Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestup har lavet en bog sammen. ”Frit flet” hedder den, og det er en lang sag på ikke færre end 656 glittede og rigt illustrerede sider. I sit udstyr og layout minder den om et magasin for kvinder, men det er dog langtfra at være et dameblad. Dertil er det meste alt for højpandet selv dér, hvor det bliver lavkomisk.
De kalder den for ”Fællesbogen” med henvisning til, at de enkelte tekster ikke er signeret, men netop fremstår som noget, der er lavet som en kollektiv indsats. Man kan godt sidde og gætte på, hvem der har stået for den enkelte tekst, men det opgav jeg hurtigt. Det er ikke det, der er det væsentlige, selvom de tre forfattere indledningsvis skilter med alle deres meritter og alle de priser, de har modtaget. Det væsentlige er at fortælle om køn og feminisme i Danmark. Men dertil kommer bogen også til at give et portræt af slyngvenindernes liv.
Slyngveninderne er i 40erne eller har lige passeret de 50. De har børn, er skilt en eller flere gange og bor tilsyneladende alene nu. De er Singletonner som Helen Fielding kaldte dem engang men uden noget brændende ønske om at finde endnu en kæreste. Man tager ikke plads i ”hulkestolen” i denne bog, som nok kan skildre op- og nedture, men som aldrig bliver til flæb.
Dertil er der også for meget gang i de tre forfattere kunstnerisk set. De ryger, drikker, snakker og skriver sammen. Og sammen har de så flettet deres liv og kreativitet sammen og lavet denne bog, som i sig selv er et fletværk af forskellige genrer. Her er digte, dramatik, prosa, lege, sange, essays, interview, breve med mere. Og dertil masser af fotografier, hvoraf mange af dem er fra kvindernes eget liv.
Det hele fremstår som et overflødighedshorn af indfald og udfald og som en bog man kan bladre i efter lyst og humør. For så vidt er det en god idé, de har fået, og adskilligt af det blandede indhold er også så udfordrende, at det faktisk sætter tanker i gang om det elskede og forbandede, besværlige og skønne køn, som slet ikke er til at komme uden om for nogen af os. De vil bidrage til kønsdebatten, der efter deres skøn virker ”så forstenet og kedsommelig”.
Med lidt hjælp fra venner og bekendte, der deltager i interview om feminisme og kvindefrigørelse i Danmark og udenlands, får man et indblik i, hvad der sker netop nu i litteratur og kønsforskning. Og man får noget at vide om, hvad forskellige digtere mener om køn og kunst. Her spørger de både mandlige og kvindelige (hvis man tør og kan anvende de begreber) forfattere.
Eksempelvis interviewes kønsforskeren Nina Lykke, der fortæller om, hvordan den indisk-nordamerikanske Chandra T. Mahanty har kritiseret ”de hvide vestlige middelklassefeministers tendens til at sætte sig selv i centrum og se egne frigørelsesprojekter som universelle i stedet for at medtænke de privilegier, som det at have statsborgerskab i den vestlige velfærdsstat f.eks. giver”.
Den kritik rammer også de tre forfattere, selvom de som forfatterkollektiv hver især forsøger at sætte sig ud over sig selv. De opfører sig som teenagere, der på en gang er snotforvirrede, grænseløst selvoptagede og super tjekkede. De er i høj grad fordomsfulde, dømmende og meget morsomme en gang imellem.
Som en af dem skriver om sin ungdom i et glimrende erindringsdigt, så føltes det, som om de havde ”gennemskuet alt/hele verden, alle mennesker”. Selvom skråsikkerheden med alderen må opgives, er der alligevel en snert af bedrevidenhed og (tilsyneladende) selvsikkerhed tilbage. Alene bogens vægt og størrelse er som en gebærde her kommer vi! Vi har ret til at være her og ret til at fylde og brede os. Sådan set er bogen i sig selv noget af en manifestation. Den har skullet have hele armen og den har fået det, med godt og skidt blandet med hinanden.
Forfatterkollektivet vil holde en samtale om kvinder i gang og gør det blandt andet ved at interviewe deres mødre om deres liv, køn og seksualitet. En far får også lige lov at fortælle om dengang, han passede sit spædbarn. Børn og bedstemor fortæller også om køn, mens kærester og eksmænd glimrer ved deres fravær. Det kunne ellers også have været interessant at have hørt om de tre kvinder af deres mund. Men her er der altså en blind vinkel.
Bogen lægger op til diskussion, og der er også meget, der trænger til at blive diskuteret. For eksempel gøres det til noget patriarkalsk, når en mor slår sin datter. Men da bruger man også patriarkalsk som et skældsord mere end som et præcist historisk fænomen. Patriarkalsk får samme status, som kapitalisme havde i 1970erne. Det gennemsyrer os alle sammen uanset køn, og det skal bare ned og ud, fordi alt ondt har sin rod her.
Som modsætning til patriarkatet står friheden. Det gælder om at være fri til at møblere sit liv, som man vil, sådan som det fremgår af et ”Indre skuespil i 9 scener”. Her hører man om møbelomvenderen, der rykker rundt på møblementet, ender med at save det over og gå ud i verden ”Jeg lever selv fra nu.”
Friheden fremstår som en realitet bogen er selv et udtryk for den. Men den er også en illusion. ”Friheden er en barnlig indbildning”, siger forfatterkollegaen Lars Frost i et interview, hvori han også fremstiller sig som ”en ensom heteroseksuel mand”. Et andet sted i bogen kommer en hjemløs mand ind i en feministisk boghandel og siger: ”Men mændene. De har bare brug for lidt kærlighed, så slår de ikke. Hvem forstår mændene?”
Tja, hvem forstår dem og hvem forstår kvinderne? Spørgsmålene kan slet ikke stilles sådan, fordi verden ikke kan deles sådan op. Der er nemlig som bogen så udmærket viser forskel på kvinder, ligesom der er forskel på mænd, hvad der dog ikke fremstår med lignende tydelighed her.
Der er både alder, klasse og etnicitet til forskel, og det er svært at generalisere, uden at det bliver til urimelig og indskrænket kassetænkning.
