Jesus behøvede ingen kirkeklokker. Folk kom til ham af sig selv. En dag kom der så mange, at han gik op på et bjerg, satte sig ned med sine disciple omkring sig og holdt en prædiken, der er gået over i Matthæusevangeliet.
Med en poets gentagende rytme gennem sætningerne begyndte Jesus at trøste folk med sine kærlige saligprisninger til alle de svage og trofaste tilhørere. Så brugte han hverdagsbilleder til at opbygge, opmuntre og formane dem til at være ”Jordens salt” og ”verdens lys” gennem gode gerninger. Og så satte han trumf på ved at pege på Moseloven og skærpe den gennem sin radikale kærlighedsforkyndelse.
Man måtte ikke hævne sig, men skulle vende den anden kind til, hvis man blev slået. Ja, man skulle endda elske sin fjende og bede for dem, der forfulgte en. Det var derfor ikke alene forkert at slå ihjel, men også at blive vred på andre. Det var ikke kun hor at gå i seng med en andens kone. Hvis man(d) blot kastede et lystent blik på hende, var det allerede hor i hjertet.
Sådan gjorde Jesus det hurtigt klart, at verden har brug for en frelser. Men sådan viste han også, hvordan en prædiken kan skæres. Herhjemme er Grundtvig, Kierkegaard og Kaj Munk blandt de mange teologer, der siden har forsøgt sig med at skrive prædikener, og gennem tiden har skiftende krav til præsten også gjort prædikekunsten til en alsidig disciplin.
Prædikestolen var for eksempel engang et sogns vigtigste pressetjeneste. Herfra fik menigheden ikke kun serveret den ugentlige forkyndelse, men også de seneste nyheder fra den store verden.
I dag forventer de færreste nok at blive nyhedsopdateret via deres præst. Til gengæld er det stadig en bunden opgave for præster at formidle de gode nyheder, evangeliet og gerne spejle de gamle, men evigt aktuelle bibelhistorier i nutidens nyhedsstrøm, personlige erfaringer eller litterære paralleller.
Den gode prædiken er svær at sætte på formel, ligesom den gode tekst er det, mener Pablo Llambias, der ud over at være Forfatterskolens rektor også er pastoralseminarielærer og forfatter til ”Standardprædikenen”, der er udkommet i denne uge.
Bogen baserer sig på otte års erfaringer i at uddanne præster i at skrive prædikener eller rettere: at læse dem. For en præmis for Pablo Llambias undervisning er, at han hverken er teolog eller føler sig som troende, men er en god tekstlæser .
Kirken var ikke nogen nyopdagelse for Pablo Llambias, der havde arbejdet som kirkesanger i mange år, inden han blev lærer på Pastoralseminariet.
”Mine år som kirkesanger havde givet mig en god fornemmelse for kirkens virke. Jeg er blevet påvirket af alle de prædikener, jeg efterhånden har hørt. Min forestilling om, hvad en god prædiken er, har flyttet sig de sidste otte år,” siger Pablo Llambias, da vi mødes på Det Kongelige Teater mellem optagelsessamtaler og afgangsevalueringer på Forfatterskolen.
”Jeg havde et mere konservativt syn på prædikenen, da jeg begyndte at undervise på Pastoralseminariet. I begyndelsen mente jeg, at de klareste prædikener også var dem, der havde den klareste teologi. Siden har jeg erfaret, at mange gode prædikener også kan have en mere diskuterende karakter. Jeg synes faktisk, at det kan virke stærkt, hvis præsten tør tale om sin egen tvivl.”
Hvad er en prædiken for dig så nu?
”Det er en form for forkyndelse. I princippet kunne præsten bare læse evangeliet op i stedet for at udlægge det. Men prædikenen er fortællingen om en kærlighed, der eksisterer for dig, hvis du vil have den. Der er mange lag i den fortælling, og jeg har efterhånden hørt mange forskellige versioner af den. De fleste prædikener fortæller om noget givet, som er tilgængeligt. Det er et glædeligt budskab, at der findes sådan en kilde.”
”For mig er der ingen tvivl om, at den kærlighed, der bliver talt om i kirken, finder sted for mennesker. Livet er en pendlen mellem lys og mørke, og nogle af de stærkeste prædikener, jeg har hørt, er nærmest påkaldelser af lys. For nylig hørte jeg for eksempel en prædiken af en færøsk præst, der hen imod slutningen af prædikenen gentog ordet lys så mange gange, at selve yet i lys blev lyset i sig selv. Lyden af y associeres for de fleste med farverne gul eller hvid, hvilket gav prædikenen en nærmest fysisk opstigen. På den måde brugte han sproget lyrisk, på samme måde som når digteren Inger Christensen bruger ordet findes igen og igen i Alfabet.”
Sådan kan man understrege sin prædiken poetisk, men Pablo Llambias har også set mange eksempler på præster, der rent fysisk har vist menigheden, hvad de ville sige.
”Evangelierne nøjes jo heller ikke med at tale om kærlighed, de er fulde af praktiske eksempler på, hvordan man kan vise kærlighed til andre. Jesus satte sig for eksempel ned på hug og vaskede fødder på sine disciple. Det var også en del af hans forkyndelse,” påpeger han.
På samme måde er der i prædikenen mulighed for at vise, hvad det handler om, frem for blot at fortælle om det. Pablo Llambias vil dog hverken gøre sig til herre over form eller indhold i en god prædiken. På mange måder har han den samme rolle på Pastoralseminariet som på Forfatterskolen. Hovedformålet med hans undervisning af præster er og bliver at få dem til at læse deres egne prædikener bedre.
”De skal lade være med at læse efter det, som de håber eller tror, at folk opfatter, at der står. De skal læse, hvad der står. Vi læser prædikenerne sammen, og så prøver jeg at bevidstgøre dem om nogle af de mønstre, der er i deres prædiken,” siger han.
”De svage steder i prædikener er ofte også de mest spændende steder i prædikenen. Det er der, hvor sproget ofte begynder at blive gum-miagtigt og afdækket til alle sider, så man enten er overforsigtig eller overpostulerende. Det er dér, hvor tanken ofte har det sværest, så det er meget dér, vi er gået hen i læsningen.”
De fleste præster kan ubesværet genfortælle evangeliet eller en historie fra Brugsen, men når de skal forklare, hvorfor en historie fra Brugsen kan bruges til at belyse evangeliet, begynder sproget ofte at blive usikkert. Men det er dér, det begynder at blive rigtig interessant. For det er dér, de sætter det hele på spil, mener Llambias .
”Dér står præsten jo frem med sin kompetence og autoritet for at udlægge teksten, og det gør mange præster usikre. Jeg har selv prøvet at gæsteprædike to gange. Første gang var jeg så nervøs for at virke dum, at jeg holdt en meget intetsigende prædiken. Anden gang talte jeg om min egen tvivl i en prædiken om tvivleren Thomas, der ville stikke sine fingre ind i Jesu sår, før han troede. Og dér gik det bedre.”
Pablo Llambias var 17 år, da han begyndte som kirkesanger. Dengang følte han sig heller ikke troende, men alligevel har han været draget af kirkerummet det meste af sit voksenliv, fortæller han.
”Kunsten og teologien deler interessen for nogle af de centrale spørgsmål i tilværelsen. Måske er det grunden til, at jeg er optaget af begge dele. For mig knytter kirkerummet sig til en lang række eksistentielle spørgsmål om, hvad der har værdi for mennesket. Og om der i det hele taget findes værdier. Fundamentet under værdierne er så skrøbeligt, når det kommer til stykket.”
Han tier et øjeblik og fortsætter så med en vækkelsesprædikants sikkerhed:
”Gå ind i en mørk periode i dit liv, så kan du mærke, hvor skrøbelige værdierne i dit liv er af en hvilken som helst art. Et samfund i krise rejser hurtigt spørgsmålet, om kunsten har værdi. Der skal ikke så meget til. Troen på, at det mellemmenneskelige har værdi, bliver udfordret, så snart du eller det hele falder sammen. Værdien og troen på værdien er en luksus. Grundlæggende set føler jeg, at enhver præst og enhver prædiken også spørger til værdien af værdien.”
Hvis tro er en luksus, hvordan kan det så være, at religion betyder mere i mange lande, der er økonomisk fattigere end os?
”Luksus opgøres ikke nødvendigvis i penge. Det dyrebareste, man har, er håbet, og det er også det, der er sværest at bevare under mistrøstige omstændigheder. Det er derfor, at Jesus bliver sådan en helt, som han gør, fordi han på nær nogle få undtagelser bevarer håbet. Actionhelte i film er personer, der bevarer håbet under de mest vanskelige omstændigheder. Folk, der har været i kz-lejre og kommer ud med en lille smule bevaret håb, er helte, men det er svært at bevare håbet. I den forstand er håb en luksus.”
Det svar kunne sikkert få nogle præster til at ombytte tro og luksus i det kendte Voltaire-citat: ”Det eneste, jeg ikke kan undvære, er luksus”. Men selv er Pablo Llambias stadig søgende over for, hvordan man overhovedet skal forstå begrebet tro:
”Jeg har tænkt en del over, hvad tro er de sidste otte år. Er troen noget, der føles, erkendes eller handles? I en af de finere prædikener, jeg har mødt, gjorde præsten troen til en handling, da han sagde: Det er ligegyldigt, hvad du føler eller tænker. Ræk dine hænder ud og bed. Prædikenen betonede, at troen forudsætter et valg, som man selv skal træffe,” siger han hen imod interviewets afslutning, inden han tilføjer:
”Men den prædiken, der gjorde allermest indtryk på mig, turde slutte i mol. Det tør de færreste præster gøre, men jeg følte mig så genkendt, at det blev en slags dur i mig selv. For mens mange prædikener afsluttes med et budskab om, at du er god nok, som du er, fik denne her præst sine præstekolleger til at gispe, da han sluttede sin prædiken af med at sige: Du er ikke god nok, som du er, men du er velkommen alligevel.”