Prøv avisen
Essay

Dostojevskij er solidarisk med menneskets yderpunkter

Denne vekslen mellem, og solidariteten med alle, menneskets yderpunkter, er Dostojevskijs formidable styrke. Foto: Wikicommons.

Den aktuelle Dostojevskij-film er ikke noget mesterværk. Men så læs i stedet samme forfatters ”Forbrydelse og straf”, for det er uden tvivl en af verdens bedste romaner

Man støder af og til på mennesker, der har læst Dostojevskijs ”Raskolnikov” eller ”Forbrydelse og straf”, som romanen rigtigt hedder. Når man så i samtalens løb kommer nærmere ind på bogen, får de julelys i øjnene: Verdens bedste roman!

Dostojevskij kan beskrive jeget

Men hvorfor er Dostojevskij så god? For det er jo ikke bare plottet over 650 sider, der trækker en igennem: Faktisk bare en morder, der overvejer, om han skal melde sig. Hvorfor skal det vare så længe, inden han tager sig sammen og går op til politiet og siger: ”Det var mig, der myrdede den gamle pantelånerske og hendes søster Lizaveta med en økse og udplyndrede dem.”? Det har læseren jo vidst hele tiden. Han/hun har været med i selve mordsituationen, så den stadige udsættelse af tilståelsen synes at være plottet bag plottet. Hvor længe kan modstanden mod overgivelsen holde? Ved han selv, hvorfor han begik mordet?

I sit eget jeg kæmper Raskolnikov for at nå frem til en plausibel forklaring på, hvorfor han begik mordet, og dermed en sikker opfattelse af sig selv. Men det er jo netop det svære, for et jeg er mange ting, og det nøjagtige ord for denne enhed af mangfoldige dimensioner mangler. Dog: én instans i dette jeg-område er nogenlunde sikker, så længe man er rimeligt ved sine fulde fem, og det er den selvbetragtende instans i jeget. Den instans, som hele tiden konstaterer tankegangene og deres eventuelle mærkværdigheder. Den instans, der siger: ”Dette er noget, jeg tænker, det er af mig, det er sandt for mig. Skønt alting veksler i mit hoved, så er denne vekslen min, og det mig, der opfatter den.”

Raskolnikov, den fattige adelige student i Skt. Petersborg, bliver er sådant stedfortrædende jeg-rum for læseren.

Det er, som om man under læsningen af romanen diskuterer med sig selv, som om man holder sin ungdoms egne fikse idéer oppe: hvordan man ville revolutionere hele verden med sin opfindelse eller idé, og hvordan man så bliver tvunget til at æde alle sine globale overvurderinger i sig igen.

Historie om selvindbildning

Historien om mordet er historien om nedkæmpelsen af en ungdommelig fiks idé: at man som undtagelsesmenneske har ret til at begå en forbrydelse i den gode sags tjeneste at afskaffe et skadedyr. Og derfor er det ikke bare et mord, romanen handler om, nej, den handler om, hvorfor mennesket har så svært ved at opgive drømmeforestillingen om sig selv.

Raskolnikov er ung, 23 år, da han begår mordet, men det er ikke afgørende, for selvindbildningen findes i alle aldre og i alle grader, så længe liv er levende i os. Ja, måske er selvindbildningen et udslag af, at vi er spærret inde i vores jeg-boble, og at vi kun i begrænset forstand kan bryde ud af den til de andre.

For de andre er jo derude, også for Raskolnikov. Der er moderen og især søsteren Dunja, der kommer til byen for at fremvise sin tvivlsomme kommende brudgom for broderen. Og der er ikke mindst den fordrukne afskedigede embedsmand Marmeladov og hans datter Sonja, der har måttet prostituere sig for at understøtte sin familie. Og sidst, men ikke mindst er der Svidrigajlov, den lyststyrede herremand, som er Raskolnikovs kontrastfigur. Hvor den ene begår mord for at bevise over for sig selv, at han magter at gennemføre sine samfunds-idéer, bruger den anden sine penge på kvinder i alle aldre.

Mennesket er fuld af yderpunkter

Der er sådan set ikke den svinske tanke, som ikke berøres i disse to menneskers samlede overvejelser og alligevel formår fortællingen at rejse sig over dem!

Det gør den, fordi den fastholder, at bevidstheden veksler, at den hele tiden slår om, at motiveringer ikke ligger fast, men bevæger sig lynhurtigt mellem yderpunkter, og at ingen forklaringer kan nå at indhente denne vekslen. Da Raskolnikov sidst i bogen forvandler sig ved Sonjas hjælp, siges det, at dialektikken ophørte i ham, og han blev genfødt, genoplivet som Lazarus. Men så er romanen også slut. Den videre historie om mennesket uden vekslen, uden dialektik, kan den ikke fortælle, kun pege på.

Denne vekslen mellem, og solidariteten med alle, menneskets yderpunkter, er Dostojevskijs formidable styrke.

Alt bliver sagt, men det er aldrig det helt rigtige ord, eller det allersidste ord. Noget andet kunne også siges! For sandhed er en uafgjort diskussion mellem mennesker og i det enkelte menneske.

Raskolnikov er hovedperson i Fjodor Dostojevskijs roman ”Forbrydelse og straf” fra 1865. Navnet er udledt af det russiske ord raskol (spaltning, skisma) og antyder romanens budskab: At den fattige student med sit ”filosofiske mord” på en gammel pantelånerske sætter sig uden for det menneskelige og kristne fællesskab. Dostojevskij levede 1821-1881.

Kilde: Den store danske encyklopædi