. Zizek sagde engang, at hvis han holdt op med at tale, så ville analytikeren bare stille ham nogle ubehagelige spørgsmål. Så derfor bliver han ved med altid tale. Han folder sig ud, som om han har en angst for at blive opdaget eller afsløret.”

Og beskrivelsen tilslutter Zizek sig i løbet af aftenen, da han for en sjælden gang kategoriserer sig selv:

”Jeg er alle mennesker i dag. Jeg er en obsessiv neurotiker. Sådan nogle er hyperaktive, men ikke for at opnå noget, men for at forhindre, at noget vil ske,” siger han.

Men noget får han til at ske. I hvert fald sender han 600 mennesker hjem med dårlig samvittighed, næste gang de putter coladåsen i den rigtige skraldespand.

Se hele arrangementet i videoen nedenfor, hvor Paul Holdengraber interviewer Slavoj Zizek

hpAMbpQ8J7g
PIPjmmmh_os