”Er det muligt for dig at sørge for at disse breve ikke bliver læst af andre? Kan jeg skrive hvad som helst til dig? Farvel, Sara min Sara! Astrid.”

Penneven med Astrid Lindgren

Sara er 12 år. Astrid er 54 og med efternavnet Lindgren en verdenskendt forfatter, men det kan man ikke mærke, når man læser de breve, de skriver til hinanden. De korresponderer i ordets egentlige forstand. Det er breve fra menneske til menneske, der nu udgives netop for at blive læst af andre, og tak for det!

Jeg har læst denne bemærkelsesværdige brevveksling i ét stræk. Og jeg har grædt. Især over de første breve, hvor Sara skriver så åbent om sig selv, som hun ikke kan komme overens med, og det liv, der er så svært for hende at leve. Og hvor Astrid Lindgren svarer, så man på en afgørende måde forstår, hvad det har af betydning at tage et barn alvorligt.

En betydning, Sara som voksen vender tilbage til med en ligefremhed, der kan give et indtryk af den samtale, brevvekslingen er: ”Du ved det der de har fundet ud af inden for psykologien at blive set og blive taget alvorligt, den betingelsesløse kærlighed. DET gav du mig faktisk gennem dine breve”.

Hun har det ikke nemt, Sara for at sige det mildt. Hun er en følsom og højtbegavet oprører, og Astrid Lindgren må have genkendt sig selv som teenager. Men hun fortæller ikke meget om sit eget utilpassede ungdomsliv, selvom hun indrømmer, at de allerførste pigebøger, hun skrev, måske var noget ”lyvske” med Saras selvopfundne (?) ord i den oversættelse, der må have krævet sit. Hun reflekterer og tænker med, hun giver sine holdninger klart til kende selvom hun ikke vil være ”tantet” og hun fortæller glimtvis, hvad der fylder hendes liv med familie og arbejde.

Sara, min Sara

Men det er og bliver Sara, der interesserer hende, og som hun viser opmærksomhed, det er hende, hun spørger til: Hvordan går det med skolen og med mormor, som hun bor hos? Hvad vil hun være, når hun bliver voksen? Og altid er der den samme varme bekræftelse af deres venskab: Skriv endelig, lad mig vide, hvordan det går med det hele, glem mig ikke, jeg tænker på dig. Sara min Sara.

Derigennem giver brevene dog et endda meget fint indtryk af Astrid Lindgren selv: af den sjældne indlevelsesevne og det engagement i det enkelte barns liv og muligheder, der bærer hendes forfatterskab, og af hendes menneskesyn, der er alt andet end lyst og ligetil. Må enhver, der forestiller sig Astrid Lindgrens forfatterskab som et udtryk for en ureflekteret idyl, læse brevene i denne bog og blive klogere. Det er på trods, hun skriver om håb og fred og glæde!

Klogere kan man også blive på hendes forhold til kristendommen, der bliver bragt ind i brevene, da Sara som voksen bliver omvendt og vil dele troen med hende. Til det svarer Astrid Lindgren, at hun ikke har haft den samme oplevelse: ”Måske kan jeg få den engang i fremtiden, lige nu kan jeg ikke føle sådan desværre. Men du har vist valgt den rigtige del.”