Prøv avisen

Manden, der samler knogler

72-årige Henning Kristensen går turen langs stranden hver dag og i al slags vejr. Foto: Mette Goddiksen

Hver dag går nordjyden Henning Kristensen en tur på Nørre Lyngby Strand. Han samler ikke sten eller skaller som andre besøgende, men menneskeknogler, som takket være Kristensen bliver genbegravet i den nærliggende kirke. Imens han samler knogler, tænker han på sin fortid som vietnamsoldat

Det er en rå forårsdag ved Nørre Lyngby Strand mellem Løkken og Lønstrup. Regnen pisker, og kulden fra Vesterhavet bider godt i hænderne og forvandler skrænten op til den gamle kirkegård til klægt, blågråt mudder. Kun klokkestablen fra den gamle Nørre Lyngby Kirke står der stadig. Selve kirken blev flyttet mellem 1913 og 1914, mens gravene blev tilbage og langsomt vaskes ned på stranden og ud i havet. Der er ikke mange meter mellem skeletresterne ved foden af skrænten.

Noget, som i sin tid faldt den pensionerede styrmand og tidligere Vietnam-soldat Henning Kristensen for brystet. For hvor man ved Mårup Kirke i Lønstrup har udpeget en graver til at indsamle skeletdele, så er indsamlingen ikke officielt dedikeret til nogen ved Nørre Lyngby Strand.

Derfor går han hver dag en lang tur ved stranden. Det er primært for motionens skyld, men samtidig samler Henning Kristensen frivilligt skeletdelene op.

”Jeg startede med at samle knogler og kranier op for 15-20 år siden. Jeg kunne ikke rigtig lide, når jeg hørte, at hunde løb rundt med lårbensknogler fra mennesker i munden, og tyske turister tog kranier med hjem som souvenir,” siger han.

Noget, som man i øvrigt allerede i 1885 i et andragende til ministeriet om flytning af kirkegården havde forudset:

”Sker der ikke en Forandring, vil man inden lang Tid kunne få det sørgelige Syn at se Resterne af vore Afdøde som Legetøj for Bølgerne eller pegende uhyggeligt ud fra den nedstyrtede Bakke. Forhaabentligt vil man dog ikke lade det komme til et saa forargeligt Skuespil”, som det hed i appellen.

Den sidste begravelse på den gamle kirkegård fandt sted i 1910.

Tilbage i nutiden finder Henning Kristensen en plastikpose fra Stena Line i en lomme i regntøjet, tager engangshandsker på og putter forsigtigt et stykke af en rygsøjle ned i posen.

Tidligere havde han en trækasse med til skeletdelene. Det virkede på en eller anden måde mest værdigt. Men den blev hurtigt fyldt, og det blev for besværligt for ham at løfte den rundt på de stejle skrænter.

Posen kan desuden puttes på styret af den 72-åriges herrecykel og transporteres et par kilometer væk til den nyere Lyngby Kirke, hvor de genbegraves efter aftale med præsten.

”Jeg er ikke en religiøs mand som sådan, men jeg mener, de døde skal vises respekt og skal i indviet jord. Men jeg tager aldrig knoglerne, før de er faldet ned af sig selv. Det ville være at forstyrre gravfreden.”

Henning Kristensen peger op mod skræntens kant, hvor der tegner sig en lang, hvid streg.

”Det er flere kister, der er på vej ud,” siger han. Helt uden dramatik.

På de her kanter er de ligesom vant til, at naturen hvæser og viser tænder. Den ældre sømand har set langt værre i forbindelse med døden. Det var i starten af 1960erne, da han ville emigrere til USA for at opnå den bedste hyre som sømand og for at undgå at blive indkaldt som soldat i Danmark. Men han endte midt i krigszonen i Vietnam.

USA oprustede, og da Henning Kristensen var under 26 år i 1965 og ikke havde været indkaldt i Danmark, blev han indbefattet af værnepligten hvis han da ikke ville miste chancen for at arbejde for amerikanske rederier resten af sit liv.

”Det er vigtigt at påpege, at jeg blev tvunget til det ud fra omstændighederne,” insisterer han.

”Desuden troede jeg langt hen ad vejen, at jeg ville blive sendt til Tyskland, da jeg talte sproget.”

Som forberedelse til at blive udsendt kom han på træningslejr i USA. Her kunne han gå, hvad han kalder ”åndssvag guard duty” eller han kunne vælge at blive en del af et hold, der blev sendt med for at repræsentere den amerikanske hær, når faldne soldater skulle eskorteres hjem i kister til deres familier.

”Jeg valgte det sidste, fordi det samtidig gav mig en mulighed for at se hele USA og feste med mine venner om aftenen. Dengang så jeg meget mere kynisk på tingene. Man var jo ung, eventyrlysten og havde hele livet for sig. Det var dog altid hårdt at møde de pårørende til den dræbte. De var helt i opløsning. Hele familier blev jo ødelagt, og det var så sørgeligt med de unge mennesker.”

Herefter blev han selv trænet til junglekrig og sendt til Vietnam, hvor han oplevede de frygtede angreb fra Viet Conger, der pludselig dukkede op fra underjordiske gangsystemer. Konsekvensen var, at han kom til at samle døde, amerikanske soldater op og putte dem i ”body bags”.

”Det var jo meget værre end det her med at samle gamle knogler op ved stranden. Sådan en 22-årig mand kunne ligge dér, som om han bare sov, men i virkeligheden var han helt smadret.”

Henning Kristensen har ikke snakket ret meget om Vietnam, siden han blev hjemsendt. Ikke engang med den nærmeste familie.

”For der er jo så mange holdninger til det “”

Men nogle gange, når han samler knogler og kranier ved stranden i Nørre Lyngby, så vandrer tankerne til Vietnam. Ikke som frygtelige flashbacks, men mere som erindringer, der for Henning Kristensen nok er morbide, men ikke desto mindre en lige så naturlig del af hans liv som at samle resterne af sine forfædre op på en strand i Nordjylland.

Nørre Lyngby Strand ligger mellem Løkken og Lønstrup. Tæt ved stranden ligger den gamle Nørre Lyngby Kirke og en række gamle gravsteder, som havet langsomt æder sig ind på. Foto: Jakob Dall/Scanpix
En lårbensknogle fra en stor, voksen mand samles op sandsynligvis stammer den fra en fisker fra egnen. Foto: Mette Goddiksen