Prøv avisen
Bog

Sandalmagernes gade er en blindgyde

Hvis Nis Petersen er glemt af læserne i dag er det ikke uden grund, mener anmelderen. Foto: Scanpix

Der kræves en del forudsætninger for at komme igennem Nis Petersens romanhit fra 1931, ”Sandalmagernes Gade”. Man må for eksempel mindst have den lille latinprøve, ikke så meget for sprogets skyld som for at have den glubende interesse, der skal til, for det gamle Rom på Marcus Aurelius' tid, hvor forfølgelserne af de første kristne menigheder fandt sted.

I dag, hvor meget få læser latin, er romanens historie næsten umulig at afsætte. Det gamle Rom som horisont får straks læseren til at tænke på Asterix, som meget i romanens påhitsomme sammenligninger minder om. Men skønt det er skægt at se for eksempel en bærestol opfattet som en bil med fakler som lygter, er den slags glæder ikke nok til at bære læseren igennem de mange sider. Romanens røde tråd er uhyre flosset og præget af en allegorisk dimension, så man hele tiden falder ud af fiktionen.

Romanen handler om Danmark cirka 1930 forklædt som det gamle Rom, hvor de kristne sekter overføres på 1930'ernes politiske (måske kommunistiske) sekter. Dog skal det tilføjes, at allegorien ikke er gennemført. Bogens stil består konstant i at gennemhulle fortællingen om Rom med fortællerens nutidige 1930-viden. Man har for eksempel selvfølgelig en slags aviser i det gamle Rom, og de beskrives således:

”Til daglig optoges hulen af redaktionen af den ægyptiske presse. Hertil indløb al reportage, her redigeredes de politiske ledere, og her mødte de 50-60 tobenede aviser for at blive påfyldt det stof, der fra den sjette time skulle spredes ud over byen gennem overklassens spiseselskaber, mondæne beværtninger og andre abonnenter.”

Man ser for sig mundtlige aviser på to ben, der genfortællende løber gennem byen og spreder nyheder. God idé og sådan er det hele tiden. Rom og nutiden er i princippet det samme, blot lidt pudsigt forskellige. Og man spørger sig selv, om disse opfindsomheder mellem Rom og nutiden er romanens egentlige fremdrift.

Thomas Harder har skrevet forord til udgivelsen, og han gør det sobert, dog uden den store begejstring. Men han mener, at man i romanen møder ”en i sjælden grad uforfærdet fortæller, fuld af sproglig dynamik, satirisk friskhed og indlevelsesevne, og ikke mindst (oplever man) at være vendt hjem efter et intenst ophold i en lyslevende antik storby”.

Ja, det kan han have ret i alt sammen i det enkelte kapitel, men det er ikke nok til at vedligeholde ens interesse, når man har fanget metoden og ser den gentaget igen og igen.

Romanen blev en stor succes i 1931. Det bliver den ikke i 2014. Vi behøver ikke længere fortidens fiktive skjul til vores nutidsfortællinger og slet ikke det gamle Roms. Hvis romanen er en klassiker i dansk litteratur, må det være for dens umådeholdende og formålsløse sammenblanding af fortid og nutid.