Prøv avisen
Bog

Original litteraturhistorie

Den pseudonyme forfatter Oscar K har skrevet et romanlignende værk om dansk litteraturhistorie. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix

Oscar K's værk efterlader indtrykket af en uhyre underholdende og pålidelig dansklærers repertoire

På sin vis er det en charmerende dansk litteraturhistorie, pseudonymet Oscar K har skrevet. Den faglige indsigt, som er virkelig bred og pålidelig, får imidlertid nogle mærkelige udtryk undervejs.

Bogen kaldes en ”roman”, men aldrig har noget været fjernere fra at ligne en roman end denne lige ud ad landevejen-litteraturhistorie startende med runerne og sluttende hos Jess Ørnsbo. Dertil har den nogle underlige del-overskrifter, som ligner morsomme bemærkninger i en undervisningssituation, for eksempel her til romantikken: ”Mit navn er Petersen jeg er et geni! ja, ja.”

Og sidst, men slet ikke mindst, har forfatteren fået en fiks idé med ordet ”bærbar” (titlen er: ”Bærbar dansk litteraturs historie”), som ikke har noget med læsning på computer at gøre, men simpelthen betyder litteratur, man bærer med sig i livet eller også lurer en underbetydning: litteratur, som Oscar K selv holder af at bære rundt på og skrive om.

Men kommer man bag om dette gøgl, er der virkelig gode beskrivelser af de forskellige forfatterskaber, som finder nåde som ”bærbare”. Især når teksten når frem til enkelte værker og ikke forfalder til rene katalogopremsninger af forfatternavne. Man forstår, at Dansklærerforeningens forlag har turdet binde an med udgivelsen, idet der er sørget godt for den klassiske del af det litterære genstandsområde. Men egentlig holder litteraturgennemgangen op med 1900, og forfatteren kaster sig ud i interessante oversættelsesbetragtninger og bemærkninger om verdenslitteratur på dansk. Tidsrummet 1900-2000 fyldes med indsigtsfuld videnskabsteori og kun lige to forfatterskaber: Inger Christensen og Jess Ørnsbo.

Men i forfatterkataloget til det 20. århundrede viser Oskar K sig som en tilhænger af de korrekte forfatterskaber og værker i mainstream-modernismen (Woolfe, Joyce, Kafka, Pessoa). Og i gennemgangen af de klassiske danske forfatterskaber er der små præcise formuleringer, for eksempel denne om Søren Kierkegaard : ”Han ikke alene opfinder sig selv, han opdigter også sin far, sin forlovede Regine... digter dem om, konstruerer en anden virkelighed, som han kan styre.”

Eller som her om Blicher, ”der af Sterne lærte, at en historie fuld af usandsynligheder kan blive en sand historie, når det usandsynlige får et sandsynligt præg”.

Spørgsmålet er imidlertid, hvem der er målgruppen? Man skal kende sin litteraturhistorie godt for at nyde disse fine ting, hvortil kommer gode sammendrag af Erik A. Nielsens bøger om Kingo og Brorson eller tidligere litteraturhistorikeres formuleringer. Er bogen til eleverne? Næppe, skønt kvikhederne kunne antyde det.

Den må være til nye kolleger med mindre litteratur-historisk ballast. Her kan man starte og få en kronologisk og hurtig fremstilling af folkeviser, Kingo, Holberg, Ewald og så videre.

Mit indtryk af værket fra den pseudonyme forfatter (hvis navn står på flappen: Ole Dalgaard) er, at bogen er en skriftlig fremstilling af en uhyre underholdende og pålidelig dansklærers repertoire. Som sådan kan den være en inspiration for andre nye danskundervisere.

Til slut kaster Oscar K sig ud i nogle forudsigelser om det 21. århundrede, den digitale tidsalder. Her vil læsningen blive mere interaktiv og fragmentarisk og det vil omdefinere, hvad det vil sige at læse og skrive. En ny slags læsere vil opstå i stedet for den tidligere intellektuelle læser. Spørgsmålet, som Oscar K så ikke stiller, er, om denne nye læser overhovedet vil læse den klassiske litteratur, eller om han/hun overhovedet vil gide komme i den, når den så åbenbart er skrevet i en anden tiltro til ordenes betydning?

Oscar K ville nok svare, at i det omfang den nye læser interesserer sig for kunst med stort k, så vil de. Han definerer nemlig kunst som én-mandsprodukter i modsætning til teams, der udtænker værker til en kunstindustri. Oscar K fæstner sin lid til de enestående ”kompromisløse autoinstruktører” som Fassbinder og Lars von Trier og, kunne man tilføje, Ingmar Bergman. Men altså også de to forfatterskaber, der får lov at slippe gennem nåleøjet: Inger Christensen og Jess Ørnsbo. Den første for ”Sommerfugledalen”, som alle åbenbart er enige om at elske, og som Oscar K sætter på højde med Shakespeare. Den anden, Jess Ørnsbo, for følgende kvaliteter: ”Ørnsbo skriver grotesk, frigørende og fornyende teater, der bryder alle regler. Fysisk. Karikeret. Burlesk. Uden lunkne mellemregninger. En kæberasler til den offentlige smag.”

Her har Oscar K opgivet den litteraturhistoriske karakterisering og støtter sig helt til sin egen smag. Det han selv finder mest ”bærbart”. Måske havde han alligevel lidt ret: I en eller anden forstand bliver bogen til sidst en fortælling (roman?) om en litteraturnyders præferencer, som i stedet for ”jeg” skriver: Mit navn er Bærbar.