I vores globaliserede tid er der stadig mennesker, der lider af rejsefeber. Til trods for at jeg i mange år har været en del på farten, har jeg selv en rem af huden, hvad denne form for rastløshed angår. Det giver sig udslag i, at jeg sover dårligt natten inden rejsen og ankommer til lufthavnen i påfaldende god tid. Først når jeg har sat mig til rette i flyet, forsvinder rejsefeberen.
Forfatteren Roald Dahl har skrevet en novelle om en typisk ”nervous traveller”, en amerikansk kvinde, der i årevis er blevet terroriseret af sin mand, ved at han altid udskyder ægteparrets afgang hjemmefra til allersidste øjeblik. Det ender med, at hun efterlader ham i en elevator, som hun udefra kan se, er gået i stå mellem to etager i parrets villa, og meddeler føreren af den taxa, hun har siddet og ventet i, at nu kører vi. Derved når hun at komme om bord på atlanterhavslineren, inden den sejler til Europa, og da parrets tjenestefolk er blevet sendt på lang sommerferie, ser det ikke lyst ud for hendes tyranniske mand.
En af de måder, hvorpå man kan gøre sindet opladt til at lære et nyt sted at kende, er at læse en bog af en af landets forfattere. Det har jeg vænnet mig til at gøre, og det kan jeg anbefale.
I New Zealand læste jeg et bind noveller af Katherine Mansfield, og i Vietnam en selvbiografisk roman (”Krigens sorg”) af Bao Ninh om hans grufulde oplevelser i den krig, man dér kalder den amerikanske.
I Egypten fik jeg under en Nilsejlads en særlig stor læseoplevelse. I Luxor fandt jeg i en boghandel en reol, hvor der stod bøger af en forfatter ved navn Naguib Mahfouz, oversat fra arabisk til engelsk. På den måde stiftede jeg bekendtskab med Kairo-trilogien, en familieroman, der strækker sig over flere generationer, fra cirka 1910 til Nasser styrtede det gamle regime i 1952. Jeg har ikke svært ved at forstå, at Naguib Mahfouz fik nobelprisen i litteratur, for trilogien overskrider både historiske, geografiske, kulturelle og religiøse grænser. Egypten er i sig selv en kæmpestor oplevelse, men det er ikke for meget sagt, at Mahfouzs trilogi gav min rejse et ekstra løft.
Fra min vinterferie i Lissabon skrev jeg en klumme om jordskælvet dér i 1755. I kvarteret Baixa i byens centrum bemærkede jeg foran Café a Brasiliera en bronzestatue i legemsstørrelse af en yngre siddende herre med bredskygget hat og butterfly. Den viste sig at forestille forfatteren Fernando Pessoa (1888-1935), der regnes for Portugals største digter siden renæssancen, og som ved sit cafébord, cigaretrygende og med en drink ved albuen, skrev sine værker, dér hvor turister i dag samles for at lade sig fotografere ved siden af hans statue.
Selvom Pessoa er Portugals verdensstjerne, kendte jeg intet til ham. Men i den nærmeste boghandel fandt jeg ”The book of disquiet” (1991), en samling prosafragmenter, der først udkom på portugisisk i 1982, altså længe efter hans tidlige død. På dansk blev den udgivet i 1997 under titlen ”Rastløshedens pris”.
Bogen er ikke let at trænge ind i, men den tålmodige læser bliver rigeligt belønnet for at holde ud. Her følger en smagsprøve, som slår dens dystre tone an:
”Nu og da sker der noget i mig, og når det hænder, sker det som regel pludseligt, en frygtelig livstræthed sænker sig over alle andre følelser, en træthed, der er så forfærdelig, at den unddrager sig enhver kur. Selvmord virker for usikkert, og døden, selv hvis man antager, at den garanterer glemsel, forekommer blot betydningsløs. Hvad denne træthed higer efter, er ikke blot, at man ophører med at eksistere “ men, langt mere rystende, at man aldrig har eksisteret overhovedet“ Alligevel uddriver jeg den ved at skrive om den.”
Pessoa skrev ikke ”Rastløshedens pris” i sit eget navn, men under et af de mange ”heteronymer”, han opererede med, det vil sige forfattere med hver deres stil, livshistorie og personlighed. Her er fortælleren en ensom og melankolsk bogholder, Bernardo Soares, som Pessoa udnævnte til den, der på de fleste punkter ligner ham selv. Begge elskede Lissabon, lyset over Baixa-kvarteret efter regn, sporvognenes metalliske skramlen og udsigten over den kæmpemæssige Tejo-flod.
Pessoa blev først berømt, da man efter hans død fandt en kiste med 25.000 noter, som ”Rastløshedens pris” er et redigeret udvalg af. I de engelske anmeldelser blev bogen beskrevet som en klassiker inden for eksistentiel litteratur. Også denne bog bestyrkede mig i min tro på, at det på rejser til andre lande er en god idé at snuse til den lokale skønlitteratur. Det plejer at gøre besøget ekstra spændende, og derudover bidrager det til at opbygge et depot af referencer, der i sig selv er interessante. For ikke at tale om mellem os sagt hvordan det egner sig til at kraftkonversere en interessant borddame.