I en årrække har Pablo Llambías, forfatter og rektor for Forfatterskolen, undervist nyansatte præster i at skrive prædikener på Pastoralseminariets Efteruddannelse. Det anede jeg ikke, men det er interessant, at en nøgleskikkelse fra det finlitterære ”kartel” på den måde har sin faste gang i det folkekirkelige miljø. Den slags overløberi kan vi ikke få for meget af. Og nu kan vi også alle følge med, for Llambías har i en lille bog samlet sine erfaringer med prædikenundervisning.
Man skal lige vænne sig til bogens stil. Den er snakkende og søgende som en skriftlig simulering af en mundtlig form. Først virker det krukket, men efter en tid duves man behageligt af sted i rektors bløde penneføring. Den afslappede tilgang tjener sagen godt. Hvor andre ville slå syv kors for sig, gør Llambías ikke noget stort nummer ud af, at han hverken er teolog eller ”troende”.
Hans fornemmelse for genren virker til gengæld meget sikker. Llambas kender de typiske måder, en prædiken kan køre af sporet på, og hans råd til, hvad man skal gøre, er gode og håndtérlige uden at blive instrumentelle. De fleste slags præster vil kunne tage dem til sig, uanset teologiske eller andre forskelle, fordi de i sidste ende beror på præsternes individuelle engagement i forhold til evangelieteksterne. Og har de ikke det engagement, ja så kan nok hverken Helligånden eller Llambías hjælpe dem.
Præsten skal økonomisere med stoffet. Han behøver ikke have det hele med hver søndag. Han vil jo alligevel altid skulle prædike over dagens tekst en anden gang. Han kan derfor tillade sig den luksus at dyrke én bestemt vinkel, ét bestemt aspekt. Og der er altid mange flere aspekter i evangelieteksterne, end man lige tror. De er righoldige. Ellers ville de næppe heller have kunnet holde os beskæftigede i 2000 år.
Llambías anbefaler, at præsten parafraserer teksten for sig selv, mediterer over den, måske ligefrem overskriver den i en surrealistisk automatskrift, opsøger de steder som er svære, hvor det brænder på. Det er nemlig her, præsten kan finde ned til det konkrete og sansede i teksten og dermed lægge de abstrakte opsummeringer, de faste formler, til side. Jesus talte jo også selv i lignelser, gennem konkrete historier ”show, dont tell”. Følelser og erkendelser skal formidles og ikke udpeges eller resumeres.
Llambías opererer derefter med et meget anskueligt begreb om de to broer i prædikenen. Man undgår ikke at skulle passere dem og dermed først at etablere dem. De kan være lange og synlige eller korte og upåfaldende. Men de skal være der. Den første bro slås mellem evangelieteksten og udlægningen. Kirkegængeren skal om ikke før, så siden kunne se og høre forbindelsen for sig. Det er faktisk den specifikke tekst, der bliver udlagt.
Når det er et problem, er det, fordi de færreste præster formår, tør eller ønsker at forblive i et lukket teologisk eller bibeleksegetisk rum i deres udlægning. De søger væk fra teksten, mod nutiden, mod menigheden, gennem det, Llambías kalder ”paralleller”: eksempler fra litteratur, film, nyhedsstrøm, dagligliv, populærsociologi i håbet om at gøre den gamle tekst vedkommende og forståelig. Det er farligt, både fordi visse paralleller kan være fortærskede (”åh nej, er det nu kritik af samtalekøkkener igen”), og fordi præsten selv kan blive så forelsket i en parallel, at den overtager styringen og kapper fortøjningen til dagens tekst. Præsten kan også blive usikker på sin parallel og søge videre mod andre paralleller, eller sågar begynde på en helt ny prædiken midt i prædikenen.
Bro nummer to er den mellem udlægningen og forkyndelsen. Nu kommer vi til konklusionen, og den skal nødigt virke påklistret eller alibi-agtig. Man skal derfor prøve at holde den tråd, man har valgt; man skal forkynde ud fra det aspekt, man valgte at forfølge i parafrasen og i parallellen. Ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest. Som på Forfatterskolen er Llambías undervisning i at skrive funderet i at lære at læse (egnes og andres) tekster, i dette tilfælde skrevne prædikener. Der indgår imidlertid ingen eksempler i bogen, ikke en gang på citatplan, så dette praktiske aspekt må læseren tænke sig til. Vi må forestille os, at alle de udfordringer, der påpeges, har vist sig i konkrete prædikener som mislyde, fyld, huller, fraser og forblommethed. Og samtalekøkkener. Og ”sociologi light”. Rektors skarpe blik har da slået ned på det.
Der er en velgørende strenghed over Llambías tilgang. Til tider slår han ligefrem over i forkyndende formaninger til præsterne: Vær da ikke selvgod, vær da ikke doven “ Måske er det postmoderne ironi og maskerade, som når han klæder sig ud som Suzanne Brøgger på et af sine nylige bogomslag. Men Deres anmelder æder den råt. Han skal så heller ikke lige prædike på søndag, men hvis han skulle, ville han bestemt støtte sig til denne bog.
Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med forfatteren om bogen. Læs artiklen på her.