Prøv avisen
Bog

Tokyos undergrund og verdens ende

Den japanske forfatter Haruki Murakami, født i 1949, er ude med en ny bog, som hedder "Hardboiled Wonderland og Verdens Ende".

Et tidligt hovedværk af Haruki Murakami ser dagens lys på dansk. Raymond Chandler møder ”Inception”, Kafka og H.C. Andersen plus nogle ukendte ingredienser. Resultatet er fremragende og meget murakamisk

Den verdensberømte japanske forfatter Haruki Murakami har et stort og trofast publikum i Danmark, men det er ikke alt af ham, der er kommet på dansk endnu. Vi har således indtil i dag manglet romanen ”Hardboiled Wonderland og Verdens Ende”, som er tilbage fra 1985 og har status af et tidligt hovedværk i forfatterskabet. Og det har den med rette, må man konstatere. Det er en ung Murakami i fineste og allerede uforvekslelig stil, vi møder her.

Hovedpersonen og jegfortælleren er en yngre mand. Som så ofte hos Murakami lever han et ensomt liv, men han er på sine egne præmisser ganske godt tilfreds med tilværelsen. Hans kone har forladt ham for flere år siden, men han hygger sig i sin lejlighed i et højhusbyggeri, laver god mad til sig selv, hører musik, går også ud og spiser i byen og har af og til lidt upersonlig, men udmærket sex med enlige kvinder, som han møder tilfældigt.

Han har også særlige evner og er ansat ved Selskabet, som sender ham ud på opgaver. Han er god til at arbejde med tal og koder, som han kan henholdsvis ”vaske” og ”shuffle”.

I den egenskab kommer han på en særlig mission, hvor han skal assistere en professor, der har skjult sit laboratorium nede i Tokyos undergrund, fordi hans forskning er af særlig følsom karakter. Den efterstræbes af en forbryderisk organisation, der er Selskabets naturlige fjende. Og den har allieret sig med ”mørklingerne”, nogle uhyggelige væsener, der ukendt for offentligheden lever i jorden under Tokyo og færdes i metrosystemet.

Det er imidlertid kun hvert andet kapitel i romanen, der er helliget vores kode-detektiv. I de andre kapitler følger vi en anden navnløs og mandlig jegfortæller, der befinder sig i en dyster og eventyragtig verden, kaldet Verdens Ende.

Han er nyankommet og lider af identitetstab; han har glemt, hvem han var før, og han ved ikke, hvorfor han er i Byen, der er omkranset af en høj mur. Når man gør sin entré i Byen, bliver man ved portvagtens mellemkomst skilt fra sin skygge, og man har også udsigt til senere at tabe sit hjerte. Manden er udset til at skulle læse ”gamle drømme” på biblioteket ved at lægge sine hænder på forskellige dyrekranier.

Romanen veksler således mellem to mærkelige verdener, det moderne Tokyo holdt i Murakamis karakteristiske noir-stil, hvor detektiven møder en smuk kvindelig bibliotekar, der kan spise ualmindelig meget af hans gode mad, får smadret sin lejlighed af mafiøse håndlangere, som søger et enhjørningekranium, han har fået af professoren, og må kæmpe sig gennem undergrunden bundet sammen med professorens tykke datter, på flugt fra mørklingerne. Og eventyrverdenen, der virker som en meget kuldslået blanding af Kafka og H.C. Andersen.

Vi aner efterhånden, at der må være en forbindelse mellem disse to verdener, da eventyrfortælleren også knytter sig til en kvindelig bibliotekar, men det er ikke nemt at gennemskue, så meget mere som Murakami opretholder en stor grad af mystik i begge sine verdener.

Man er derfor som læser fanget i to parallelle plots, der arbejder sig henimod en art fælles afslutning, som man meget længe overhovedet ikke kan gøre sig nogen forestillinger om. Hovedtanken viser sig at være særdeles original og kan minde svagt om Christopher Nolans science fiction-film ”Inception” fra 2010.

Måske findes der ingen nulevende forfattere, der i højere grad end Murakami kan skabe egne verdener, som både rummer fænomener, man aldrig før har set, og som alligevel i deres stemninger, motiver og inventar er så udpræget genkendelige fra bog til bog.

Der er noget skrabet og fordringsløst over hans bøger, og samtidig åbner de sig hele tiden indefter i deres gåder og mysterier, men også eksistentielt i de ensomme menneskers jagt på lidt ømhed og lidt mening. Hvad skal man give sig til, hvis man ved, at det er den sidste dag i ens liv?

Ja, man skal måske bare ligge i solen på en græsplane i en af Tokyos parker og drikke nogle kolde øl sammen med en smuk bibliotekar med en god appetit. Selvom det er mandag formiddag, og folk kigger skævt til én. Men det kan de jo sagtens gøre, når de har hele livet for sig.

Måske findes der ingen nulevende forfattere, der i højere grad end Murakami kan skabe egne verdener, som både rummer fænomener, man aldrig før har set og som alligevel i deres stemninger, motiver og inventar er så udpræget genkendelige, fra bog til bog, skriver Nils Gunder Hansen om den japanske forfatter, der ofte er på tale til Nobelprisen i litteratur. Foto: Scanpix.