”Ved siden af mig får en underkorporal hovedet revet af. Han løber nogle skridt videre, men blodet står som et springvand op af halsen.”
Det er så makabert, at man næsten er led ved sin lyst til at læse mere, men sådan er ”Intet nyt fra Vestfronten”; udpenslende, uappetitlig, gribende.
Vi taler om en af de vigtigste romaner om soldatens virkelighed under Første Verdenskrig. Den udkom første gang i 1929 og siden utallige gange i utallige lande. Trods sin erklærede hensigt om ikke at være en anklage kan den vanskeligt læses som andet end et opgør med det samfund, der sendte millioner af unge mennesker i døden. Derfor var ikke alle begejstrede: Da filmatiseringen havde premiere, saboterede nazister forestillingen ved at slippe mus løs i biografsalen.
Nu genudgives den herhjemme i anledning af 100-året for udbruddet af krigen. Tom Kristensens gamle oversættelse fra 1929 er bibeholdt, og den fungerer stort set udmærket, selvom den i sagens natur lyder lidt gammeldags sine steder. Klaus Rifbjerg har skrevet et ganske kort forord til den nye udgave, hvor han helt oplagt inddrager Ernst Jngers berømte, romantiske og heroiske epos om sine erfaringer ved fronten, ”I stålstormen” fra 1920, der under en vis bevågenhed udkom på dansk for få år siden. For Jnger var fronterfaringen det dybeste og mest ægte, et menneske kunne opleve.
Er Remarque så en anti-Jnger? Ja, og så alligevel ikke. Remarque værdsatte faktisk Jngers krigsskildring, og over lange strækninger minder hans egen roman om ”I stålstormen”s rå, nøgterne reportager om, hvordan det faktisk var at være i ”suppedasen”, som soldaterne kaldte fronten; hvordan lød kuglerne og granaterne, hvordan ser der ud i en skyttegrav, hvilke håndvåben brugte man, hvordan stormer man en fjendtlig skyttegrav, hvordan går man i dækning, hvordan virker giftgas og så videre? Lange passager er som krigsscener fra en film. Det larmer, krig er infernalsk støj. Som hos Jnger døs der hele tiden, kroppe lemlæstes, lig går i forrådnelse og eksploderer. Frastødende er det.
For både Jnger og Remarque overskrider man i krigen hverdagens erfaringer og når frem eller ned til noget dybere, mere elementært og instinktivt. Det forherliges hos Jnger, mens det for Remarque blot er primitivt og dyrisk. Soldatens virkelighed hos Remarque handler om angst, dårlige nerver, mad, skrigende tarme, latrinbesøg, og forråelse. Der findes skam eksempler på heroisme, opofrelse og soldaterkammeratskab hos ham, men altid på en tragisk og beskidt baggrund.
Der er uforglemmelige scener i bogen. For eksempel skildringen af de tyske soldater, der i kraterlandskabet leder efter bronzeringe fra håndgranater og silkeskærme fra franske lyskugler, som de sender hjem til deres koner og kærester. Der er også groteske situationer, som da hovedpersonen med sit kompagni er på vej til fronten og går forbi et stort parti nye, friske kister, der allerede er bestilt til dem.
”Intet nyt fra Vestfronten” er som litteratur betragtet mådelig og slet ikke på niveau med ”I stålstormen”. Den fungerer bedst, når den holder sig til de rå, nøgne skildringer af soldaterlivet, ellers bliver Remarque nemt floskuløs og sødladen. Alligevel rammer romanen lige i hjertekulen, sikkert fordi den minder så meget om et vidnesbyrd. Man skal huske sig selv på, at det faktisk er en roman, der fortælles af ”Paul” og handler om syv klassekammerater, der af deres entusiastiske skolelærer lokkes til at melde sig frivilligt og ender i samme regiment. Beskrivelsen af en kuldslået og desillusioneret generation, for hvem krigen annullerede alt, hvad de havde hørt om og troet på, er stadig stærk. Hvad betyder tysk kultur og dannelse på Flanderns røde marker?