Prøv avisen
Portræt

Prinsen, der kom hjem til sidst

Blikke kan sige langt mere end ord, og det var, hvad der skete, da kronprinsesse Margrethe en regnvejrsdag i september hentede sin forlovede, den franske greve Henri, i Københavns Lufthavn. Foto: Scanpix

Danmarks første prinsgemal er en begavet livsnyder, der med tilbagevirkende kraft har fået sit folkelige gennembrud. På onsdag fylder Henri de Monpezat, der blev til prins Henrik, 80 år

Der er næppe nogen, der har set tv-transmissionen fra tronfølgerbrylluppet den 10. juni 1967 uden at blive berørt. Det der rørte, var først og fremmest Dronningens blik på sin tilkommende mand. Det samme blik, som danskerne blev vidne til, da hun en regnvejrsdag i september, otte måneder inden brylluppet i Holmens Kirke, hentede sin forlovede i Københavns Lufthavn. Hun blev smuk af forelskelse, er det blevet sagt. ”Henri kom, så og du sejrede,” som kong Frederik den Niende udtrykte det i sin tale til brudeparret.

Den flotte franskmand, den dengang knap 34-årige Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, var ikke svær at forelske sig i. Heller ikke for danskerne. Men siden skulle han på mere negativ vis få kærligheden at føle fra sine nye landsmænd. Prinsgemalen, der den 11. juni fylder 80 år, har på mange måder været den skydeskive, som monarki-kritiske medier, sladderblade og enkeltpersoner har skudt til måls efter gennem årene.

Han er blevet kaldt kongehusets mest menneskelige ansigt, og netop fordi han har vist følelser gennem sin digtning, i sin erindringsbog, i en biografi og også ved enkelte lejligheder til journalister har han været nem at ramme. Han er blevet beskyldt for at være både selvmedlidende og krukket, og man har gjort grin med hans påklædning og flamboyante fremtoning. Og så er der dét med det danske sprog, som det er faldet mange danskere for brystet, at han aldrig har lært til perfektion.

Også det begyndte ellers så godt den juniaften i 1967, hvor den nygifte prins holdt tale for sin brud ved middagen på Fredensborg Slot. Sætningen ”Jeg kom til en blomstrende have, men pigen var dog havens allersomdejligste pynt,” er gået over i historien. Den sproglige fortalelse var både fin og rørende, for først og fremmest var det jo imponerende, så hurtigt franskmanden havde fået lært at udtrykke sig på dansk, syntes de fleste.

Senere har Prinsgemalen selv fortalt, at bryllupstalen var kejserens nye klæder: ”Jeg havde lært at tale dansk som en papegøje. Den danske del af talen havde jeg lært udenad, så den lød dansk, og jeg havde øvet mig så grundigt på talen, at folk troede, jeg talte strålende dansk. Det var absolut ikke tilfældet.”

Sådan siger han i journalisten Stéphanie Surrugues portrætbog ”Enegænger portræt af en prins”. Her fortæller han også, at han godt forstår, at hans gebrokne dansk er en sten i skoen på danskerne, og at han både erkender og ærgrer sig over, at han ikke tidligere opdagede, at beherskelsen af det danske sprog er så afgørende for, om man accepteres og integreres som udlænding. Også en prins må erkende, at livet forstås baglæns.

Prinsgemalens sprogøre er der imidlertid ikke noget i vejen med. Han taler foruden dansk og modersmålet fransk også engelsk, kinesisk og vietnamesisk, og han har ved flere lejligheder betegnet tonen i det danske sprog som uskøn i forhold til andre sprog.

Flere sprogkyndige mennesker har i årenes løb fremhævet, at Prinsgemalen faktisk taler et udmærket dansk, og at kritikken skyldes, at vi herhjemme har en meget firkantet holdning til, hvordan dansk skal lyde. I modsætning til den engelsktalende verden, hvor man har et mere nuanceret forhold til accenter. For nogle år siden viste forskning i danskernes opfattelse af udenlandske accenter, at vi som befolkning har store sproglige fordomme. Jo stærkere accent, der tales med, jo mindre pålidelig og veluddannet vurderer vi, at personen er.

De mange sprog, som Prinsgemalen taler, vidner om hans geografisk vidtstrakte baggrund. Han blev født i Talence i Frankrig den 11. juni 1934 som ældste søn af greve André de Laborde de Monpezat og grevinde Renée de Monpezat. De første fem år af sit liv tilbragte han i Vietnam, der dengang hed Fransk Indokina, hvor hans far stod i spidsen for et industriforetagende, som farfaderen havde grundlagt ved århundredeskiftet.

I 1939 vendte familien tilbage til Cahors i Frankrig, hvor den stammer fra. Her blev Henri undervist i hjemmet frem til 1949, hvorefter han flyttede ind på en jesuitter-kostskole i Bordeaux. Derefter gik han i årene 1948 til 1950 på Cahors Gymnasium, og tog tilbage til Hanoi i Vietnam, hvor han blev student fra Hanois franske gymnasium i 1952. Så fulgte jura og statskundskabstudier på Sorbonne Universitetet i Paris, samtidig med sprogstudier i kinesisk og vietnamensisk på cole Nationale des Langues Orientales i Paris, og ved skoler i Hongkong og Saigon.

Sin værnepligt aftjente Prinsgemalen ved infanteriet i Algeriet fra 1959-1962, og derefter søgte han ind i diplomatiet. Fra 1963 til 1967 var han ambassadesekretær på den franske ambassade i London. Det var der, i London, at den franske greve hos nogle gode venner traf danske kronprinsesse Margrethe, som han om tre år, om alt går vel, kan fejre guldbryllup med.

I modsætning til hvad der formentlig ville kunne lade sig gøre i dag, holdt parret i lang tid deres forhold hemmeligt. Men siden den regnfulde dag i lufthavnen i begyndelsen af september 1966 har hele Danmark været vidne til deres kærlighed.

Inden parrets bryllup i 1967 konverterede den unge franske greve fra katolicisme til protestantisme og blev dermed optaget i den danske folkekirke. I modsætning til Dronningen har Prinsgemalen aldrig offentligt talt om sin tro.

I journalisten Helle Bygums bog ”Margrethe. Mit liv i billeder”, der udkom i 2010, bliver Dronningen spurgt, hvad opskriften er på et langt ægteskab, og hendes svar lyder:”Den meget, meget væsentlige er den, at man vil ægteskabet. At det kan lade sig gøre. Og det gælder os begge to. Fordi, hvad skal vi sige, raketten bliver skudt af med den store vilde og glade forelskelse og kærlighed, men derefter så skal den nok styres, og det gør man jo så ved, at man vokser sammen og finder ud af hinanden og giver hinanden plads. At man ikke slider lårene af hinanden mere end strengt nødvendigt.”

Regentparret har så haft den ekstra udfordring, at alles øjne har været rettet mod dem, så snart de er trådt uden for deres private gemakker, og at deres indbyrdes rangorden i det danske kongehus er uomtvistelig: Hun er dronning, han er prins ikke konge. Når kronprins Frederik engang overtager tronen og bliver konge, vil hans hustru, kronprinsesse Mary, blive dronning, og den forskelsbehandling har Prinsgemalen ved flere lejligheder sat spørgsmålstegn ved.

I Surrugues biografi betegner han sig, omend med et drilagtigt smil, som ”den nye Grev Danner” og mener dermed, at holdningen i Danmark på visse områder stadig er, som den var, da Frederik den Syvende giftede sig med grevinde Danner i 1850:

”Hun blev nægtet at blive hans dronning, men blev gift til venstre hånd, som det hed. Man ville under ingen omstændigheder ligestille hende med kongen. Jeg er den nye grev Danner,” siger manden, der blev Danmarks første prinsgemal.

Og da han umiddelbart efter afstemningen af tronfølgerloven i 2009, der slog fast, at prinsesser i fremtiden kan blive dronninger, selvom de får en lillebror, blev spurgt, hvad han mener om ligestilling, svarede han: ”Jeg håber, at mænd vil blive lige så ligestillede som piger.”

Syv år forinden forlød det, at Prinsgemalen var i sit livs krise, da han i et interview med BTs hofreporter Bodil Cath talte ud om sin rolle i kongehuset. Han havde, sagde han, vænnet sig til at være nummer to, men ville ikke finde sig i pludselig at være degraderet til nummer tre. Det var sket i forbindelse med nytårskurene i 2002, hvor Kronprinsen overtog værtsrollen, fordi Dronningen måtte melde forfald på grund af brækkede ribben.

”Vi er et regentpar. Jeg har aldrig været nummer et, det er slet ikke i de baner, min tankegang går. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil skubbe mig bort fra min placering. Det vil jeg simpelthen ikke acceptere.”

Sådan sagde Prinsgemalen til Bodil Cath, der havde opsøgt ham på hans vinslot Cataeu de Cayx, hvortil han havde søgt tilflugt. Det fandt mange danskere temmelig patetisk.

Siden er både Prinsgemalen og danskernes holdning til ham blevet en del mildere. Personer, der er tæt på ham, oplever, at han de seneste 5-10 år i stigende grad har affundet sig med sin rolle, og nu vælger sine kampe med langt større omhu. Han helliger sig sine interesserer for blandt andet billedkunst, digtning, musik, vin, gastronomi, jagt, sejlads og ikke mindst de otte børnebørn, som han nærer stor kærlighed til og omsorg for.

Han nyder at være en langt mildere bedstefar, end han var far over for sine to sønner kronprins Frederik og prins Joachim, der fik en streng opdragelse af deres ”papa”. Og han betegnes i det hele taget som et begavet menneske, der ældes med en bevidsthed om at nyde alt det gode i livet, mens tid er. Det kan danskerne tilsyneladende godt lide, for Prinsgemalen har nærmest fået sit folkelige gennembrud med tilbagevirkende kraft. Han har fundet hjem til sidst.

Ligesom han har skullet vænne sig til os, har vi skullet vænne os til ham, og bedre sent end aldrig har danskerne fået øje på de mange ting, som Prinsgemalen er god til. Interessen var da også kolossal, og køerne foran indgangen lange, da han sidste år sammen med Dronningen for første gang udstillede sin kunst i stor skala på ARoS Aarhus Kunstmuseum. Hans organiske skulpturer i bronze var opstillet sammen med Dronningens malerier og decoupager, og hans digte havde fået deres helt eget galleri, hvor man kunne høre dem oplæst på både dansk og fransk.

I et sjældent dobbeltinterview sammen med Dronningen forud for åbningen af udstillingen sagde Prinsgemalen til Kristeligt Dagblad: ”Jeg sætter en stor del af mig selv i det, jeg producerer. For mig er kunst en måde at ekspressionere det, jeg føler.”

Anmelderne er ikke altid lige begejstrede for hans digte, men der hersker efterhånden stor enighed om, at Prinsgemalen har sin helt egen stil, der ligger uden for tidens gængse opfattelse af, hvordan et digt skal skrives.

I Danmark er der ingen tradition for, at regenten abdicerer, så det ligger heller ikke i kortene, at Prinsgemalen skal på pension, selvom han altså fylder 80 år i den kommende uge. Fødselsdagen er derfor også en del af Prinsgemalens offentlige virke. I søndags var der festforestilling i DRs Koncerthus med gæster fra det officielle Danmark og direkte tv-transmission, og på Frederiksborg Slot vises udstillingen ”Prins Henrik af Danmark H.K.H. Prinsgemalen 1934-2014”, hvor et helt nyt portræt af prinsen, udført af kunstneren Niels Strøbek, er med. Selve fødselsdagen den 11. juni holdes privat på Chateau de Cayx i Frankrig.

Prinsgemalen er en flittig skribent, og hans digtsamlinger udkommer med stadig kortere mellemrum. Her ses han ved præsentationen af den seneste ”I mine lykkelige nætter” på Fredensborg Slot. Foto: Scanpix