I sen alder, efter jeg havde forladt Rejseholdet, studerede jeg kunsthistorie og litteratur på Københavns Universitet, som jeg altid har interesseret mig for. I forbindelse med en opgave på Glyptoteket i København i 1995 stødte jeg tilfældigt på et kunstværk. Jeg vil sige det på den måde, at det på én gang var meget stort og bevægende og samtidig havde en personlig resonans.
Værket var en skulptur af Rudolph Tegner, ”Gravmæle over kunstnerens mor”. Jeg havde aldrig været særligt optaget af skulpturer, men snarere litteraturens store værker. Men her ramte noget mig, og jeg tænkte meget over, hvad der var, jeg stod over for. Jeg ville dykke ned i det og fandt ud af, at skulpturen på Glyptoteket er et mindesmærke, som brygger Jacobsen købte til ære for sin hustru. Den er rejst i bronze på Helsingør Kirkegård, er lavet i gips på Statens Museum for Kunst, og monumentet i Glyptoteket står flot i hvid marmorering indrammet i sort granit.
Tegner lavede gravmælet i 1899, kort tid efter sin mors død, og det er langt fra et klassisk gravmæle, man kan forestille sig fra slutningen af 1800-tallet. Det viser sig som en ganske bemærkelsesværdig smuk og sensuel kvindekrop, der vender sin ryg til beskueren, og forlader den verden, vi befinder os i. Hun forener sig med klippen, og håret smyger sig ned ad den nøgne ryg og ind i klippen som en slags navlestreng og kontakt til materialet, hun er skabt af. Klippen lægger sig utroligt ømt og beskyttende omkring denne spinkle og sårbare kvindeskikkelse.
Skulpturen understreger for mig et glimt af sandheden om det håb, som man har til de kære, der er borte, og også et håb til en selv. Vi kommer jo ikke uden om, at tilværelsen er baseret på en tidsindstillet periode frem mod døden. Men troen på tro, håb og kærlighed viser sig som en illustration i Tegners skulptur af moderens død. Det rækker længere end hans mor og bliver for mig både personligt og universelt.
Da jeg stod der foran skulpturen, opstod der en stille storhed. Det var ikke en dør, der åbnede sig med et brag. Den åbnede sig stille og roligt ind til et rum, som giver anledning til refleksion og anledning til noget nyt i universet. Det er efter min mening markant for Rudolph Tegner at beskæftige sig med disse ting intensivt, og jeg har siden skrevet om ham som kurator for en udstilling med hans skitser og malerier. Skulpturen har altså påvirket mig selv og mit liv siden første møde. Jeg har været formand for støtteforeningen Rudolph Tegners Venner, og jeg har set Tegners gravmæle to gange i år. Jeg er i den heldige position, at Tegner-museet nærmest befinder sig i min baghave. Det holder stadig.
Jeg har bemærket, at Jakob Knudsens morgensang ”Se, nu stiger solen af havets skød”, på en fin måde lægger tekst til Tegners skulptur. Jeg tvivler på, at de to har haft noget med hinanden at gøre. Det er de samme stærke følelser, der opstår, når man synger ”Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav: Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Tegner betegnede sig i modsætning til Knudsen som ateist, selvom jeg nu tvivler på det. Hvis man virkelig studerer ham, ser man, at han stræber efter de store spørgsmål om universet og om en selv, og jeg fornemmer en dyb respekt for det store mysterium.
Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at en skulptur ville påvirke mig så meget. Men Tegners monument åbnede mine øjne for skulpturkunsten. Engang, da jeg arbejdede i PET, fik jeg mulighed for at vælge et kunstværk fra Statens Museum, som var skulpturen ”Kvinden der holder en hemmelighed i sin hånd” af Henrik Starcke. Det er skåret i rå cement og står i stærk kontrast til den yndefulde og graciøse kvinde. Nænsomt former hun hænderne om noget hemmeligt, som kun hun kan se og værner om. Det er et smukt symbol på evnen til at beskytte og udvise omsorg samtidig. Det skulle være en daglig påmindelse om PET's arbejde.
Jeg kan i allerhøjeste grad anbefale alle at se Tegners gravmæle og museum i Nordsjælland. Han er en meget interessant person og samtidig rædselsfuldt provokerende. Museet syd for Dronningmølle slår som en knytnæve den ellers smukke natur omkring, og den grå betonbunker ligner en reminiscens fra en anden verden. Alt er symbolistisk og skabt ud af hans egen opfattelse af sig selv og omgivelserne. Han overrasker og skaber undren og er ekstremt kraftig i sin udfoldelse. Man kan ikke komme uden om Tegner.