Søren Solberg og mange andre øjenlæger slider dag ud og dag ind for et syns skyld. Jeg har selv oplevet to ultralydsbehandlinger. Jeg skulle først have været på Frederiksberg Hospital, men fik et brev om, at hele øjenafdelingen var flyttet til Glostrup.
Det var dér, jeg oplevede mirakelkuren.
Når det drejer sig om synet, kan man tale om at se eller at skue, at stirre eller at glo. Jeg ved godt, at det ikke er derfor, at det hedder Glostrup, men kom alligevel til at smile, da jeg så det. Ligesom jeg må sige, at jeg er glad for ikke at leve i Middelalderen, men derimod i Lægemiddelalderen.
Men her skal det handle om dramatikeren Henrik Ibsen. Han skriver i 1874, at det at digte er at se:
”Og hvad er det saa at digte? For mig gik det sent op, at det at digte, det er væsentlig at se, men, vel at mærke, at se saaledes, at det sete tilegnes af den modtagende, som Digteren saa det. Men saaledes ses og saaledes modtages kun det gjennemlevede. Og dette med det gjennemlevede er netop Hemmeligheden ved den nye Tids Digtning. Alt, hvad jeg i de sidste ti Aar har digtet, det har jeg aandeligt gjennemlevet. Men ingen Digter gjennemlever noget isoleret. Hvad han gjennemlever det gjennemlever hans samtidige Landsmænd, sammen med ham. Thi, hvis ikke saa var, hvad slog da Forstandens Bro imellem den frembringende og de modtagende?”
I Ibsens mesterværk ”Vildanden” fra 1884 spiller synet en afgørende rolle. Gennem hele stykket går som en rød tråd: blikket, synet, øjnene. At se op til og se ned på, at se frem til eller at se bort fra.
To hovedpersoner bliver blinde. Matadoren Werle ejer savværket Højdal. Hans medarbejder Ekdal bestyrer savværket. De har begge været velhavende, men de har tjent på at sælge træer, som tilhørte staten. Der blev en retssag. Werle blev frikendt, mens Ekdal blev dømt og fængslet.
Werles søn, Gregers Werle er studenterkammerat med Ekdals søn, Hjalmer Ekdal. De har ikke set hinanden i mange år. Gregers Werle hader sin far. Gregers var sygeligt bundet til sin mor, som var dybt alkoholiseret, og han anklager sin far for at være skyld i hendes ulykke. ”Jeg har set dig på for nært hold” siger han til sin far. Med andre ord: Jeg har gennemskuet dig.
”Du har set mig med din mors øjne, men du må huske, at de øjne var omtågede.” Gregers svarer bidsk: ”Men hvem bærer skylden for mors ulykkelige svaghed?”
Mens moderen lå syg, havde grosserer Werle et forhold til Gina Hansen, som var i huset hos familien. Hjalmer Ekdal har giftet sig med Gina Hansen og fortæller Gregers, at det var Gregers' far, som betalte Hjalmer Ekdals atelier og udstyr og sørgede for, at han blev fotograf. Han sørgede også for, at Gina kunne assistere Hjalmer, når han retoucherede.
Fra det øjeblik, da det siges: ”Jeg har set dig på for nært hold”, er Gregers sikker på, at faderen har snydt Hjalmer, som tror, at Hedvig er hans og Ginas barn. Gregers beslutter sig derfor til at fortælle Hjalmer sandheden. Dels er Gregers nødt til at se op til og beundre et menneske, som han gjorde det med sin mor. Og dels mener han, at det mislykkede ægteskab, som han selv har lidt under, ikke skal gentages i vennens liv. Derfor føler han, at han er nødt til at fortælle Hjalmer, at hans ægteskab bygger på en løgn. Naiv som han er, tror han, at Hjalmer vil være ham taknemmelig, fordi han har ageret øjenåbner.
Ibsen understreger, at ”Vildanden” er et tragikomisk stykke. Hjalmer og Gina har et værelse til leje. Gregers flytter ind hos ægteparret. Hjalmer fortæller Gregers om sin datter:
Hjalmer: ”Hun er det eneste barn. Hun er vor højeste glæde og vor dybeste sorg.”
Gregers: ”Hvad er det, du siger?”
Hjalmer: ”Ja, for der er en truende fare for, at hun kommer til at miste synet.”
Gregers: ”Bliver blind!”
Hjalmer: ”Ja endnu er bare de første tegn at spore, og det kan gå en tid endnu, men lægen har varslet, at det kommer ubønhørligt.”
Gregers: ”Hvorledes har hun fået det?”
Hjalmer: ”Arveligt, rimeligvis.”
Gregers: ”Arveligt?”
Gina: ”Ekdals mor havde også svagt syn.”
Hjalmer: ”Ja, det siger far; jeg kan jo ikke huske hende.”
Gregers: ”Stakkels barn, og hvorledes tager hun det?”
Hjalmer: ”Åh, du kan da tænke, vi nænner ikke at sige hende sligt. Hun aner ingen fare. Glad og sorgløs og kvidrende som en liden fugl, flagrer hun ind i livets evige nat. Åh det er så knusende svært for mig.”
Fra det sekund er Gregers ikke i tvivl om, at Hedvig er hans fars barn. Og vi andre er heller ikke i tvivl. Det er typisk for Hjalmer, at det hele er mest synd for ham. Hans selvmedlidenhed er så enorm, at der ikke er plads til andre former for medlidenhed.
Ibsen er meget omhyggelig med sine anvisninger til skuespillerne. Hedvig ser vi i begyndelsen af anden akt. Hun sidder med begge tommelfingrene i ørerne og hænderne for øjnene, fordi hun forsøger at læse. Hendes mor prøver at få hende til at lytte. ”Pas på dine øjne!” Det er hun så vant til, at der bliver sagt, så hun prøver dels at stikke fingrene i ørerne, men samtidig at koncentrere sig om at læse videre, mens hun holder hænderne beskyttende for øjnene for skæret fra petroleumslampen.
Måske et vink om, at Hedvig er den eneste, der kan se gennem fingre og gang på gang tilgive sin far, de mange skuffelser, han bringer hende: Hendes far har lovet at tage noget godt med hjem fra selskabet til hende. Hun er skuffet, fordi hun sådan så hen til det.
”Hjalmer: Det er da også de utroligste ting, en familieforsørger har at tænke på og glemmer han bare en allerringeste ting straks skal en se sure miner.”
Hjalmer er den første til at råbe: ”Pas på øjnene!”. Selv gider han ikke bestille ret meget med fotoarbejdet, men da Hedvig tilbyder at arbejde med fotografiet, siger han: ”Så gør det på dit eget ansvar. Jeg vil ikke tage ansvaret”.
I min barndom så jeg ofte skilte, hvorpå der stod: Cykler fjernes uden ansvar. I dag har jeg indtryk af det modsatte: At ansvar fjernes uden cykler. Ibsen er evig aktuel.
Jeg så Bergmans instruktion af ”Vildanden” i Stockholm. Det var Max von Sydow, der spillede Gregers, og jeg har aldrig andre steder set denne detalje: Instruktør og skuespiller har sagt: Jamen hov, hvis den skæbnesvangre øjensygdom er arvelig, så må Gregers jo også have arvet den. Det var i Ibsens ånd, at Sydow ikke kunne se, hvor den person, han talte med og hvis øjne, han ville åbne, befandt sig i rummet. Werles far sagde i stykket: ”Du er overspændt”. Sydow snoede sine hænder og knugede armene ind til kroppen: ”Jeg er ikke overspændt!”. Man troede nærmest, at han ville eksplodere.
Det sete afhænger af øjnene, der ser. Men hvad afhænger så øjnene af? Af sindet. Den hadefulde Gregers kan kun forårsage ulykke. Selv bilder han sig ind, at han kan gøre Gina og Hjalmers ægteskab sandt ved at lægge kortene på bordet. Hvis sindet er kærligt stemt, ser man med kærlighedens øjne.
Titlen på dramaet er også centralsymbolet: Vildanden er blevet skamskudt af matador Werle. Han ramte ikke fuglen i brystet, men derimod i vingen. Det skyldes naturligvis, at sigtekornet ikke hjælper, hvis øjet er sygt.
Fotograf Hjalmer har sin far boende og for hans skyld, har han arrangeret en lille skov på loftet. Der er duer, ænder, kaniner og en and. Anden har familien fået af Werle. Vi ved, at Ibsen havde læst Darwins bog om arternes oprindelse. I J.P. Jacobsens oversættelse fra 1874 optræder netop de fire dyrearter.
Da vildanden blev skamskudt, søgte den ned på bunden af havet og bed sig fast i søgræsset. Jægeren havde en hund med, som dykkede ned og greb vildanden om benet og bragte den op.
Hedvig, som fylder 14 år, understreger, at det er hendes, og at det er det bedste, hun ejer. Da Hjalmer og Gregers har været på en lang vandretur, kommer Hjalmer forblindet tilbage.
Jeg kender ikke noget teaterstykke, der er så brutalt. Hedvig løber glad sin far i møde, og han råber: ”Fjern det barn. Tag det væk. Jeg vil ikke se det for mine øjne.”
Hedvig begriber ikke, hvad der ligger til grund for hans afvisning. Hvad er grunden til hans ændrede syn? Hvorfor tåler han ikke synet af hende? Hvorfor vil han ikke se hende?
Hjalmer har selv sagt, at Hedvig altid har ørerne med sig. Alligevel krænker han hende ved gang på gang at fortælle om hendes vanskæbne.
Han vader ind i hendes urørlighedszone.
Den overspændte Gregers bilder hende ind, at hun måske kan vinde sin far, hvis hun ofrer det bedste, hun har. Hun tager pistolen med ind på loftet. Hjalmer råber, så hun let hører det gennem den tynde væg:
”Hvis jeg spurgte hende: Hedvig er du villig til at give slip på livet for mig? Jo, tak. Du skulle nok få høre, hvad svar jeg fik.”
I det sekund høres skuddet fra pistolen. Den forskruede Gregers siger: ”Hun har skudt Vildanden for at ofre til dig. Hun ville have din kærlighed igen. Hun syntes ikke, hun kunne leve uden.”
Hjalmer styrter ind på loftet og råber: ”Hun ligger på gulvet. Pistolen er gået af. Hun har truffet sig selv.”
Typisk for Hjalmer skriger han: ”Råb om hjælp!”
Han og Gina bærer den døde Hedvig ud. ”Holder du det ud?,” spørges der. Hun svarer: ”Den ene får hjælpe den anden.”
Skal de sammen bære det ubærlige, er der trøst i den indsigt, de udsigtsløse ser.
CITAT:
”Det sete afhænger af øjnene, der ser. Men hvad afhænger så øjnene af? Af sindet.”