Prøv avisen
Bøger

Både vredt og selvironisk om et vigtigt samfundsanliggende

I bogen ”Hun er vred” med undertitlen ”Et vidnesbyrd om transnational adoption”, tegner forfatteren Maja Lee Langvad, der selv er adopteret fra Korea i 1980, et anfægtet billede af adoptionens kompleksiteter.

Forfatteren Maja Lee Langvad har skrevet en nødvendig bog om transnational adoption

De fleste danskere har nok stadig en forestilling om, at adoption er en vind-vind-affære, hvor barnløse par får det barn, som de længes efter, og et forældreløst barn får et godt hjem. Sådan kan det også være. Men transnational adoption, det vil sige adoption lande imellem, er også en gedigen handel grundlagt på global ulighed: et ikke-vestligt land, der sælger børn til et vestligt land.

Det land, som sælger børnene, har en økonomisk interesse i at få flere børn til salg. Modtagerlandet, hvor der står barnløse par i kø, presser på for at aftage flere børn. Det handler helt koldt om udbud og efterspørgsel. Således forlyder det, at Sydkorea årligt har en indtægt på mere end 15 millioner dollars på afgivelse af børn til international adoption. Siden midten af 1950erne er 200.000 koreanskfødte børn blevet afgivet til transnational adoption.

I bogen ”Hun er vred” med undertitlen ”Et vidnesbyrd om transnational adoption”, tegner forfatteren Maja Lee Langvad, der selv er adopteret fra Korea i 1980, et anfægtet billede af adoptionens kompleksiteter. Den skrivende stemme er, som titlen siger, vred. Og sådan begynder alle sætninger i den digre hvidbog, der er skrevet på dyb indignation over erkendelsen af, hvilken handelsvare man reelt er som transnationalt adopteret, og hvor mange ulykkelige historier om transnational adoption, der også findes. Bogen er blevet til på baggrund af Maja Lee Langvads årelange ophold i det internationale adoptionskritiske miljø i Seoul, hvad der har givet hende materiale til både at referere til teori og undersøgelser, men også trække på personlige historier.

Forfatteren er vred over det meste ikke mindst over, at hun er vred, hvad der faktisk bliver en drivkraft til, at hun kommer hele vejen rundt om alle de følelser og kompleksiteter, der gemmer sig under vreden. Som der står:

”Hun er vred på adoptivforældre, der dæmoniserer deres barns biologiske forældre. Hun er vred på adoptivforældre, der idealiserer deres barns biologiske forældre. Hun er vred på adopterede, der idealiserer deres adoptivforældre. Hun er vred på adopterede, der dæmoniserer deres adoptivforældre.”

Først og fremmest er ”Hun er vred” en bog, der anfægter vores forestilling om den gnidningsløse adoption og spørger til, om vi egentlig varetager de adopteredes tarv. Når danskfødte børn anbringes uden for hjemmet, taler man om, hvor vigtigt det er, at de bibeholder kontakt til de biologiske forældre. Det taler man aldrig om, når det gælder adopterede børn. Tværtimod herskede der i mange år den opfattelse, at det var bedst for de adopterede, at man ikke talte om, hvor de egentlig var kommet fra, og hvilken kultur de var en del af.

I hjemlandet er et adopteret barn lig med kolde kontanter. I modtagerlandet er den adopterede en følelsesmæssig vare, der blandt andet skal bekræfte gængse forestillinger om kernefamilien som bestående af far, mor og børn. Den adopterede bliver fuldendelsen af familien. Maja Lee Langvad er hård i sin skildring af denne følelsesmæssige handel, som vi som danskere nok ikke bryder os om at forholde os til. Og måske glemmer hun også, hvor meget kærlighed der også findes hos både adopterede og adoptanter verden over. Fordi det ikke er der, hendes fokus har været rettet hen.

Maja Lee Langvad har været meget vred og også uforsonlig, men i værket her, som er et særegent konglomerat af et essay og en digtsamling, forvandles vreden til sort humor og til selvironi. Hvem siger, at hun havde været glad, var hun vokset op i Korea? Hvem kan retrospektivt sige, hvordan alting ville have været for alle de adoptanter, der nu ser deres historie som svigtet ved adoptionen som den eneste sandhed om dem selv?

”Hun er vred” er en vigtig bog. Fordi det er vigtigt, at vi forholder os til den verdensopspændende handel med børn. Det er vigtigt at vi overvejer, om vi kunne hjælpe disse børn på andre måder. Og at vi også tør sætte spørgsmålstegn ved, om alle har ret til et barn, uanset hvordan det skal komme til veje.

Maja Lee Langvad debuterede i 2006 med kunstværket ”Find Holger Danske”, som gennem readymades, spørgeskemaer og sprogspil forholdt sig til, hvad det vil sige at være dansk. I værket fra 2006 var der for eksempel spørgeskemaer med 20 spørgsmål stillet til adoptivmor og til forfatteren selv. Nu, otte år efter, udgiver Langvad det opfølgende værk ”Find Holger Danske Appendix”.

Her forlænges værket fra 2006 med spørgsmål til den biologiske familie, som forfatteren i de mellemliggende år har fået kontakt med. For eksempel: ”Er du skuffet over, at jeg blev bortadopteret til Danmark og ikke til USA, som du altid har troet?” og ”Ville du ønske, at du havde bortadopteret en af mine søstre i stedet for mig? Og hvis ja: Hvem?”. Spørgsmål, der ikke kan andet end at gnave i sjælen. Ud over disse ubesvarede spørgeskemaer består bogen af en række nyere fotografier, der viser forfatteren og hendes biologiske forældre iført ens orange veste og cowboyhatte til hest i et eller andet westerncenter. Et rimeligt absurd miljø, der punkterer forestillingen om den adopteredes hjemkomst til den oprindelige kultur og familie.