Prøv avisen
Arkitektur

Her er der højt til loftet

5 stjerner
Der er udsmykket, som vi aldrig vil se det i et nybygget dansk hus, lige meget til hvilken brug det er. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix

Københavns nye moské på Nørrebro er meget forskellig ude og inde og er som arkitektur betragtet helt unik

Der har været enormt stor fokus på den nye moské i Rovsingsgade på Nørrebro, meget mere end den berettiger til set udefra. Men det er selvfølgelig også på grund af dens ophav og dens religion, at postyret har været. For i gadebilledet gør den ikke meget væsen af sig.

Den passer sig, hvid som den er, respektfuldt og diskret ind mellem Rovsingsgades brutalisbygninger, der alle er firkantede og uindbydende, en rigtig trist industrigade. Men her liver moskéen så alligevel op, som et frisk, nydeligt og diskret pust. Med lille kuppel og spinkel minaret, spinklere kunne den næsten ikke være, den minaret, som mange har frygtet at skulle opleve i et dansk gadebillede.

Hidtil har vi kun haft det over 100 år gamle minaretlignende udluftningstårn ved kloakpumpestationen ved Svanemøllen Station på Østerbro i København.

Moskébyggeriet består af selve moskéen og et stort kulturhus med alle tænkelige faciliteter. Selve moskéen er et stort kæmperum på vel 400 kvadratmeter. Jeg var meget spændt på at komme ind i rummet ville det nu kalde på samme respekt og mane til ro og lavmælt tale som et dansk kirkerum?

Og ja, det gør det helt automatisk. Her er højt til loftet, og der er udsmykket, som vi aldrig vil se det i et nybygget dansk hus, lige meget til hvilken brug det er. Vi skal til Hovedbanegården, Jesuskirken, Glyptoteket eller domkirkerne i Aarhus, Odense eller Haderslev for at finde noget, der minder om det i udtryksglæde og vilje til udsmykning. Eller til fordums pragtrum i Illum, Magasin og Charlottenborg, før man her helt skånselsløst flåede al den oprindelige stolthed ud af rummene.

I moskéen er der med andalusiske ornamentikker som forbillede udsmykket på bedste vis, i træudskæringer og i gipsornamentikker. Det er overvældende, det er smukt og er så udansk anno 2014, som noget overhovedet kan være. Jeg har godt nok til en bog om mønstret murværk i København kunnet finde få, små eksempler på nutidig dansk udsmykning i vores ofte firkantede kassearkitektur, men sammenlignet med, hvad den islamiske kunst kan, er det rene småting.

Her får den på alle tangenter med udtryksglæde og vilje til udsmykning, så det er en ren lyst. Ikke, at vi skal gøre magen til i vore egne bygninger, men hvilken overraskelse at se denne udtryksglæde på dansk grund i 2014. Jeg følte mig helt hensat til den smukke moské i Paris, som jeg gerne besøger, når jeg er i byernes by.

I moskéen tager alle skoene af, når de går ind, som mændene i danske kirker tager hatten af, mens kvinderne, der sidder i første sals højde, gerne må sidde med store hatte. For at få plads til alt fodtøjet er der indrettet praktiske skoskabe, som vi kender opmaganiseringsrum ved danske museer. Der er også vaskerum, så man møder op med rene tæer og fødder.

I danske kirker sidder vi på bænke eller stole, i den russiske kirke i København står man op, men her er der på det store dybtrøde tæppe kun ståplads og plads til, at bedende kan knæle. Som sagt i starten, alene rummets udformning og udsmykning og det store samlende tæppe maner automatisk til stilhed, ro og respekt. Vi er i et helligt rum for bøn og andagt. Her taler man ikke højt, kun imamen.

Men summa summarum: en stor, anderledes og ganske bjergtagende oplevelse rent rummæssigt at komme indendørs i denne rigt udsmykkede moské på Nørrebro i København. Omend den ikke gør meget væsen af sig i gadebilledet, så bidrager den positivt til multikulturel mangfoldighed i den danske hovedstad. Giv moskéen en chance, og besøg den endelig, før man selv danner sig sin mening om den. Det er ikke nok at kigge udefra.