I 1995 udgav den tyske forfatter Marcel Beyer den anmelderroste roman ”Flyvende hunde”, der handlede om en tysk SS-officer, der som lydtekniker var involveret i de nazistiske forbrydelser. Beyer fortalte historien både ud fra SS-bødlens og fra ofrets perspektiv; lod de to perspektiver stå ved siden af hinanden og tvang dermed læseren til at følge Anden Verdenskrigs grusomheder delvist fra en fiktiv gerningsmands synsvinkel.
I mellemtiden er det litterære fokus på de store forbrydelsers gerningsmænd nærmest blevet til en tendens i den internationale skønlitteratur. For nogle år tilbage udløste den franske forfatter Jonathan Littell store diskussioner med sin roman ”De velvillige”, der fortæller Anden Verdenskrigs grusomheder set med den fiktive SS-officer Maximilian Aues øjne, og på det seneste har danske Simon Pasternak bidraget til den nye ”gerningsmandlitteratur” med romanen ”Dødszoner”, der beretter om Anden Verdenskrigs etiske dilemmaer set fra en tysk SS-officers perspektiv.
Den finske forfatter Jenni Linturi skriver sig med romanen ”For fædrelandet” ind i denne tendens. Her fortælles historien om Anden Verdenskrig med afsæt i en SS-officers oplevelser på Østfronten. Hvor Beyer, Littell og Pasternak imidlertid følger en tysk SS-mand, tager Linturi i romanen fat i den finske del af historien: I romanen hører vi om finske Antti, der under krigen melder sig frivilligt til nazisternes SS-styrker og efterfølgende deltager aktivt i nazisternes erobrings- og tilintetgørelseskrig, de respektive krigsforbrydelser inklusive. Senere vender Antti tilbage til Finland, delvist brudt ned og præget af vanskelighederne ved at falde ind i et samfund, der efter krigen forsøger at glemme sit tidligere våbenbroderskab med nazisterne.
Linturis roman kan derfor til dels læses som et opgør med Finlands fortrængning om landets egen flirt med nazisternes magtpolitik. I romanen viser hun, hvordan dele af det finske samfund aktivt støttede Hitler og nazisterne, og hvordan eksempelvis Antti følte sig på den rigtige side af historien ved at melde sig ind i SS-styrkerne.
Men romanen kanogså læses som en mere generel afsøgning af de eftervirkninger, som Anden Verdenskrig har efterladt. Hvordan skal en ny generation forholde sig til denne mørke historie? Hvilken lære skal vi drage af den, med henblik på nutiden og fremtiden?
Ved hjælp af sit fokus på SS-manden Antti og hans vanskeligheder ved at falde ind i samfundet efter krigen, fortæller Linturi i grund og bund en historie om, hvordan krigen er forblevet nærværende. Læserens eget, latente potentiale til at bidrage til den slags forbrydelser skrives mere end klart frem.
På sin vis er dette relativt nye fokus på bødlernes perspektiv derfor ganske foruroligende: Historien er ikke længere på afstand som et historisk fænomen, man kan distancere sig fra og lægge bag sig. Den moralske selvsikkerhed, som vi ellers vurderer historien med, bliver undergravet.
Linturis roman er et opgør med dele af den finske selvforståelse, dens fortræng-ninger og myter. Men den er også en roman om skyld, drab, og muligheden for selv at blive til morder. En vedkommende og udfordrende fortælling.