Det er positivt at være i tvivl

Den internationalt kendte videokunstner Jesper Just lader tvivlen komme den besøgende til gode i sin hidtil største udstilling, der åbner i denne uge på ARoS i Aarhus

Der er hele tiden noget, man genkender i Jesper Justs kunst, og så alligevel ikke. Han er udstillingsaktuel på ARoS i Aarhus.
Der er hele tiden noget, man genkender i Jesper Justs kunst, og så alligevel ikke. Han er udstillingsaktuel på ARoS i Aarhus. Foto: Kristian Juul Pedersen.

Umiddelbart ligner det en udstilling, der ikke er færdig, eller en udstillingssal i forfald: Væggene er nødtørftigt malet over en enkelt gang med hvid maling, der end ikke tilnærmelsesvist dækker. Ud af væggene stikker ledninger og kabler, og på gulvet flyder det med brokker fra en byggeplads.

På væggene vises der film på fem lærreder af varierende størrelser. På filmene går mennesker rundt i et lidt trøs-tesløst landskab, hvor Eiffeltårnet pludselig dukker op. Man tror et øjeblik, at det er Paris, men opdager hurtigt vildfarelsen. Sådan er det med Jesper Justs kunst: Der er hele tiden noget, man genkender, og så alligevel ikke.

Senest har han i sit store værk ”Intercourses”, der var med på sidste års Kunstbiennale i Venedig, undersøgt fænomenet replikabyer, det vil sige byer, der lader som om, de er noget, de ikke er. Dem er der en del af i verden, og særligt en forstad til Hangzou syd for Shanghai i Kina har vakt Jesper Justs interesse. Her har man opført en slags Paris; ikke som en hyldest til vestlig kultur og byggestil, men simpelthen for at få folk til at bosætte sig i byen.

”Man kan ikke rigtigt finde ud af, om det er noget, der er ved at blive bygget op, eller noget, der er ved at falde fra hinanden, og den samme fornemmelse har jeg gerne villet skabe her på ARoS,” siger han om den installation af ufærdig byggeplads, han har skabt rundt om de fem film fra den kinesiske by, der udgør ”Intercourses”.

For hans skyld må publikum gerne få en fornemmelse af at være gået forkert, eller blive usikre på, hvad det egentlig er, de oplever. Han dyrker den totale åbenhed og hylder tvivlen som et gode.

”Mange film starter med tvivlen, og som handlingen skrider frem, bliver man mere og mere sikker på fortællingen, og hvem man skal have sympati for, og bagefter sidder alle tilbage med den samme følelse. Det, som jeg gerne vil, og som kunst kan, er det modsatte: Indlede med noget genkendeligt og ende med tvivlen. Jeg vil stille spørgsmål, ikke give svar,” siger han og tilfører, at ”Intercourses” skal opleves som et åbent møde mellem mennesker, ting og bygninger.

Vi har sat os med en kop kaffe i caféen på ARoS, men kun et øjeblik, for Jesper Just er utålmodig efter at komme tilbage og finjustere de sidste detaljer på udstillingen, som han har brugt cirka en måned på at installere. Han er internationalt berømt og har udstillet over det meste af verden. Udstillingen på ARoS i Aarhus er imidlertid hans hidtil største med i alt 11 film med en samlet spilletid på cirka to en halv time.

Han er godt klar over, at ikke alle stiller sig op og ser alle film til ende. Det er heller ikke meningen, for dels har filmene ikke nødvendigvis et narrativt forløb, dels skal det netop være op til den enkelte, om han eller hun vil gå hurtigt gennem udstillingen og opsnappe løsrevne hændelsesforløb, eller om vedkommende vil afsætte flere timer til at danne sig sin egen mening om, hvad der foregår. Åbenheden er igen et grundvilkår.

Jesper Just har taget over efter Tal R i ARoS særudstillingsgalleri, og i indretningen har han ladet sig inspirere af Tal Rs labyrintiske gange og vægge i stærke farver, som han kun har ladet male over med en enkelt omgang hvid maling, så man aner farven nedenunder.

”Jeg har gerne villet arbejde med den desorientering, som der også var i den by i Kina, og jeg er i min kunst i det hele taget begyndt at tænke mere og mere over, hvilken kontekst mine film indgår i, og hvordan det fysiske miljø omkring visningen er. I modsætning til biografen, så har jeg mulighed for at pege tilbage på beskueren. For at opleve værket er man nødt til at bevæge sig rundt, lidt ligesom som når man ser på en skulptur. Beskueren klipper i virkeligheden selv sin film sammen,” siger Jesper Just.

Hvorfor skal det hele være så åbent?

”Det er, fordi alt andet, der omgiver os, bestemmer alt for os og fortæller os, hvornår vi skal føle hvad. Når man ser mine film, så ligner det noget, man har set før, men så bryder jeg det med nogle ting, som man ikke bliver konfronteret med i almindelige film, og dermed opstår usikkerheden og åbenheden.”

”Min agenda er hverken politisk eller religiøs, og jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal mene. Hver gang, noget bliver for lukket eller låst i forhold til min egen forventing, så forsøger jeg altid at bryde det og ender med at spørge mig selv, hvad det egentlig er, jeg står og kigger på. Hvis jeg kan få andre til at gøre det samme, er jeg nået langt.”

Er det positivt at være i tvivl?

”Ja, det synes jeg. Hvis jeg ikke selv havde tvivlen og usikkerheden, så ville jeg ikke få lavet noget, det er hele mit ”drive”. Hvis noget skal være interessant for mig, så skal det indeholde tvivl, også meget gerne en spirituel tvivl. Jeg oplever eksempelvis, at publikum laver religiøse fortolkninger af mine film. Sådan har jeg ikke selv tænkt det, men jeg har heller ikke nogen interesse i at sige, det er forkert.”

Jesper Just arbejdede i de første år efter sin afgang fra Kunstakademiet i København meget med manderollen. I sine film fra dengang, der også er med på ARoS, lader han mænd på havnekajer og i parkeringshuse optræde med blandt andet dans og sang og være åbenlyst følsomme for dermed at udfordre vores forventninger til, hvordan mænd skal være. I dag er han lige så meget optaget af kulturelle og politiske landskaber. Han undersøger typisk stedet som præmis og interesserer sig for de sociale konventioner, der knytter sig til specifikke steder.

”Når jeg kigger hen over min produktion i forbindelse med den her udstilling, så kan jeg se, at jeg hele tiden har kredset om en repræsentation af karakterer, som kan være mænd, kvinder, seksualitet og den slags. Men at der er kommet et øget fokus på, hvad arkitektur og bygninger repræsenterer, at bygninger også kan optræde,” siger han.