Pinsegave til Skovlunde

1970er-kirke opgraderes for syv millioner kroner: Første skridt tages i morgen med åbningen af Erik Hagens pinsetavle, som siden skal følges op af billedtavler for hele kirkeåret

Erik Hagens ved den oplukkede pinsetavle, som i åben tilstand måler 1,86 m i højden og knap tre meter i bredden. Skabene er udført i asketræ, og kantbåndene malet og typograferet af malerfirmaet Nielsen & Kromann, som også bistod ved EsbjergEvangeliet.
Erik Hagens ved den oplukkede pinsetavle, som i åben tilstand måler 1,86 m i højden og knap tre meter i bredden. Skabene er udført i asketræ, og kantbåndene malet og typograferet af malerfirmaet Nielsen & Kromann, som også bistod ved EsbjergEvangeliet. . Foto: Paw Wegner Gissel.

”Da pinsedagen kom, var alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset... Og tunger som af ild viste sig for dem...”

Der er dramatik for fuld udblæsning i teksten fra Apostlenes Gerninger, som vil blive læst i kirkerne i morgen, og i Skovlunde Kirke ved København sprænges hele nutidens ekspert- og videnssamfund af troen, kærligheden og lidenskaben og sætter blomst og liv og håb i triste, grå sociale boligselskabslejligheder.

Denne lokale eksplosion finder sted, når lågerne åbnes til Erik Hagens nutidige og aktuelle kirkekunst, der i de kommende år vil rykke ind i Skovlundes ellers så stilfærdige rødstenskirke fra 1972.

”For os er det vigtigt at få en kirkekunst, der ikke bare skal være til pynt, men med sine figurative billeder kan spille med i fortolkningen af det kristne evangelium sammen med præstens prædiken og musikken,” siger menighedsrådsformand Lars Green Bach.

”Pinsetavlen”, som afsløres i morgen af tidligere kirkeminister Bertel Haarder og Ballerups borgmester, Jesper Wrtzen, er første skridt til opgradering eller fornyelse af kirken.

”Vi oplever i disse år, at unge børnefamilier rykker ind i sognet. Det er en udvikling, vi også gerne vil følge op på i kirken, og med Erik Hagens billeder får vi nu kunst med en detaljerigdom, der kan sige noget til både børn og voksne, og uanset om man kommer i kirken ofte eller kun en gang imellem,” påpeger Else Lindow, næstformand i menighedsrådet.

”Målet er at åbne Bibelens verden for det moderne menneske, så vi erfarer, hvor tæt Bibelen er forbundet med den verden, vi kender og lever i,” supplerer sognepræst Henriette Thorup Ringgaard.

”Effatha! Luk dig op!”, siger Jesus, da han i Markusevangeliets kapitel 7 helbreder den døve og stumme, så han kan høre og tale. ”Effatha! Luk dig op!” er også sat som overskrift over fornyelsesprojektet i Skovlunde Kirke, som vil blive gennemført over en årrække, afhængig af finansieringen.

Foruden ny kunst på væggene omfatter projektet et nyt lydanlæg samt en mere økonomisk og miljørigtig belysning og stole til erstatning af kirkebænke, så man får et mere fleksibelt kirkerum. Den samlede udgiftsramme for fornyelsen er på 6,5-7 millioner kroner. En komité forsøger i øjeblikket at hente bidrag hjem fra diverse fonde, og der er lagt op til dannelse af en støtteforening.

Som mange andre kirker landet over, har også Skovlunde haft besøg af ”Esbjerg-Evangeliet”. Det havde man i en periode hængende på nordvæggen i form af et 35 meter langt banner, som Folkekirkens Skoletjeneste fik fremstillet af det 135 kvadratmeter store bibelske vægmaleri, Erik Hagens i årene 2003 til 2005 malede i foyeren på uddannelsesinstitutionen CVU Vest i Esbjerg. Dette besøg blev direkte anledning til kirkeudsmykningen i Skovlunde, som udgør krumtappen i fornyelsen.

Med begivenhederne i Jerusalem for 2000 år siden, skildret i Apostlenes Gerninger, regnes pinsen som den kristne kirkes fødselsdag, og det er den i særlig grad i Skovlunde, hvor kirken blev indviet pinsedag 1972.

”Pinsetavlen”, som afsløres i morgen, er første skridt af en udsmykning omfattende i alt seks billedtavler, eller billedskabe, som i takt med kirkeåret skal lukkes op, så nye billeder kommer til syne til årets højtider og trinitatis. Erik Hagens fik den overordnede ide til værket, da han en dag talte med sin nabokone og fandt ud af, at hun, som de fleste danskere, ikke rigtig havde styr på kirkeårets højtider, bortset fra julen.

Det vil kunstværket i Skovlunde Kirke så forsøge at udbedre, og inspirationen til opbygningen med seks billedskabe, som åbnes i takt med højtiderne, har Erik Hagens fundet hos de oplukkelige tredelte fløjaltertavler, som i middelalderen var udbredt i Nordeuropa.

Indholdet af tavlerne er og bliver derimod, som Erik Hagens kunst i øvrigt, i høj grad nutidigt, og jævnligt med helt aktuelle henvisninger.

Som på EsbjergEvangeliet finder man et mylder af detaljer på ”Pinsetavlen” omkranset af et bånd med skriftsteder, der direkte refererer til de afbildede begivenheder og som på indertavlen er forbundet via pinseliljen og blomster fra den vilde danske flora.

Underfundig humor blander sig her med alvor, og at gå på opdagelse i mylderet i såvel det ydre som indre billede er som at læse en tegneserie om, hvordan der kan blive vendt op og ned på tingene, når kirkens evangelium får magt.

Undervejs i sin søgen kan man så støde på personer, man måske kan kende fra sin hverdag, for Erik Hagens henter inspiration alle steder fra. For eksempel møder man vejrprofeten Jesper Theilgaard på forsiden af sin ”Vejrbog”.

Tavlens hovedtema er hentet fra fortællingen om Babelstårnet fra Det Gamle Testamente: Menneskene ville i dets overmod bygge et tårn, som skulle række helt op til himlen men det lykkedes som bekendt ikke rigtigt. Det gør det heller ikke på Erik Hagens tavle.

Babelstårnet er her blevet til en klode, som er opbygget af en hær af myldrende travle eksperter, af fagbøger, videnskabelige afhandlinger osv. osv. Men til pinse, når billedskabet lukkes op, indtræffer eksplosionen: Ekspertvældet sprænges. Troen og lidenskaben vinder over den kolde og grå fornuft, og livet og fællesskabet begynder at blomstre i de små boligforeningslejligheder.

Den lukkede pinsetavle, der med skriftbåndet i kanterne i sort og bladguld får et næsten middelalderligt udseende, men billedkunsten er aldeles nutidig og aktuel. På tavlens yderside er eksperterne i fuld gang med opbygningen af tidens Babelstårn - en verden af ekspertviden, fagbøger, videnskabelige afhandlinger med videre, som sprænges af pinsens tro og lidenskab, når tavlen lukkes op.
Den lukkede pinsetavle, der med skriftbåndet i kanterne i sort og bladguld får et næsten middelalderligt udseende, men billedkunsten er aldeles nutidig og aktuel. På tavlens yderside er eksperterne i fuld gang med opbygningen af tidens Babelstårn - en verden af ekspertviden, fagbøger, videnskabelige afhandlinger med videre, som sprænges af pinsens tro og lidenskab, når tavlen lukkes op. Foto: Paw Wegner Gissel