Glem alt om e-bøger, her kommer den ægte vare

Samtlige overleverede islandske sagaer foreligger nu på dansk i en fantastisk flot bogboks. Det er både overraskende, velkendt og spændende læsning

Et stort hold af oversættere og konsulenter har sammen løst den store opgave. I spidsen for udgaven står Annette Lassen.
Et stort hold af oversættere og konsulenter har sammen løst den store opgave. I spidsen for udgaven står Annette Lassen. . Foto: Paw Gissel.

Sprogforsker Annette Lassen har stået for denne nye udgave af de 40 gamle islændingesagaer, der findes, og af de 49 såkaldte totter, som er mindre historier. Med sig har hun haft et helt hold af oversættere og konsulenter, der sammen har løst den store opgave at få det hele oversat til dansk. Den bedrift er i sig selv en saga værd og af en karakter, som jeg indtil videre kun har nået at gøre et løseligt skøn over. Her er stof til måneders læsning og fordybelse.

”Islændingesagaerne Samtlige sagaer og niogfyrre totter”. Det hele fylder fem digre bind og er på i alt 2500 sider. Siderne er ikke af pergament, men dog indbundet i rød shirting. Det er rigtige bøger med fine illustrationer. Bindene er samlet i en boks, der giver indtryk af et monument, og som vil få enhver e-bogsudgave til at blegne og syne af alt for lidt. Det her er for bogelskere med hang til tung materialitet e-bog, go home!

Monumental er også den bedrift, der ligger bag fra oversætternes og udgiverens side. Endelig kan vi på dansk læse alle de islandske sagaer. Vi kender jo nok i forvejen ”Egils saga” og ”Njals saga”, men hvem har lige læst ”Ølhættes saga”, ”Guld-Tores saga” og ”Sagaen om Den snu Ræv”? 

I ”Guld-Tores saga” optræder der noget så sjældent som drager, der vogter guld. Tore bliver udstyret med en kjortel, der gør ham usårlig, og med hjelm og sværd og en magisk handske, der ved berøring kan helbrede hans mænd. Tore gør det af med nogle af dragerne og slæber guld med sig hjem. Guldet bliver dog hans skæbne. Det bliver ikke anledning til lykke, men evindelig ufred. Jo ældre han bliver, jo ondere og hårdere bliver han at have med at gøre, og til sidst forvandles han selv til en drage, der vogter over sit guld.

Det er ikke lige den slags overnaturlige hændelser, man normalt forbinder med sagaerne. Som vi er vant til at blive præsenteret for dem, virker de netop meget realistiske i deres skildringer, om end der findes lidt magi hist og her. Men her er det altså anderledes, ligesom det også er i ”Sagaen om Den snu Ræv”.

Den handler om en mand, der ligesom vi kender ham fra eventyrene regnes for en tosse, men som viser sig at have evner ud over det sædvanlige. Ræv er en opfinder med teknisk snilde. Han kan ikke bare bygge en storartet båd, men også en fæstning, der på grund af et sindrigt vandingssystem ikke kan brænde, når fjenden forsøger at sætte ild til den. Mænd ser ned på ham og regner ham for homoseksuel, men de bliver klogere. Eller rettere han slår dem systematisk og velovervejet ihjel. Han er en anden type end den velkendte helt, der nok er vis, men først og fremmest kan slå til de andre i åben kamp med sin råstyrke.

Således åbner den fuldstændige udgivelse af de islandske sagaer for en mere nuanceret opfattelse af, hvad en saga kan være. Den kan være lang, storladen og skæbnetung som ”Njals saga”, men den kan altså også være meget mere let og skæmtende som den lille ”Ølhættes saga”, der er på blot syv sider. Den viser, at det ikke er høvisk sagatale hele vejen igennem, men at tonen også kan være lav. I denne saga håner Brodde Gudmund, da denne truer med at spærre et pas for ham. Til ham siger Brodde, at ”du kan ikke engang bevogte det lille pas, der er mellem dine baller”.

Saga er et spørgsmål om stil. Man kender sagaen på dens knappe stil og på dens formler som for eksempel ”Thorkel hed en mand” og ”Nu er der at fortælle“”. Men som man fornemmer i denne samlede udgave, så er der mere end én stilart på færde i sagaerne. De er også blevet til over et par hundrede år, så det er måske ikke så underligt, at der er kraftige variationer.

Inden for den enkelte saga er der også flere stilarter på færde. Der er den prosaiske fortælling, som det ene øjeblik keder en nutidig læser med sine mange slægtsoversigter, men som i næste øjeblik også rummer så meget action, at man tryllebundet vender side efter side. Man må se, hvad der sker, når bønder elsker ud over al samfundsmæssig rimelighed og udæsker hinanden til tvekamp selv for den mindste fornærmelse.

Og så er der kvadene, for de hårdnakkede islændinge har også hang til at udtrykke deres følelser og det sker på vers. Skjaldekvadene er fulde af poetiske omskrivninger de såkaldte kendinger som kan være noget svære for os at fortolke. Men her træder oversætterne til og kommer med løbende forklaringer. I ”Gunløg Slangetunges saga” som hidtil har heddet ”Gunløg Ormstunges saga” kvæder Gunløg dette vers, inden han går i kamp med Ravn om den underskønne Helga, som de begge begærer:

Nu er jeg rede til

holmgang på tinget

med blottet sværdklinge,

Gud give skjalden lykke,

jeg skal kløve Helgas

lokkers stol, med lysende

sværd jeg endelig skiller

skvattets knold fra kroppen.

”Helgas lokkers stol” betyder Ravns brystkasse, hvad man måske nok kunne regne ud, mens der i mange andre vers findes langt vanskelige billeder, som det kræver mere ekspertise at udlægge. Men det bliver altså gjort, og det er godt for formidlingen af sagaerne. Dog risikerer man også at miste en del af poesien og følelsen, når man som oversætterne her holder sig tæt til originalen. Det aktualiserer en gammel debat om, hvem der kan og bør oversætte kvadene, så de både lever og er tro mod forlægget skal det være filologerne eller digterne?

I den rørende ”Egils saga” mister Egil begge sine sønner og klager over sin ulykke. I filologen Rolf Stavnems oversættelse lyder det sådan:

”For min slægt/ slutter her, /lig-slåede som /skovens stammer. /Ingen mand/ er munter,/ som frændes lig/ fra huset fragter.”

De samme strofer lyder i digteren Johannes V. Jensens friere oversættelse sådan:

”Thi med min Æt/ lakker det mod Enden,/ som en Skov skæmmet af Stormen./ Den Mand har mistet/ sin Munterhed,/ der har set sine Dyrebare/ baaret som Lig over Dørtærskelen.”

Der er mere fynd over Jensens oversættelse, der til gengæld omformulerer kendingerne og dermed mere gendigter end gengiver strofernes indhold.

De nye oversættelser har en anden tone, end man er vant til i den gamle oversættelse af N.M. Petersen fra 1800-tallet. Det er den udgave, jeg selv har stående i seks bind, og som mange andre danske sagalæsere nok også har haft som deres primære adgang til sagaerne.

I forhold til den oversættelse er der sket mange og gode forandringer i den nye oversættelse. Da de to elskende, Helga og Gunløg, ser hinanden ved et bryllup efter tre et halvt års adskillelse, står der således i N.M. Petersens oversættelse:

”Kvinderne tog sæde på tværbænken, og Helga den Fagre sad hos bruden. Tit og ofte vekslede Helga og Gunløg øjekast, så det gik, som det hedder i ordsproget, at øjet er trygt vidne, om kvinde elsker mand.”

I den nye oversættelse af Rolf Stavnem lyder den samme sekvens sådan:

”Kvinderne sad på en bænk, og Helga den Skønne sad ved siden af bruden. Hun så ofte på Gunløg, og der viste det sig, som man siger, at en kvindes øjne ikke kan skjule, hvis hun elsker en mand.”

Der er blevet til et mere nutidigt og ligefremt dansk, som rykker sagaerne ud af det særlige arkaiske stilleje, som N.M. Petersen forlenede dem med. Opdateringen af sproget gør også, at en mand kan blive chokeret, få en chance, acceptere noget, være positiv og aggressiv og indgå våbenhvile. Det er ikke just oldnordiske begreber, men de bringer til gengæld sagaerne tættere på os selv og vores sprog. Det er også godt nok, selvom man lige skal vænne sig til det, hvis man er vant til den gamle oversættelse. Der er nemlig rigelige mængder af forhold i sagaerne, der virker så fremmede og mærkelige i dag, at man skal anstrenge sig for at forstå, hvad der egentlig foregår. Alene de æresbegreber, som de gamle islændinge agerer efter, virker så urimelige og (selv-)destruktive, at man må gå i rette med sig selv for ikke at dømme dem helt vanvittige.

Nu er der at fortælle, at Annette Lassen og hendes folk har bestræbt sig på at ”forene et gundigt kendskab til originalteksterne med en mundret dansk og moderne læselighed, så nye læsere kan være med, unge som gamle.”

Det er også lykkedes i de dele, jeg har nået at få læst, og jeg glæder mig til at læse mere og kan kun opfordre andre til selv at gå i gang med historierne om Gisle, Ravnkel, Gudrun og alle de andre. De er godt nok oldnordiske, men slet ikke forældede i deres nye sprogdragter.