Prøv avisen
Film

Den hellige vrede

5 stjerner
Lech Walesa spillet af Robert Wieckiewicz i et sammenstød med ordensmagten. Foto: Camera Film

Den polske mesterinstruktør Andrzej Wadja har skabt en troværdig og indlevende skildring af den centrale skikkelse i opgøret med kommunismen, Lech Walesa

Lech Walesa (født 1943) er elektrikeren fra værftet i Gdansk, som blev det frie Polens første præsident i 1990 efter Berlinmurens fald og Sovjets sammenbrud. Ja, han er med tiden blevet selve symbolet på nedbrydningen af den totalitære kommunisme i den gamle østblok.

Det skyldes ikke mindst, at Lech Walesa i 1970 blev den ledende skikkelse i konflikten mellem den polske regering og værftsarbejderne i Gdansk og i 1978 blev medstifter af den frie fagforening ”Solidaritet”, som fik stor international opmærksomhed og for en tid var alle, også i Vesteuropa og USA, ”polske socialister”, der solidariserede sig med de kæmpende arbejdere i Polen.

I 1983 modtog Walesa i Oslo Nobels Fredspris for sin indsats, eller rettere, hans hustru, Danuta, gjorde det. For Walesa troede ikke på, at han ville kunne komme ind i Polen igen, hvis han først havde forladt det.

Det kommunistiske regimes chikanerier, intimideringer og forfølgelser af Lech Walesa var konstante, kontante og vedvarende i alle årene frem mod sammenbruddet i 1989. Walesa blev fyret fra sit arbejde, flere gange arresteret, og i 1981, hvor den folkelige modstand mod regimet var omfattende, og militæret tog magten, blev han interneret i næsten et år. Slå ham ihjel turde magthaverne ikke, Walesa var kendt af alverden og velsignet af den polskfødte pave i Rom, Johannes Paul II.

Siden tiden som præsident er der blevet stille om den nu 70-årige Walesa, tiden er en anden nu, og Polen har som nation flyttet sig markant, både økonomisk, politisk og militærstrategisk.

Walesas periode som præsident er omdiskuteret, og hans stjerne falmet. Men hans betydning under nedtællingen til Murens fald og Polens selvstædighed kan der ikke rokkes ved. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Polens gamle mesterinstruktør, Andrzej Wajda, har skabt en større episk portrætfilm om elektrikeren fra Gdansk. Filmen er lavet i samarbejde med Kulturministeriet i Polen, men den virker ikke officielt skåret til og er egentlig ikke glorificerende, selv om den fremstiller Walesa som en sympatisk mand med dybe menneskelige egenskaber.

Filmens rammefortælling udgøres af et langt interview, som den italienske stjernejournalist Oriana Fallaci (Maria Rosaria Ommaggio) lavede med Lech Walesa (Robert Wieckiewicz), da han var kommet til magt og ære. Filmen skåner ikke Walesa her, men fremstiller ham som en let poserende, selvbevidst og dominant mand, der med egne ord ”er fuld af modsætninger og overraskelser”.

Intervieweren spørger ind til de afgørende begivenheder i Walesas politiske karriere, og filmen former sig som en krydsklipning mellem interviewet i Walesas lille lejlighed og de dramatiske begivenheder, hvor Walesas liv spidser til, og politikken over for magthaverne tager de afgørende vendinger.

Det forlener ”Walesa Håbets mand” med autenticitet, selvom det er en spillefilm, skabt med et vist mål af frihed i fortolkningerne. Wajda og fotografen Pawel Edelman blander dygtigt realoptagelser fra dengang i 1970erne og 1980erne med nydrejede scener. Der veksles mellem de autentiske sort-hvide historiske optagelser og spillefilmens patinerede gule og lysebrune 1970er-farver, men i glidende, umærkelige overgange, så historien bliver nærværende og aktuel. Et vedkommende og anfægtende nu.

Wajda lægger lige så stor vægt på det private som på det politiske, og scenerne med Walesa og hustruen Danuta (Agnieszka Grochow-ska) om de daglige småproblemer og taklingerne af Walesas tiltagende betydning og selvfølelse er skildret med ømhed, sensualisme og kærlig ironi.

Wajda portrætterer Walesa, som han kender og var i kontakt med under kampene i 1980erne, som en mand nede på jorden, tillidvækkende, karismatisk og enkel og instrumentel i sin tankegang. En snu mand, men også en ærlig mand, der tilsyneladende aldrig gribes af magtens mere brutale sider, og hvis virke som Gandhis og Mandelas havde effekt i kraft af hovedpersonens ikke-voldelige tilgang til det politiske og til sine medmennesker. Under interviewet med Oriana Fallaci siger filmens Walesa, at han siden sin ungdom har været opfyldt af indre vrede, med tiden en ”hellig vrede”.

Wajda gør meget ud af dette forhold og lægger en stor styrke ind i Walesas og hans landsmænds tro. Under de afgørende strejker holdes der gudstjenester blandt de protesterende, og Pave Johannes Paul IIs kontrafej er hele tiden med i billedet. Paven selv er det også.

Som den måske vigtigste og mest markante pave i det 20. århundrede havde Johannes Paul II afgørende indflydelse på de politiske ændringer i Polen. Den tidligere ærkebiskop fra Krakw besøgte i 1979 Polen i ni dage på trods af Leonid Brezjnev og den russiske centralmagts protester. Under de ni dage holdt Johannes Paul II den berømte tale, hvor han bad til Gud om ”at forny dette lands ansigt”.

Wajda viser det autentiske klip fra pavens klare og revolutionerende politiske udmelding og bruger aktivt denne stærke religiøse lidenskab i skildringen af de polske borgeres oprør mod det kommunistiske regime. I en markant scene viser Wajda en russisk kamphelikopter svævende over de strejkende arbejdere på værftet i Gdansk under gudstjenesten i det fri. I en kamerabevægelse opad ser man helikopteren forsvinde under bønnen og efterlade himlen åben.

Andrzej Wajdas film er en hyldest til denne åbenhed. Et afsluttede autentisk klip viser den historiske Lech Walesas tale til politikerne i den amerikanske Kongres.

Heri siger han, at mennesker bryder mure ned eller kravler over dem, fordi frihed er en menneskeret.

Det er filmens overordnede budskab. Og Wajda kommer godt igennem med det i udfoldelsen af den panoramiske livsfrise.

Robert Wieckiewicz er fuldkommen overbevisende i rollen som Walesa, og Agnieszka Grochowska sødmefuld og rørende som hans hustru. ”Walesa Håbets mand” er skabt af en instruktør, der kender sine virkemidler, men helt på højde med Wajdas forrige film, ”Katyn”, om Stalins massakre på de polske officerer i Katyn-skoven i 1940 kommer den ikke. ”Katyn” er et mesterværk, og der er grund til at nævne den film, hver gang man nævner Andrzej Wajdas navn.