Astrid Saalbachs nye roman, ”Klapperslangen”, er, hvad man før i tiden ville kalde en nøgleroman, men hører vel nu under genren performativ biografisme. Romanen er utvetydigt bygget op over faktiske hændelser i forfatterens liv og reelt eksisterende personer, der til lejligheden har fået andre navne, men som folk, der har deres gang i teatermiljøet, vil genkende med det samme.
Kort fortalt handler ”Klapperslangen” om, hvordan forfatteren og dramatikeren Astrid Saalbachs alter ego hun bærer sågar samme navn bliver kørt ud på et sidespor, ja faktisk fejet af banen som dramatiker af både sit internationale agentur og af Folketeatret, dels som konsekvens af direkte ondskab eller nid, dels på grund af gedigen fejlkommunikation. En del af romanens motiv er altså oprejsning; at lægge sagsakterne frem, så vi alle kan se, hvor lavt man egentlig tænker inden for teaterverdenen.
Romanen fortælles gennem to spor, der veksler kapitelvis. Det ene (fortalt i tredjeperson) følger forfatterens eskalerende og dybt begrundede sag med teater og agentur. Modsat hvad hun plejer, sætter hun, via en benhård, men også tonedøv advokatvenindes mellemkomst, hårdt mod hårdt, hvilket bringer endnu mere uforsonlighed.
Sådan leger man ikke med teaterbranchen, som beskrives som et netværk, der nådesløst kan beslutte sig for at lukke alle døre for en, der ikke mere er ønsket. Den ene dag er man en grænsesøgende dramatiker, den næste dag ydmyget og flået som et afdanket trofæ.
Det kunne være skingert, men er det ikke, fordi forfatteren dels skriver uden vrede, dels ikke lægger fingrene imellem, når hun fremstiller sig selv og sin afgrundsdybe forfængelighed. Det antydes også, at hun måske selv kunne have bilagt striden ved at optræde mere smidigt i stedet for blindt at underlægge sig advokatvenindens ufrugtbare retorik.
Det andet spor er fortalt som en jeg-fortælling og finder kronologisk sted et par måneder senere, hvor det første slag er tabt. Her følger vi forfatteren gennem en vintermåneds ophold på Djerassi Resident Artist Program syd for San Francisco (her er alle navne autentiske). Hun er fysisk syg, da hun ankommer, men det er tydeligt, at den største smerte sidder indeni. Hun kæmper til det sidste for at få sit stykke opført (efter Folketeatret prøver hun Det Kongelige Teater og et svensk teater det sidste er decideret komisk i sin politiske respons). Gradvis må hun erkende, at den sikkerhed, hun havde som succesfuld dramatiker, ikke er givet. Hun må indse, at det kun er hende selv, der kan vælge at give slip på sin forbitrede og rethaveriske side og dermed undgå at ende som en ned-trampet klapperslange, færdig og ydmyget.
Det store spørgsmål er nu, om det er interessant. Kunne Saalbach lige så godt have skrevet sin roman som en kronik uden at dække over navnene? Er det i virkeligheden for let at dække sig under romanens frihed? Jeg er i tvivl.
For mit vedkommende var det især den del af romanen, der foregår i Djerassi, og som altså i langt mindre grad handler om juristerier, og hvem der sagde hvad i teatermiljøet, der optog mig. Her synes jeg, at Saalbachs plotløse og gådefulde måde at fortælle på virkelig kommer til sin ret og kunne være foldet endnu mere ud, ikke mindst i fortællingen om stedets stifter, Carl Djerassi, manden der opfandt p-pillen.
Jeg havde gerne hørt endnu mere om de andre besøgende på stedet og fulgt den lidt kuldslåede forfattereksistens endnu længere ind i natlige drømme om at være en klapperslange, der bliver trampet ihjel af en hest, og endnu længere ind i forestillingerne om, hvad der mon skete den dag, da Carl Djerassis datter sagde farvel til sine knuste kunsterdrømme og tog sit eget liv.
I øvrigt kan man se stykket ”Frisørerne”, som altså både Folketeatret og Det Kongelige Teater takkede nej til, på den kompromisløse scene Får302 til efteråret.