Prøv avisen
Bog

Foran os ligger en vidunderlig bog

Allerede i børnehaveklassen skal børnene lave logbog og reflektere over deres mål en udvikling, som Majse Aymo Boots lille roman reflekterer over. Foto: Gyldendal

Majse Aymo Boots roman ”Over os hænger en vidunderlig sol” er en kort bog, men så stofrig, at den kan læsesigen og igen. Med samme fornøjelse

Noget, jeg husker meget tydeligt fra mit liv som barn, er det dobbeltblik, jeg oplevede mig selv med. At jeg nok fortabte mig i tingene, men at jeg også en stor del af tiden, var uhyre bevidst om, at jeg blev set udefra af de voksne, og at det handlede om at få deres anerkendelse.

Jeg var mig bevidst, at jeg også agerede med den intention, at de voksne skulle anerkende mig. ”Mon ikke de voksne nu faktisk ser, at jeg er en kommende balletstjerne”, tænkte jeg, som jeg igen hang der i rebstigen og gjorde øvelser.

Jeg husker bevidstheden og også en lille smag i munden af falskhed, fordi alle bøger fortalte om de her børn, som var helt ubevidst om deres væren, mens jeg mærkede, at det også handlede om, at man som barn spillede barnespillet.

I dag er denne selvrefleksion så at sige blevet institutionaliseret. Allerede i børnehaveklassen skal børnene lave logbog og reflektere over deres mål. Men lur mig, om ikke også disse børn kan læse, hvad de voksne ønsker som mål, og hvordan man skal agere for at gøre sig godt i magthavernes øjne.

Jeg kom til at tænke på disse ting, da jeg læste Majse Aymo Boots 98 små siders nye roman ”Over os hænger en vidunderlig sol”. Om det nu egentlig er en roman, kan man diskutere, i alle fald er det en række af kapitler, der på et forrygende sprogligt plan handler om skoleeleven af i dag. Ikke én bestemt skolelev, men en flerhed af elever i forskellige aldre og køn: ”Jeg er en lang, evt. ranglet elev med våde håndflader og dunet overlæbe, eller snarere en lille, sød og lidt forvirret, hjælpeløst ivrig elev med en del hvalpefedt.”

Det er skoleeleven, der allerede har lært at parafrasere vores normative og altid positivt formulerede vision for den gode skole, hvor skolen ikke er en læringsanstalt, man opsøger for at modtage læring, men en kærlig og omfavnende intuition, der tager sig af det hele menneske.

”Jeg kan opleve små sejre, men også nederlag i skolen såvel fagligt som socialt. Så vender jeg det måske med min klasselærer, hvis det bunder i noget mere personligt jeg kan f.eks. have problemer derhjemme med forældrenes skilsmisse eller jeg taler med skolevejlederen.”

Skolens sprog er indoptaget af eleven, i hvis bevidsthed det tilføjes mere konkrete erfaringer af, hvad man gør og ikke gør: ”Jeg laver mine lektier og demonstrerer rimelig forståelse af stoffet, spændende fra den relevante detailiagttagelse til syntesen, og jeg kaster ikke med madpapir.”

Majse Aymo Boots roman er ikke en roman, der bevæger sig frem efter et plot eller en overordnet handling, snarere er den en form for filtren sig rundt gennem en elevbestands tanker og ikke mindst forestillinger.

Som samlet set giver et noget andet billede af barndommen og dette at være elev, end vi både i mange barndomsskildringer (det uskyldige barn) og institutionstænkninger (det lærende barn), forholder os til.

Det er barndommen som en meget flerdimensionel tilstand, Aymo Boot har fat i, barndommen, hvor man det ene øjeblik kan være et vilddyr fra hårtop til tånegl, det næste øjeblik kan rejse ud af alenlange fantasier, hvor man ubesværet skifter spor, hver gang en fantasi ikke kan komme længere, som for eksempel i mødet med det seksuelle.

At det seksuelle optager barnet, men på en anden måde end den voksne, kommer frem i en række fantasier om skolelæreren med kammens tandmærker i det våde hår, og om en ganske vilter nonne.

Det er også barndommen som en tid, hvor man altid er lidt fremme i tankerne, faktisk sjældent hviler i sig selv som det uberørte barn: ”Jeg myldrer op gennem mig selv. Men det er altid det næste, jeg er interesseret i, aldrig det nuværende, altid det kommende.”

Man kan sige, at Majse Aymo Boots skrift gør, hvad den vil fortælle om, at den så at sige ”performer” sit eget indhold. Som er en form for portræt af eleven gjort fri af hele den instrumentelle tankegang, vi dovent benytter os af.

På både intelligent, ekvilibristisk og tit virkelig morsom vis skriver Majse Aymo Boot eleven frem som et uafgrænseligt mulighedsfelt både hvad angår den fysiske færden i verden og i høj grad også den mentale, og åbner dermed også vores hjernekasser for nye måder at tænke på.

Tak for det.