Den gode samtale gør begge parter større

Ethvert møde mellem mennesker rummer en mulighed for noget fantastisk, mener forfatteren Peter Høeg, der i morgen udsender den eksistentielle spændingsroman ”Effekten af Susan”

Peter Høegs nye spændingsroman, ”Effekten af Susan”, er både en litterær legeplads og en bøn om dybere kontakt mellem mennesker, fortæller han.
Peter Høegs nye spændingsroman, ”Effekten af Susan”, er både en litterær legeplads og en bøn om dybere kontakt mellem mennesker, fortæller han. . Foto: Leif Tuxen.

Hvis man vil have mediernes opmærksomhed, er det en god idé at sælge 15 millioner eksemplarer af sine romaner i 33 lande. Men fortidens store succeser lader ikke til at stige Peter Høeg til hovedet, da han fornøjet træder ind i sin forlæggers fine københavnske hjørnekontor som en fattig danser iført løse bukser, strømpesokker og en pink, ærmeløs T-shirt, der afslører, at forfatterindtægterne i hvert fald ikke er gået til fedende mad:

”Godt at se dig igen!”, siger han og lyser op i et stort genkendelsessmil, selvom det er flere år siden, at jeg interviewede ham her sidst og kun kender ham fra det ene møde.

Selv kommer han nærmest direkte fra et helt års retræte i Nordjylland, hvor han har brugt tiden på at meditere. I den periode så han nærmest ingen mennesker ud over sin kæreste og sine fire børn. Men det er nødvendigt for ham at gå ind i sig selv for at række længere ud mod mennesker, forklarer han. Og nu er han altså klar til at sætte sig i sin forlæggers røde sofa og tage imod spørgsmål. Han holder konstant øjenkontakt, nikker imødekommende, griner hjerteligt og taler i det hele taget med en nær vens fortrolige stemmeføring. På den måde viser han fra begyndelsen, hvad han vil sige.

Der findes mange måder at nærme sig andre mennesker på. Selvhævdende, frygtsomt, aggressivt, beundrende, mistillidsfuldt, nedladende, fordomsfuldt eller med et åbent, nysgerrigt ønske om at forstå sit medmenneske for at blive klogere selv.

Det sidste er selvfølgelig mest frugtbart. Det er dér magien mellem mennesker kan opstå. Men det glemmer vi alt for hurtigt, mener Peter Høeg, der netop tematiserer kontakten mellem mennesker i sin nye roman, ”Effekten af Susan”, der udkommer i morgen.

Historien handler om en succesfuld familie af genier, der udefra set virker lykkelige som en morgenmadsreklame, men selv de har knas i kommunikationen, og hvad værre er: De har misbrugt deres talenter, og det fører dem ud i en typisk højspændt Peter Høeg-thriller.

Selv kalder Peter Høeg romanen for én stor legeplads, men bag det storpolitiske plot ligger altså også et ønske om at føre mennesker tættere sammen. Men det er ikke altid været nemt for ham selv. Og i lange perioder har Peter Høeg slet ikke ønsket at være i pressens søgelys. Det var tværtimod ”forbundet med et enormt ubehag” at have snagende journalister i hælene, som om alle personlige kriser og tragedier skulle have offentlighedens interesse.

Det er bagsiden ved at være kendt.

Og Peter Høeg var pludselig verdenskendt, efter at han udgav sin tredje bog, ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”, i 1992, der blev efterfulgt af romanerne ”De måske egnede” (1993) og ”Kvinden og aben”(1996). Men så blev der stille, indtil han udgav ”Den stille pige” ti år senere.

I dag beskriver han de mellemliggende år som en form for kreativ nat:

”Det var en speciel periode, hvor jeg også blev skilt. Jeg skrev uafbrudt i den periode, men måtte kassere 2000 sider i de år, så det var mange bøger, selvom det var den samme bog, jeg arbejdede med. Jeg var inde i et vanskeligt terræn. Det er uransageligt, hvorfor det ikke lykkedes mig at skrive noget, der kunne bruges, men det har gjort mig meget ydmyg overfor kreativitet.”

”Jeg forstår nu, at den gives et sted fra. Og at det kan tages væk fra en med et sekunds varsel. Man må være taknemmelig for ens kreativitet, når den er der. Jeg har det på samme måde med tilværelsen. Vi må prøve at takke i alle forhold. Det er en smuk, meget dyb anbefaling,” siger han med reference til et bibelcitat, inden han tilføjer:

”En stor zenmester siger noget lignende: Everyday is a fine day. Hver eneste dag er en god dag.”

Nærvær og samvær er nøglernetil den livsindstilling for Peter Høeg, der også mener, at tilværelsen er større end det, der kan måles og forklares.

”Nogle bruger ikoner som vinduer ind mod det guddommelige, og for mig gør litteraturen det samme. Jeg prøver at bruge litteraturen som et vindue ind mod noget andet, mod en anden virkelighed,” siger han og bryder sin talestrøm et øjeblik, inden han tilføjer:

”Jeg så et interview med Klaus Rifbjerg i fjernsynet, da han fyldte 75 år, hvor han sagde noget meget smukt. Han blev spurgt om, hvad han gerne ville huskes for. Det tænkte han lidt over, og så svarede han, at han gerne ville huskes som menneske, der måske af og til kunne lave en lille flænge i normalvirkeligheden, så man pludselig fik en følelse af, at der var noget andet. Det kunne jeg også godt gøre til min ambition,” siger Peter Høeg, der allerede som ung forfatter opdagede, at litteratur kan pege på, at virkeligheden er større end sproget:

”Jeg havde ikke mange penge og boede i kollektiv i Hellerup, så jeg skulle finde en plads til mig selv, og derfor gik jeg ind på læsesalen på det nye hovedbibliotek i Gentofte og skrev der. Når jeg så rejste mig efter et par times skrivning, slap jeg bogen fuldstændig for at skanne mit eget system i en slags undren over, hvad det gjorde ved mig. Jeg kan huske, at jeg formulerede det overfor mig selv som om, at det føltes, som om det var et indre brusebad, som en indre renselse, mens jeg forsøgte at få kontakt til andre gennem bogen. Jeg var på en måde mere optaget af de processer, der blev sat i gang ved at skrive, end selve bogen. Og stadigvæk føler jeg, at det, jeg dybest set vil med mine bøger, er at møde et andet menneske virkelig dybt, så fortællingen bliver et medie til at opnå kontakt. Hvis jeg fortæller en historie, og du lytter, er vi sammen i fortællingen. Det vigtige er ikke fortællingen, det vigtige er kontakten.”

Hvordan har du ændret dig som forfatter siden dengang?

”Jeg tænker ikke meget over min egen udvikling som forfatter, jeg har ikke engang mine egne bøger stående. Det, synes jeg, hurtigt bliver for selvoptaget. Men jeg håber alligevel, at der er kommet lidt mere varme og humor ind i mit forfatterskab. For så har jeg gjort noget rigtigt. Jeg tror, at det er meget vigtigt, at der ikke kommer for meget selvhøjtidelighed ind i bøger. Jeg talte engang med den sydamerikanske forfatter Gabriel Garca Mrquez, der sagde, at Vestens store problem er, at man tager alting for alvorligt. Det hæmmer skrivningen, og det hæmmer læsningen. Humor er en åbning mellem mennesker. Den er et paradoks i sig selv, fordi det ofte er det absurde, der fremkalder en form for lettelse mellem mennesker i form af humor.”

Peter Høegs romanfigur Susan er også fuld af paradokser. Hun er fysiker, men har alligevel det overnaturlige talent at fremkalde oprigtighed i de folk, hun møder. Det misbruger hun, og det er en anden pointe i Peter Høegs roman:

”Ethvert talent er adgang til energi og derfor også adgang til at ændre verden og andre mennesker, så ethvert talent rejser også et etisk spørgsmål.”

Mærker du selv det som forfatter?

”Hele tiden også lige nu, hvor jeg sidder i en interviewsituation. Du giver mig jo en scene. Du giver mig plads i din avis og plads i dit bevidsthedsrum nu. Det vil sige, at du har givet mig et slags magtinstrument til at sige, hvad jeg vil. Og hvad gør jeg ved det? Hvis jeg bruger den energi, du giver mig, til puste mig selv op, så er jeg med til at sabotere dette mødes mulighed for, at du og jeg mødes, for at dine læsere kan få noget konstruktivt ud af det.”

Hvad vil du så gerne sige til læserne fra din scene i din forlæggers røde sofa?

”Jeg vil gerne kunne formidle mit ønske om en dybere kontakt mellem mennesker. Min bog er faktisk en form for bøn om dybere kontakt mellem mennesker gennem en historie, der både er legende, men også kommer dybt inde fra mig selv. Denne her samtale er endnu en kanal til at tilvejebringe en følelse af, at du og jeg har nået hinanden. Du har spurgt mig om vigtige ting, og jeg har prøvet at svare. Vi har haft et møde om vigtige ting, så vi har ikke misbrugt denne her situation. Sådan ligger der en mulighed i ethvert møde mellem mennesker for at gøre hinanden større. Det er jo det, den gode samtale kan, hvor vi faktisk kan gøre hinanden bedre gennem vores nærvær. Alligevel mister vi så hurtigt den gode kontakt til andre,” siger han, mens han læner sig frem i sofaen:

”Man ser så nemt tornen i ens næstes øje i stedet for at se bjælken i ens eget, og det bringer os væk fra hinanden. Det kender jeg kun alt for godt fra mit eget liv. Jeg gør det så godt, jeg kan, og det gør du også, kan jeg mærke. Men vi er små mennesker, og derfor mislykkedes vi igen og igen. Jeg ønsker at være venlig overfor mine børn, men igen og igen mister jeg tålmodigheden, når vi skal ud af døren hurtigt, og de ikke kan binde deres snørebånd. Jeg vil også gerne vise min kærlighed til min kæreste, men sommetider mislykkes det også. Men en vej frem er at stå ved fejlene. Jeg gør mit bedste, men jeg står samtidig ved min utilstrækkelighed, og jeg bliver ved med at prøve,” siger Peter Høeg og tilføjer:

”For jeg ved, hvad god kontakt mellem mennesker kan give. Jeg kunne aldrig sidde for mig selv og sige de her ting. Lige nu har vi et mægtigt synergetisk samspil. Det er det, som kontakt mellem mennesker kan. Det kan man også mærke meget kraftfuldt i familier, når spændinger og traumer på hinanden pludselig falder bort. Det er der, magien opstå. En familie er en meget stærk mulig enhed. Vi kan meget nemt gå fejl af hinanden, men hvis man har en vågenhed og oprigtighed overfor hinanden, så kan familien blive en voldsomt potent arbejdsenhed, der kan udrette meget kraftfulde ting udadtil. Velfungerende familier har en slags udstrålingskraft, som kan komme til at påvirke rigtig mange mennesker.”