Digte for børn udkommer der sandt at sige ikke mange af. Børnerim, jo, men ikke lyriske digte og for større børn. Det er tilsyneladende en svær kunst, men at det kan lykkes, er Poul Larsens seneste digtsamling, ”Stjerneskud og slumpetræf”, et fint udtryk for. Især fungerer samspillet mellem ord og billeder godt; metaforerne gribes elegant for at blive omsat til klare billeder, der kan digtes videre på. Og godt grebet er også den 13-årige Tobias, som forfatteren har givet ordet for at lade ham digte: om at være til og være på og være forelsket og være sig selv. Det lykkes digtene at tale med en stemme, der virker overbevisende på læseren. I det store og hele. For indimellem kommer den voksne forfatter for meget indover, og så rammer det helt skævt. En 13-årig, der taler poetisk omskrivende om ”nøgen glæde”? Det tror jeg alligevel ikke. Bedst og flest er de digte, der undrer sig over verden i et ligefremt legende sprog eller bare går lige på og konstaterer, at det er godt at være til. Enkelte digte handler om eller henvender sig til Gud, men taknemmeligheden går igennem hele bogen. Som der står: ”Det er ikke let at ryste glæden af sig.”
Uden at vide det vil jeg ikke tro, at digte er noget for drengen Vitello, der er god til mange ting, men især til at rode sig ud i problemer. Den sproglige opfindsomhed ved han ikke selv af, men ikke desto mindre er det sjoveste ved ”Vitello gør en god gerning” den omsiggribende videredigtning på spejdernes ”tjikkerlikker tjikkerlikker”, der bliver til både bipperlipper, pikkerdikker og rakkerpakker, mens drengen forsøger at gøre gode gerninger sammen med møgungen William, men selvfølgelig kommer galt af sted. Først og fremmest fordi Vitello tror, at gode gerninger er noget, man gør på andre. Drengen fra rækkehuset på ringvejen er stadig et indtagende bekendtskab, og i Niels Bo Bojesens streg er det, som om man selv har set ham i nabolaget. At bogen har vundet årets Orla-pris er derfor ikke så underligt, men måske er stemmerne lige så meget gået til den charmerende hovedperson? For det er bestemt ikke den bedste af bøgerne, jeg har læst. Forfatteren virker noget træt af sine egne påhit og måske endda af Vitello selv? Det er, som om den lille ironiske afstand er blevet for stor. Der er ikke helt den samme varme i fortællingen, og efter at have pudset en bil med sandpapir og givet en have den tætte klipning med en løbsk græsslåmaskine fremstår Vitello lidt som en dum knægt. Og sådan er han jo ikke!
Helt igennem ironiske er Benn Q. Holms billedbøger om Kille, der har været med far til fodbold og nu tvinges med mor til lagersalg. Problemet er det samme: Der er ikke nogen til at passe hende derhjemme, forældrene har planlagt forbi hinanden, og denne gang er det så mor, der bliver nødt til at have hende med. Det bliver dog værst for Kille, der pludselig befinder sig i en lagerhal fuld af sindssyge kvinder og naturligvis bliver væk. Som en beskrivelse af et lagersalg er det desværre meget godt ramt, for det er virkelig et optrin af de sjældne. Men også i bogen er barnet bare med på slæb. Forfatterens hovedanliggende er at give de voksne mulighed for at grine ad sig selv og hinanden. I den første bog var det fodboldtosserne, denne gang er det kvinderne, der skal gøres til grin; de er alle sammen ”halvgamle” med ”tykke maver og store numser”, og alt det tøj, mor får købt, er enten alt for ungt eller alt for småt til hende. Det er, som om den latterliggørende tekst forstærker det grimme og grelle i Rasmus Bregnhøis illustrationer, der ikke er lige spændende på hvert af de markant store opslag. Sådan ser der jo ud i en lagerhal. Men samlet set bliver det for kedeligt. For så interessant er de voksnes mærkelige verden ikke set fra barnets perspektiv.
Børn vil efter min bedste overbevisning hellere udforske en gammel, forladt cykelfabrik med vand i kælderen og finde direktørens kontor øverst i tårnet som det perfekte sted for en på stedet dannet hemmelig klub. Så tak, Jens Blendstrup, for dette første bind af Kokseby med titlen ”Det røde tårns venner”. Det er klassisk spænding i børnehøjde, men skrevet med en for forfatteren karakteristisk og for bogen befriende genrebevidsthed. Den 10-årige jegfortæller, Wilma, slår indledningsvis fast: ”Min far prøver altid at prakke mig sine børnebøger på: Ole Lund Kirkegaard, Hitchcock-klubben og Kim-bøgerne. Men jeg vil ikke have min fars bøger, jeg vil læse mine egne. Når jeg vil.” Wil-ma bor i Kokseby, der både er fiktion (kortet på bogens inderside viser vej til både A la Jyllingevej og Skilsmissesumpen) og en ganske præcis beskrivelse af Korsør, hvor forfatteren i parentes bemærket bor: ”Det er en lidt død by. Engang kom der mange færger, men det er længe siden.” De voksne pendler, og børnene har stort set byen for sig selv, og det er egentlig o.k., for så kan man jo gå lidt på opdagelse ... Der er Wilma, bedsteveninden Kajsa, den dygtige og selvbevidste Johanna, lillebitte Jonas og Franko, der kommer med ved et tilfælde og selvfølgelig har en onkel, der hedder Bjarno. For igen er det klassisk sat op, de er endda fem! Men personerne får liv med imponerende lethed også igennem Lars Gabels fint registrerende illustrationer, der lige så diskret skifter i perspektiv og lys. Især får han den sene eftermiddags særlige stemning frem af ”hvad skal vi finde på, inden det bliver mørkt”. At Jens Blendstrup husker, hvordan det er at være barn, har han vist igennem hele sit forfatterskab både for børn og voksne. Og det er dette første bind af Kokseby endnu et opløftende eksempel på.