Prøv avisen
Bøger fra udlandet

H.C. Andersen i Brooklyn

Michael Cunningham er født i 1952 og modtog Pulitzerprisen for romanen ”Timerne”, der blev filmatiseret med Meryl Streep og Nicole Kidman i hovedrollerne. Foto: Scanpix

Inspireret af ”Snedronningen” sætter amerikanske Michael Cunningham i ny roman ord på det moderne menneskes længsel efter Gud

Den 38-årige Barrett Meeks er blevet forladt af sin kæreste og er nu på vej hjem gennem Central Park. Pludselig viser et mystisk lys sig på New Yorks aftenhimmel. Barrett overrumples og føler sig talt til og set på en måde, som han aldrig har oplevet før. Han, der ellers ikke er troende, kan ikke benægte, hvad han har set på himlen, og begynder efter aftensynet at fortolke sit liv religiøst.

Senere møder Barrett, der er hovedperson i amerikanske Michael Cunninghams nye roman, det guddommelige øje igen. Efter veninden Beths død af cancer halvvejs henne i romanen sejler han ofte på færgeruten mellem Manhattan og Staten Island, tæt på Frihedsgudinden i New Yorks havn, hvor Beths aske er spredt. Også her, i det kulsorte vand, føler han sig set på en ny, gennemgribende måde.

Guddommelige tegn i naturen er ikke noget nyt i amerikansk litteratur. I ”Det flammende bogstav” fra 1850 lader forfatteren Nathaniel Hawthorne eksempelvis et stort, rødt A tone frem på himlen.

Men hos Hawthorne er vi i 1600-tallets puritanske univers blandt bogstavtro protestanter, der har en vis erfaring med at tolke tilværelsen religiøst.

Hos Michael Cunningham i ”The Snow Queen”, der netop er udkommet i USA, er vi blandt berhippe kunstnere og kreative hedonister i Brooklyn, der væmmes over den siddende præsident Bushs konservatisme (romanen foregår i årene 2004-2008). Ikke ligefrem et kernepublikum, når det kommer til religiøse fortolkninger af naturfænomener, skulle man tro.

Barretts metafysiske overvejelser møder da også umiddelbart skepsis fra hans nære omgivelser og bofæller, broderen Tyler, som er halvfalleret musiker, og dennes kræftsyge kæreste, Beth. Tyler har udfordringer nok i en problemfyldt hverdag, hvor han kæmper med sit kokainmisbrug og for at skrive den ultimative kærlighedssang til Beth, der dog hele tiden undslipper ham. Beth ejer sammen med en veninde en cool tøj- og accessoriesbutik, hvor også Barrett arbejder, og ligger i den første del af romanen livløs hen, indtil hun mirakuløst overvinder kræften. For en stund.

Når Barretts nærmiljø ikke deler hans optagethed af lyset på himlen over Central Park eller følger ham i hans nyopdagede interesse for kirkegang om søndagen, er det mere i ord end i handling. I virkeligheden længes de alle. De higer mod at transcendere den grå hverdag og indtage et rige, hvor Gud og evig kærlighed ikke er fjerne mål, men daglige realiteter. Hvor man ikke erkender stykkevis, men kender fuldt ud, for nu at tale med apostlen Paulus, som Barrett til sin egen overraskelse citerer på et tidspunkt.

Det er Michael Cunninghams store fortjeneste, at han skildrer alle sine personer med nærmest uendelig sympati og konsekvent undgår at gøre dem til typer. Han kunne så nemt som ingenting satirisere over den kreative klasses slumromantik og selvretfærdige Bush-kritik, men han undgår enhver kliché. I stedet viser han, hvordan der løber en metafysisk længsel lige under overfladen på det vestlige storbymenneskes klassiske religionsforskrækkelse. Det er en konfessionsløs og usikkert formuleret tro, men hvad den mangler i ordpragt, opvejes af følelsernes ægthed.

Cunninghams personer, midtvejs på deres bane gennem livet, drømmer om en radikalt anderledes verden end Snedronningens fra H.C. Andersens eventyr, som citeres fyldigt på bogens første side. En verden, hvor kærlighed smelter isen mellem mennesker, og ægte kontakt er mulig. Barrett formulerer det således mod slutningen af romanen, da han har mødt Sam, som måske er den mand, der som den første nogensinde ikke vil forlade Barrett og true med at gøre ulykkelighed kærlighed til hans livs historie: ”Er det muligt, at Sam er i besiddelse af enkel venlighed og generøsitet at disse kvaliteter er ægte og vedholdende? Er det muligt, at dette måske betyder noget, at det måske kan vare ved, at det måske er et reb, som du kan holde fast i og hale dig ind med, mod et mål, der stadig er for fjernt til at være synligt?”.

Håbet lever hos Cunningham, som er en ægte romantisk forfatter på det 21. århundredes præmisser. I roman efter roman bedst kendt er han for ”Timerne”, der blev filmatiseret med Meryl Streep og Nicole Kidman i hovedrollerne finder han skæringspunkterne mellem livet, kunsten og troen, i en søgen efter ægthed og transcendens. Og da alle Cunninghams tidligere romaner er udkommet på dansk, må man håbe, at ”The Snow Queen” snart er på vej til H.C. Andersens hjemland.