11. september-museum rammer i hjertekulen

Anmeldelserne af det nye museum til minde om terrorangrebet den11. september 2001 er overstrømmende. Museet minder om et religiøst pilgrimsmål, skriver The New York Times

Hovedparten af museet er placeret 21 meter under jorden, hvor de faldne World Trade Center-tårnes fundament engang borede sig ind i Manhattans grundfjeld. Museumsgæsterne stiger ned i et mørke, hvor der gemmer sig en lang række udstillingsgenstande fra den tragiske dag.
Hovedparten af museet er placeret 21 meter under jorden, hvor de faldne World Trade Center-tårnes fundament engang borede sig ind i Manhattans grundfjeld. Museumsgæsterne stiger ned i et mørke, hvor der gemmer sig en lang række udstillingsgenstande fra den tragiske dag.

Designerne bag det nye National September 11 Memorial Museum (det nationale museum til minde om 11. september) i New York har sørget for at placere diskrete æsker med papirlommetørklæder og ekstra udgange rundtomkring på museet, så følelsesladede gæster har mulighed for at tørre øjnene eller hurtigt forlade lokalerne.

Og ifølge de første anmeldelser af museet, der åbnede for offentligheden onsdag i denne uge, kan der blive brug for de ekstra foranstaltninger. Museumsoplevelsen er en ”mavepuster”, skriver eksempelvis New York Times anmelder, Holland Cotter:

”Det første, der er at sige om det, og måske også det sidste, er, at det er følelsesmæssigt overvældende, i særlig grad, tænker jeg, for de newyorkere, der var i byen den apokalyptiske septemberdag og i de paranoia-ladede uger derefter, men næsten lige så sikkert for de cirka to milliarder mennesker rundt-om på kloden, der oplevede rædslerne udspille sig på tv, i radioen og på internettet,” skriver han.

Museet genkalder begivenhederne den 11. september 2001, hvor islamistiske terrorister fløj tre kaprede passagerfly ind i World Trade Center-tårnene i New York samt Forsvarsministeriet Pentagon i Washington. Et fjerde kapret fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania. I alt 2992 mennesker (inklusive de 19 terrorister som stod bag) mistede livet i løbet af blot minutter.

Hovedparten af museet er placeret 21 meter under jorden, hvor de faldne World Trade Center-tårnes fundament engang borede sig indi Manhattans grundfjeld, og museumsgæsterne stiger ned i et mørke, hvor der gemmer sig udstillingsgenstande såsom en forreven brandbil, ofrenes personlige ejendele, optagelser af paniske opkald til alarmcentralen, overvågningsvideoer af flykaprerne i lufthavnen og fotografier af mennesker, der sprang i døden fra de brændende tårne.

”De personlige genstande, indgydt med tabt liv, gør oplevelsen af at bevæge sig igennem National September 11 Memorial Museum på en og samme gang teatralsk, voyeuristisk og åndeligt,” skriver Holland Cotter.

”Det mest tilsvarende, som jeg kan komme i tanke om, er dynamikken i religiøse pilgrimsmål, hvad enten det er kristne kirker, buddhistiske templer eller sufi-helligdomme. Der er opmærksomheden fokuseret på efterladenskaberne af helgener, og objekter berørt af dem. Her går man også en lang, helliggjort rute med stop ved det, som svarer til sidekapeller og altre, mens man ser på ikoner, talismaner og mirakler,” skriver han.

I avisen Wall Street Journal er anmelderen James S. Russell lettet over, at museet ikke forfalder til ”tragedie-porno”.

”De virkelige stemmer, fotografier og artefakter taler til begivenhedens størrelse og monstrøsitet med en fysisk kraft, men stadig på en menneskeliggjort måde,” skriver han.

Museet, der åbner med adskillige års forsinkelse, har siden sin spæde begyndelse været genstand for klager fra nogle af 11. september-ofrenes pårørende, og debatten om dets formål, sømmelighed og etikette hænger stadig i luften. I en dybt personlig anmeldelse på det store internetmedie Buzzfeed skriver journalisten Steve Kandell, der mistede sin søster i angrebet, om museets som et sted, hvor ”et offentligt spektakel og privat sorg har et permanent hjem sammen”.

”Jeg kan mærke de kræfter, der blev brugt på ikke at gøre dette tarveligt, men også på at vise hver eneste blodsudgydelse og hvert eneste stød i hjertekulen, som retfærdiggør billetprisen på 24 dollars (131 kroner, red.) vulgaritet med de mest noble intentioner,” skriver han i anmeldelsen, der bærer overskriften ”Mit livs værste dag er nu New Yorks varmeste turistattraktion”.

Steve Kandell berører i sin anmeldelse debatten om museets gavebutik, hvor besøgende til mange menneskers forargelse kan købe alskens souvenirs til minde om oplevelsen:

”Dagens begivenheder er allerede blevet udnyttet og solgt på måder, der førhen var ubegribelige, så hvorfor blive vred over en minde-T-shirt nu? Denne nipsbutik denne bygning, denne oplevelse er intet andet end det logiske endepunkt for vores mest pålideligt salgbare nationale tragedie.”

Flere kritikere stiller spørgsmål ved museets evne til at sætte terrorangrebet og dagens efterspil i en bred historisk kontekst. Filmen ”The Rise of al Qaeda” (al-Qaedas opstigen), der er del af udstillingen, fik allerede inden museets åbning kritik for at undlade at sidestille islamisk terror med islam, og også Holland Cotter afskriver den som ”unuanceret” og ”uden kontekst”.

”Museets fremherskende historie er, som i en kirke, sat i moralske termer, en historie om engle og djævle,” skriver Cotter og konstaterer, at ”fortællingen er mere ufærdig, end den er forkert”.

Udstillingen undgår at takle de mest ømtålelige emner, fremfører anmelderen Justin Davidson i ugemagasinet New York Magazine.

”Vi lærer lidt eller intet om tortur, eller hemmelige fængsler, eller Abu Ghraib, eller Tora Bora, eller droneangreb på Pakistan, eller Bush-regeringens forfalskede sammenkædning af den 11. september med Saddam Hussein for at refærdiggøre krigen i Irak,” skriver han.

Ikke desto mindre peger Justin Davidson ligesom flere andre anmeldere på, at museet fortæller en historie, der stadig udspiller sig, og at den ikke foregiver at binde hele historien fint sammen med en sløjfe. Og National September 11 Memorial Museum er ingenlunde en ligegyldig oplevelse, understreger han.

”Jeg er utilpas og ulykkelig og det er museets styrke. Det er en opstrammer til de mentalt trætte og en modgift mod fornægtelse,” konstaterer Justin Davidson.WWJeg er utilpas og ulykkelig og det er museets styrke. Det er en opstrammer til de mentalt trætte og en modgift mod fornægtelse.

Justin Davidson, anmelderi New York Magazine

Museet, der åbner med adskillige års forsinkelse, har siden sin spæde begyndelse været genstand for klager fra nogle af 11. september-ofrenes pårørende her ses et udsnit af en ophængning med mange af de omkomne og debatten om dets formål, sømmelighed og etikette hænger stadig i luften. Begge Fotos: Scanpix.
Museet, der åbner med adskillige års forsinkelse, har siden sin spæde begyndelse været genstand for klager fra nogle af 11. september-ofrenes pårørende her ses et udsnit af en ophængning med mange af de omkomne og debatten om dets formål, sømmelighed og etikette hænger stadig i luften. Begge Fotos: Scanpix.