Overlever fra holocaust

Vigtig bog om at blive et helt menneske igen trods alt

Danske Robert Fischermann har skrevet en bog om sin tid i kz-lejren Theresienstadt, hvor han sad i halvandet år med sin mor og tre yngre søskende.
Danske Robert Fischermann har skrevet en bog om sin tid i kz-lejren Theresienstadt, hvor han sad i halvandet år med sin mor og tre yngre søskende. Foto: Scanpix.

Robert Fischermann blev født i København i 1928 som søn af indvandrede jøder fra Kurland i det nuværende Letland. Familien var blevet advaret forud for jødeaktionen i oktober 1943, men var med undtagelse af de to ældste søskende af forskellige grunde hjemme, da tyskerne bankede på.

Faderen undslap, men Robert, hans mor og tre yngre søskende blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt, hvor de tilbragte halvandet år som kz-fanger. Theresienstadt var ingen almindelig kz-lejr. Den tjente som en slags mønsterlejr, som tyskerne kunne bruge til at vise frem for offentligheden. At overleve Theresienstadt handlede om ikke at blive sendt videre til en udryddelseslejr.

De danske fanger nød i kraft af en særaftale særlig opmærksomhed, så de forblev i lejren, men det betød naturligvis ikke, at de målt på nogen menneskelig skala slap let. Forholdene var kummerlige, sygeligheden og dødeligheden tilsvarende stor. Af de 470 danske jøder i Theresienstadt døde de 53 under opholdet i lejren. Og eftersom de danske fanger ikke vidste, at de ikke ville blive sendt videre, var den psykiske belastning også betydelig.

Fischermann, hans mor og søskende blev reddet hjem af De Hvide Busser i krigens sidste måneder. De blev genforenet med familiens ældste datter, men erfarede, at faderen og en ældre bror var omkommet under flugtforsøget til Sverige i oktober 1943. Ved hjemkomsten led moderen af depressioner, og en søster begik selvmord.

Men Fischermann overlevede som et helt menneske. Han havde mistet sin jødiske tro, men erstattede den med en tro på staten Israel. Han blev zionist. Han tog en uddannelse som ingeniør, blev lykkeligt gift, og familien flyttede i 1972 til Israel, hvor den har boet siden.

Først i en høj alder har han kunnet mobilisere et beredskab, der har sat ham i stand til at fortælle om sine oplevelser.

Som så mange andre overlevende fra holocaust fortæller han nøgternt og usentimentalt om sine oplevelser under krigen. Det er, som om dette toneleje egner sig bedst, når en særligt brutal virkelighed troværdigt skal gengives. Holocaust er et emne, hvor ethvert forsøg på at bruge et mere malende sprog vil risikere at besmykke eller dække over det, som det forsøger at beskrive.

Derudover beretter Fischermann også om, hvordan han efter krigen har kæmpet med at oparbejde sin fortid og forblive et helt menneske i processen. Bogen er en hel selvbiografi.

Dermed lægger Fischermann sig op ad en tendens, der også gør sig gældende i holocaust-forskningen, nemlig at se på eftervirkningerne af fangenskabet. De er for de fleste livslange.

Til slut i bogen kommer han til de mere principielle overvejelser om, hvorvidt tilgivelse af den slags ugerninger, som blev begået mod blandt andre jøderne under krigen, er mulig, og hans konklusion er, at det i hvert fald ikke er op til ham at tilgive på andres vegne. Fischermanns bog føjer sig til den lange række af vidnesbyrd om en forbrydelse, der med tiden kun forekommer mere ufattelig, men så meget desto vigtigere er det, at historien bliver fortalt igen.

Robert Fischermann: At forstå er ikke at tilgive - en dansk kz-overlevers livslange rejse. 200 sider. 249,95. Gyldendal.