Prøv avisen
Interview

Adoption er ikke en god gerning

Maja Lee Langvad trækker i sin nye bog på personlige erfaringer som adopteret i Danmark. Foto: Jakob Dall/Scanpix

Forfatteren Maja Lee Langvad gør i ny bog op med transnationale adoptioner og hun er vred, virkelig vred

”Hun er vred”. Sådan står der omtrent 10 gange på hver af de i alt 251 sider, der udgør Maja Lee Langvads nye bog ”Hun er vred Et vidnesbyrd om transnational adoption”. Bogen, der blev anmeldt her i avisen i onsdags, er resultatet af flere års research, blandt andet baseret på ophold i et adoptionskritisk miljø i Sydkorea og ikke mindst på Maja Lee Langvads personlige erfaringer som adopteret i Danmark.

Og Maja Lee Langvad er vred. Vred over at være en eksportvare, vred over at være en importvare, som der står i ”Hun er vred”. Vred over, at international adoption er blevet til en global industri. Vred over, at det også er en industri, der ikke længere sættes et tilstrækkeligt stort spørgsmålstegn ved. Vreden er den tråd, som driver fortællingen frem, og den var også den, der satte bogen i gang:

”Jeg har forsøgt at fokusere på vreden. Ikke i et forsøg på at komme væk fra den, men i et forsøg op at undersøge den og se, hvad den kan både på et personligt plan og i politisk kontekst,” siger hun.

En central del af bogens kritik retter sig imod det, som Maja Lee Langvad betegner som myten om de transnationale adoptioner at det er en god gerning, som redder børn fra ellers ofte forfærdelige skæbner. Det er denne grundlæggende idé, som kendetegner forståelsen af adoption:

”Det, som man kan kalde for et frelsermotiv, slår stadig meget stærkt igennem i adoptionsspørgsmål i dag. Forestillingen om, at man redder et barn fra et ellers dårligt liv gennem de transnationale adoptioner, er stadig et af de argumenter, der bliver brugt, når man forsøger at legitimere transnational adoption i dag,” siger hun.

Problemet er ifølge Maja Lee Langvad, at dét billede langt fra stemmer overens med virkeligheden. Ikke desto mindre var det også det billede, hun selv voksede op med i Danmark. Et billede, som skulle komme til at ændre sig radikalt, da hun i tre år valgte at bosætte sig i Seoul i Sydkorea:

”Jeg mødte pludselig mange, som var kritiske over for transnationale adoptioner. Mennesker, der ønskede at arbejde for andre løsninger i stedet for. Den forståelse og det blik, som jeg fik der, stod i stærk kontrast til den forestilling om adoption, som jeg selv var vokset op med; at det var en lykkelig situation, hvor man reddede et barn fra et liv på gaden,” siger hun.

Kontrasten mellem det billede af adoption og det billede, hun kendte fra opvæksten i Danmark, bed sig fast. Det samme gjorde følelsen af vrede over at skulle forholde sig til den forskel. Vreden er dog ikke nødvendigvis noget, som man skal forsøge at fjerne sig fra eller tæmme:

”Vi tænker ofte om vreden, at det er en negativ tilstand, som man helst skal ud af. Vreden er jo en grundfølelse, som alle kender til, men det er en også en følelse, som kan være vanskelig at forholde sig til. Vreden kan være destruktiv, men den har også et samfundsomvæltende potentiale i sig og kan også skabe revolutioner, der kan ændre samfund. Især den indignerede vrede, der reagerer mod uretfærdighed, kan være meget kraftfuld. For vrede er også en følelse, der udtrykker et behov for forandring til noget andet,” siger hun.

På samme måde peger Maja Lee Langvad på, at bogen rummer flere former for vrede. En vrede, som peger frem mod nye forståelser og insisterer på forandringer på adoptionsområdet:

”Der er både den form, hvor vreden kommer fra en personlig sorg, som bliver udtrykt gennem vrede. Samtidig er der den mere indignerede vrede, der rettes mod adoptionsindustrien, som den fungerer i dag,” siger hun.