Den sidste bog fra Camus

Albert Camus' kærlighed til sin mor skinner igennem i denne selvbiografiske roman.
Albert Camus' kærlighed til sin mor skinner igennem i denne selvbiografiske roman. . Foto: Scanpix.

”Det første menneske” fandt man i Albert Camus' mappe, da han omkom ved en trafikulykke den 4. januar 1960.

Romanen handler om Camus' barndom i Algeriet. Et paradis, som Camus måtte forlade for at få Nobelprisen i litteratur. Selvom Camus kom til at kende mange kvinder igennem sit korte liv, forblev moren den vigtigste af dem alle.

Følelsesmæssigt havde moren det som sneglen, der trækker sig ind i sit hus, når nogen strejfer dens tentakler. Men med sin pågående tysthed eller sin dragende utilgængelighed var hun det menneske, Albert Camus nærede de inderligste følelser for. Og hun er også anledning til de berømte linjer, der fremkaldte hvidglødende raseri hos samtidens kulturradikale: ”Jeg tror på retfærdigheden, men jeg vil forsvare min mor, før jeg forsvarer retfærdigheden.”

”Det første menneske” begynder med hovedpersonen Jacques Cormerys fødsel i 1913, der finder sted under forhold, som minder om juleevangeliet. Men der er til gengæld ikke for to øre sødsuppe i Camus' skildring af opvæksten i fattigkvarteret Belcourt. Jacques er imidlertid i sit es, når han sammen med sine kammerater hengiver sig til den nordafrikanske natur: ”De herskede over livet og havet, og den største pragt, verden kunne give dem, tog de imod og brugte uden mådehold som fyrster, der er sikre på deres uerstattelige rigdomme.”

”Det første menneske” er Camus' camouflerede selvbiografi. Jean-Paul Sartre, som Camus både lærte at kende som ven og som uven, skrev også sine erindringer. Sartre beskriver i ”Ordene” et opbrud og en afsked fra barndommen. Hos Camus er det omvendt. Her er det en tilbagevenden til Algeriets hede, uskyld og enkelthed. Sartre skriver trompeterende i sine erindringer, at han heldigvis voksede op uden noget ”over-jeg”, eftersom hans far døde ung. Camus' far falder under Første Verdenskrig, da Albert kun er et år. Men med ”Det første menneske” ville han rejse ham et mindesmærke.

”Det første menneske” er mennesket uden rødder, uden fortid, uden erindring. Sådan som det var tilfældet for de franske immigranter i Algeriet, der skulle begynde en tilværelse helt fra bunden. Romanen handler om mennesker, der er værd at tage pejling af, fordi de er personligheder af karat, og fordi der er noget stærkt og uforfalsket over alt, hvad de har med at gøre. Som Camus' lærer Louis Germain, der i romanen hedder Bernard. Camus skrev til ham, efter at han modtog Nobelprisen: ”Uden Dem, uden den kærlige hånd, som De rakte ud mod mig, det lille fattige barn, uden Deres undervisning og Deres eksempel, ville intet af alt dette være sket.”

Brevet er optrykt bagest i bogen og understreger dermed det selvbiografiske, men også det ufærdige ved værket. Da Jacques har spillet tennis, står der, at han rankede sig ”uden at miste en centimeter af sin højde”. Når man ranker sig, plejer man jo heller ikke at blive mindre “

Ikke desto mindre er det et kæmpearsenal af menneskelig erfaring, der finder sit udtryk i ”Det første menneske”. Kendetegnende for hovedpersonens åndelige habitus er det, at han besidder fremdrift og mental styrke til at bære de slag, tilværelsen giver. Ligesom der er en åndelig appetit og et videbegær i ham, som man genkender fra Camus' egne dagbøger.

”Der er ikke mange, der bliver ved med at være ødsle, når de har råd til det,” hedder det i romanen. Men Camus var en af dem. På de allersidste sider i bogen skriver Louis Germain til Camus: ”Det er en meget stor tilfredsstillelse for mig at konstatere, at din berømmelse (det er jo sandheden) ikke er steget dig til hovedet. Du er forblevet Camus: bravo.”