På den smukke sommeraften i fredags bestod programmet i Tivolis Koncertsal af tre “driftssikre” romantiske værker: Liszt' ungarske fantasi nr. 2 i cis-mol, Griegs klaverkoncert i a-mol, opus 16, samt efter pausen - Dvorks 8. symfoni i G-dur, opus 88. De er jo alle yndede klassikere fra anden halvdel af 1800-tallet, musik med en klar appel til et stort publikum.
Det hele virkede på forhånd nærmest en kende for tilforladeligt, men koncerten udviklede sig nummer for nummer til at blive noget mere: en tankevækkende oplevelse. For hvad er det, der gør en dirigent til noget andet og mere end en mand, der står på et podium foran et orkester og blot svinger taktstokken op og ned?
To dage inden koncerten havde man modtaget den triste meddelelse om Rafael Frhbeck de Burgos' død. Den 80-årige karismatiske chefdirigent for DRSO havde blot en uge forinden officielt indstillet sin karriere. Tabet af ham vibrerede endnu i sindet, mens den 29-årige finske dirigent Santtu-Matias Rouvali med stor energi førte Tivolis Symfoniorkester gennem Liszts kendte toner. En lovende optakt, men intet varsel om, hvad der skulle komme. Til gengæld var det ikke overraskende, at Griegs klaverkoncert blev så fornemt forløst, som tilfældet var. For ved tangenterne sad Jens Elvekjær, der i sit spil på lykkelig vis forener følsomhed, timing og hvad man med et noget svævende udtryk, indrømmer jeg kunne kalde “musikalsk intelligens”.
Rigtigt tankevækkende blev det først efter pausen, hvor Rouvali for alvor fik vist, hvor stort et talent han er. Hans intense og meget sprælske måde at lede et orkester på er nemlig ikke spil for galleriet. Det var tydeligt, at han vidste, hvor han ville hen med sin fortolkning. Den var som den unge mand selv umiskendeligt præget af tempo og fremdrift, hans store, fejende armbevægelser hænger sammen en eminent slagteknik, slagene kommer foran musikernes indsats og løfter dermed hele niveauet. I Dvork skete det i en grad, så anmelderens tanker gik på langfart eller rettere vendte tilbage til Rafael Frhbeck og den tomme plads, han har efterladt sig. Kunne Rouvali være et emne? Man skyder i første omgang tanken fra sig, for springet forekommer umiddelbart for stort. Kan man efter de lykkelige år med den nærmest faderlige spanske maestro vælge en ung finsk sprællemand? “Hvis du er god nok, er du også gammel nok,” skal Daniel Agger, anføreren for det danske fodboldlandshold ved en lejlighed have erklæret. Vel er der en verden til forskel mellem fodbold og klassisk musik, og vel mangler Rouvali endnu en del i erfaring og personlig pondus til at kunne matche DRSO, men alene det, at tanken melder sig, fortæller meget om den unge finnes helt usædvanlige talent.