I skyggen af de voksne

Lukas Moodysson kan noget særligt med pubertetsskildringer. ”Vi er de bedste!” er ingen undtagelse

Tre oprørske piger i Lukas Moodyssons sympatiske ”Vi er de bedste!”
Tre oprørske piger i Lukas Moodyssons sympatiske ”Vi er de bedste!” . Foto: SF Film.

Lukas Moodysson slog sit navn fast som skildrer af pigers pubertet med den efterhånden klassiske ”Fucking Åmål” fra 1998, og han har siden excelleret i skildringer af unge og hvad voksne gør ved dem med blandt sædeskildringen fra et kollektiv ”Tilsammans” fra 2000, og den misantropiske og stenhårde film om trafficking ”Lilja4-ever” fra 2002.

Efter den eksperimenterende og poetiske ”Container” fra 2006, og den internationale storproduktion med dramaet ”Mammut” fra 2009, har den svenske instruktør haft lyst til igen at vende tilbage til udgangspunktet med en film, hvor pubertetspigers drømme og konflikter skildres med autenticitet, nærvær og empati. Det er blevet til en lille film om tre stockholmske skolepigers forsøg på at starte et punk-orkester i 1982, hvor punken allerede var ved at gå af mode. Men Sverige havde sit Ebba Grön, som vi i Danmark havde Sods, og musikerne spillede solen sort med en egen primitiv selvtilstrækkelighed og råstyrke.

Lukas Moodysson ville ikke være Lukas Moodysson, hvis ikke de tre piger levede i skyggen af deres forældre og 68-generationens dysfunktionelle omgangsformer. Hovedpersonen Bobo (Mira Barkhammar) med en promiskuøs alenemor, veninden Klara (Mira Grosin) med et par overtolerante legebørn til forældre, og den stille Hedvig (Liv Moyne) med en kristen alenemor, der har set lyset.

Den umage konstellation af de tre på forskellige vis oversete og forsømte piger er rigtig fint skildret af Lukas Moodysson med i en række indledende scener, hvor de tre finder sammen i en slags protest, ikke alene mod deres forældre, men også imod en skole og et fritidshjem stort set uden normer og styring. Deres pubertetsdrømme og frustrationer ledes over i musikken, eller rettere forsøget på at sætte strøm og lyd til vreden. For de to af pigerne kan slet ikke spille, og den tredje er klassisk skolet.

Pointen i ”Vi er de bedste!” er ikke som det har kunnet ses i indtil flere musikfilm i år at musikken forløser et indebrændt potentiale, men snarere at drømmen om at optræde og udtrykke sig er nok til at sætte ting i skred i de tre pigers tilværelse på kanten af de voksne liv.

Der er således ikke meget musik i ”Vi er de bedste!”, men megen vilje og energi. De tre piger spiller deres roller med en indlevelse og et engagement, som var de ét med deres skæbne.

Men nogen stor film har Lukas Moodysson ikke drejet denne gang. ”Vi er de bedste!” har en flad struktur uden episk fremdrift. Det er som om historien går i ring, og der er ingen højdepunkter eller steder, hvor filmen krystalliserer sig i et sigende, bevægende eller anfægtende mønster. I et interview i forbindelse med filmen har instruktøren udtalt, at han ikke så meget går efter helheden i et kunstværk, men ”udvalgte stykker, scener, situationer og formuleringer” som er gode. Det er præcist og klogt sagt. Sådan kan kunst også være, og sådan er kunsten her i denne film.

”Vi er de bedste!” rummer meget fine hverdagsrealistiske scener, hvor spændinger, følelser og hengivenhed mellem de tre piger foldes ud i tale og gestik.

Uden humor er filmen heler ikke.

En kostelig scene, hvor to overvintrede pædagoger fra fritidshjemmet pludselig tror sig genfødte som rockstjerner og forsøger at lære pigerne at spille, er alle pengene værd. Lukas Moodyssons film emmer altid af tidsånd, det gælder også denne. Man tager gerne rejsen tilbage til dengang i 1980erne, hvor akkorderne på guitarens gribebræt sad løst.