Sangglade nordjyder til maratonsang fra Højskolesangbogen

Traditionen med fællessang fra Højskolesangbogen på årets længste dag har bredt sig til Nordjylland, hvor 500 borgere i lørdags satte hinanden stævne ved Dronninglund Kunstcenter

82 sange fra højskolesangbogen blev sunget fra klokken 10.00 til klokken 21.00. Heriblandt var flere publikumsønsker.
82 sange fra højskolesangbogen blev sunget fra klokken 10.00 til klokken 21.00. Heriblandt var flere publikumsønsker. .

Paraplyer i et væld af farver og interimistiske, hjemmelavede hatte af plastikposer dækker de omtrent 500 sangglade nordjyder, der sidder med Højskolesangbogen foran sig i gården midt i lunden ved Dronninglund Kunstcenter.

Duften af filterkaffe blander sig med toner af sommerregn og våd skovbund.

Den danske sommer har sveget arrangørerne. Men trods en grå himmel og regndråber på sangbogen, så banker blodrøde hjerter taktfast videre for at nyde en hel dag med fællesskab om den danske sangskat.

Deltagerne kryber i ly hos sidemanden ved de seks langborde op mod scenen, hvor dagens værter, studenterpræst Hanne Dahl og initiativtager, højskoleforstander og tidligere DR-journalist Frode Muldkjær, gør klar til at skyde maratonet i gang. Sidstnævnte har oplevet stor interesse for arrangementet op til dagen, og det forklarer han primært med et ønske om samhørighed.

”Højskolesangbogen er et nationalt symbol ligesom dannebrog og rugbrød, som vi kan samles om, uanset om vi ellers er uenige om mangt og meget rent politisk. Vi føler fællesskab, når vi synger sammen,” forklarer Frode Muldkjær.

Han fremhæver Højskolesangbogen som noget ganske særligt, fordi den både indeholder de gamle sange og fornyr sig i hver udgave.

Frode Muldkjær, der tidligere var formand for Børnerådet og Børns vilkår, fremhæver én af sine egne store favoritter fra Højskolesangbogen, nemlig ”Jeg ved en lærkerede”.

”Den handler om barnets empati og fantastiske evne til at beskytte. Samtidig rummer den også barnets ønske til de voksne om, at de skal passe på det. Og så er den vel én af de eneste sange, som de fleste danskere kan udenad bortset altså fra 'Sejler op ad åen'”, siger han.

I alt 13 kendte sangværter er inviteret til at vælge en håndfuld sange ud fra de 572 sange i Højskolesangbogens 18. udgave fra 2006 og knytte en personlig eller faglig kommentar til valget.

Formanden for folketingets kulturudvalg, den nordjyske socialdemokrat Flemming Møller Mortensen, har æren af at være først og vælge sine favoritter blandt morgensangene.

”Nu er jeg født glad i livet, så jeg holder også meget af regnvejr. Arrangementet i dag hedder 'Velkommen i den grønne lund', og så kunne man spørge sig selv, hvorfor lunden er så grøn?”, begynder han.

Kulturudvalgsformanden, der også har stærke bånd til Rødding Højskole, fremhæver, at Højskolesangbogen for ham er indbegrebet af fællesskab og danskhed i sin allermest positive forstand.

”Friheden til at være i livet og ligheden,” siger han og kæder det sammen med mangfoldigheden i farvevalget på de fremmødtes paraplyer.

Hans valg af morgensange spænder også historisk bredt. Første er et af Grundtvigs 80 bidrag i den nyeste udgave af Højskolesangbogen: ”Den signede dag” over til Benny Andersens 1972-klassiker: ”Svantes lykkelige dag”.

Lyse og mørke stemmer blander sig. Forsigtige tenorer blander sig med brølende bassangere. Pludselig akkompagneres det hele af lyn og torden, hvilket til sidst får arrangørerne til at sende dagens store sangkor indenfor, hvor en sal er gjort klar på forhånd. Deltagere med dug på brilleglassene og pjusket hår løfter bænkene ind, varmer sig på kaffe i papbægre og er klar til at synge igen.

”Det gik desværre ikke, selv om det er en smuk kulisse derude. Men dråber fra naboens paraply ramte lige ned i sangbogen,” som én fortæller.

Og således fra morgen til aften, fra sommer til vinter, om tro og kærlighed. Tidligere sportsdirektør i AaB Lynge Jakobsen, sanger Erik Grip og mange andre kendte sangværter guider maraton-sangerne gennem Højskolesangbogen.

Heriblandt tidligere formand for folketinget Christian Mejdahl fra Venstre, som har fået æren af at knytte faglige eller private historier til sine sangvalg fra vinter-, jul- og nytårsrepertoiret.

Hele sit liv har Højskolesangbogen dannet ramme for samvær og sammenhold for ham. Den nærmeste familie samles eksempelvis stadig en gang om måneden for at synge fra Højskolesangbogen. I sin tid på landbrugsskolen startede timerne også gerne med en sang fra samme.

Han bakker gerne op om, at maratonsang bliver en fast tradition i Nordjylland.

”Det startede jo i København, men det skal selvfølgelig også herud, hvor livet leves,” siger han.

Christian Mejdahl er meget positiv over for, at Højskolesangbogen har udviklet sig og også indeholder eksempelvis Beatles- og Kim Larsen-sange.

”Men min favorit er 340, ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”. Den knytter menneskelivet sammen med det kristne budskab,” begrunder han.

En opfølgning på maratonsangdagen er allerede planlagt til den 21. december, hvor Nordkraft i Aalborg lægger lokaler til.

Arrangør Frode Muldkjær melder om stor tilfredshed og lyst til at gøre maratonsangdagen til en fast tradition i Nordjylland. Det er han rigtig glad for.

”Det er vigtigt at få den slags herud til udkanten, hvor vi er langt fra Folketinget, Operaen og Det Kongelige Teater,” siger han.