Prøv avisen
Interview

Vi måtte jo spise af træet

Som Grundtvig har Lars Busk Sørensen også haft sin "mageløse opdagelse", og den er citeret på titelbladet til "Salmer i vor tid". Foto: Jens Bach

Vi har alt for mange barnlige og klynkende salmer, som Gud må være træt af at lytte til, mener Lars Busk Sørensen. Nu gør han status over 35 år med ”Salmer til vor tid”

”De bedste salmer har jeg endnu ikke skrevet, så jeg beder om mindst 10 år mere, inden jeg bliver rigtig senil“”

Sagt med et smil. Sagt med Lars Busk Sørensens stilfærdige, underspillede vestjyske humor, da Kristeligt Dagblad besøgte ham og digter-hustruen, Bodil Busk Sørensen, i 1996.

Det var i årene, hvor der blev talt meget om den kommende nye salmebog i folkekirken år med hård kritik af de nye salmer, der blev kørt i stilling som bud på en fornyelse af den danske salmeskat.

En af dem, der meldte sig med en fornyelse, var denne folkeskolelærer fra Vestjylland, der ikke engang var teolog og derfor ganske uforvarende bevægede sig ind i teologiske minefelter uden at ane, hvor de farlige sprængladninger lå begravet.

Det har givet skrammer, skriver den nu 84-årige Lars Busk Sørensen i forordet til sin nye ”statusopgørelse” en udgivelse med et udvalg af 158 af hans salmer gennem tiden.

Men på den anden side har han oplevet, at folkekirkens menigheder i vid udstrækning har taget de nye salmer til sig. En af de populære er Busk Sørensens ”Menneske, din egen magt”, som Salmebogskommissionen der forberedte den nye salmebog ikke kunne holde fingrene fra. For teologerne her mente ikke, det kunne passe, at Gud ikke har hænder som Busk Sørensen havde skrevet.

Digteren bøjede sig for presset, men blev stædig og insisterende, da han opdagede, at nogen havde rettet et ord eller der var sket en fejl? i salmens sidste linje. Det vender vi tilbage TIL.

Denne kontrovers lå endnu gemt i fremtidens uforudsigelighed i 1996, da Lars og Bodil Busk Sørensen boede i et gammelt skipperhus i Langerhuse, syd for Harboøre, helt ude på den barske jyske vestkyst, hvor salmedigteren gik morgentur og deklamerede sine halvfærdige forsøg på nye salmer for vestenvind og måger.

Siden flyttede de ind i landet til Lemvig, hvor Lars Busk Sørensen lige nu sidder og funderer lidt på, om han så siden har fået skrevet sine bedste salmer.

Med klædelig beskedenhed nøjes han med at konstatere, at salmerne og dem har han siden fået skrevet over 200 af nok har forandret sig.

”I dag tænker jeg mere på, at en salme jo ikke bare er skrevet til mig selv, men skal bruges af kirkens menighed, og at en salme derfor må formuleres med ord, som kan være fælles for hele menigheden og forhåbentlig være med til at bære deres tro.”

Men samtidig, tilføjes det, er det stadig de personlige refleksioner og anfægtelser, der ligger til grund for den Busk Sørenske salmedigtning.

”Jeg underlægger mig ikke begrænsninger, men prøver blot at tænke på, at en salme skal synges i en menighed. Der skal stadig være plads til anfægtelser og provokationer.”

Lars Busk Sørensen debuterede som digter på Gyldendal i 1959, og var som den tids unge inspireret af Heretica-digterne Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Poul la Cour med flere, men fandt siden frem til salmerne som sit naturlige poetiske stofområde.

”Nogle digtere henter deres inspiration i naturen, andre i erotikken, og for mig blev det så kristendommen,” forklarer han.

Faktisk sluttede allerede hans første digtsamling med et Kristus-digt, men Busk Sørensens første egentlige salme digtet i metriske, sangbare strofer var ”Menneske, din egen magt”.

Under den kan man læse årstallet 1986, for dette år blev hans første salmesamling, inklusiv denne, udgivet, men forklarer Lars Busk Sørensen faktisk blev den digtet allerede i 1979.

Prøvende forelagde han forsøget for hustruen, som sagde god for kvaliteten, og det er også Bodil Busk Sørensen, der nu 35 år senere har været med til at udvælge de 158, der er kommet med i den nye udgivelse, ”Salmer til vor tid”.

”Den er et forsøg på at gøre lidt status over de mange år. Jeg er jo efterhånden kommet op i den alder, hvor man begynder at gøre status, og hvor man ved, at man ikke længere har så mange år tilbage, som der har været. Sådan er det, og det har jeg det fint med. Jeg synes, at jeg har fået alt af tilværelsen, som jeg kunne ønske mig. Meget af det er blevet anderledes, end jeg havde forestillet mig, men jeg kan sige som Svend Auken, da han ikke blev statsminister, men i stedet fik to andre ministerposter, at jeg så 'er blevet skuffet til den gode side'. Det er jeg også, når noget er gået anderledes, end jeg forventede blevet skuffet til den gode side.”

Salmedigtningen, somendte med at blive hans poetiske felt, begyndte for Busk Sørensen som et forsøg på at finde frem til en personlig afklaring i forhold til den kristentro, han havde med sig fra barndomshjemmet i Midtjylland med kirkegang og missionshus.

Denne afklaring lader på en måde stadig vente på sig.

”For der er jo nogle ting, vi aldrig kommer til bunds i. For hvordan kan Gud være den kærlige Gud, samtidig med at der sker så meget forfærdeligt i verden? Er Gud almægtig, må han jo også have ansvar for det, men samtidig tilbeder vi ham som den kærlige Gud. Her er nogle modsætninger, jeg ikke kan få til at nå sammen. På den anden side er vi jo her i livet omgivet af modsætninger, vi må leve med som mennesker.”

Selv om der nu med “Salmer til vor tid” er sat et monument over hans salmedigtning gennem 35 år, betyder det ikke, at salmedigteren er gået på pension. En af de sidste salmer, han har skrevet, og som er så ny, at den ikke nåede at komme med, er til brug for de udsendte danske soldater, bestilt af Soldatermissionen, hvor han skriver om soldatens angst og håb, men også påpeger, at fjenden har et ansigt og et hjem.

Som i dette tilfælde er mange af Lars Busk Sørensens salmer begyndt som et bestillingsarbejde til en kirkeindvielse, en kirkelig organisation, en højskole, kirkefestival eller andet. Foruden salmebogen og Højskolesangbogen er hans salmer med i en række andre sangbøger, blandt andet fra kirkelige organisationer og i skolesangbøger.

Tvivl og anfægtelse er der også i Lars Busk Sørensens salmer, men kærligheden er i fokus. Guds kærlighed og kærlighedens “små søskende”, som han udtrykker det: Tillid, sympati, forståelse, empati, barmhjertighed.

”Det kommer jo nemt til at lyde så sentimentalt, når vi taler om kærlighed, men uden tillid, forståelse, empati og så videre og så videre ville verden bryde sammen. Og bag de ord ligger jo Guds kærlighed. Se på et ægteskab: Hvis kærligheden forsvinder, ender ægteskabet i magtkampe og kaos.”

Som Grundtvig har Lars Busk Sørensen også haft sin ”mageløse opdagelse”, og den er citeret på titelbladet til ”Salmer i vor tid”: Guds kærlighed kommer til os gennem andre mennesker.

”Den erkendelse blev for mig fuldstændig afgørende. Gud sender ikke sine engle for at skabe fred på jorden, men forsøger at gøre os mennesker til redskaber for sin kærlighed, så vi kan arbejde for den.”

”Der er efter min mening alt for mange klynkende salmer, hvor vi synger om os selv som Guds små børn, der skal trøstes og sidde på skødet. Hvor må Gud en gang imellem være træt af al den jamren! Vi er naturligvis svage mennesker, men i stedet for at klynke har Gud sat os på den opgave, at vi udvikler os til voksne, ansvarlige mennesker, der tager livet på os. Det, tror jeg, Gud forventer af os. Gud vil, at vi arbejder for hans kærlighed.”

Og det begyndte altsammen med Adam og Evas syndefald og uddrivelse af Paradis, som vi kan læse om i Bibelen. En tanke, Lars Busk Sørensens har digtet videre på i salmen ”Vi måtte jo spise af træet” fra 2009 (citeret ovenfor).

Den nye, og længe ventede salmebog, som endelig blev autoriseret af Dronningen i 2002 og udkom året efter, blev modtaget af Lars Busk Sørensen med forbeholden begejstring, eller, som opsummeret i en overskrift i Kristeligt Dagblad: ”Glæde uden jubel”.

Han konstaterede dengang, at der i den nye salmebog ”fortsat er alt for meget gammelt og halvdødt gods, som aldrig bliver sunget”. Og det mener han stadig:

”Salmebogskommissionen var alt for forsigtig med at tage nye salmer ind og brugte i stedet mange kræfter på at grave gamle salmer frem og restaurere dem. Salmer, som vi aldrig tidligere havde sunget. Måske fordi man var bange for, at de nye ikke ville holde, men det har jo heldigvis vist sig lige modsat.”

Selv fik Lars Busk Sørensen i den endelige udgave tre af sine salmer med, blandt dem den populære “Menneske, din egen magt” (nr. 370 i Den Danske Salmebog). Den er naturligvis også med i det nye udvalg, og her med den oprindelige ordlyd i tredje linje i 2. vers: “Livets Gud har ingen hænder”. Det fik Salmebogskommissionen ændret til ”Livets Gud har dine hænder”, som der nu står i salmebogen.

”Det gav jo selvfølgelig også mening, så jeg bøjede mig. Men det er en svækkelse i forhold til, at Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender'. Det understreger jo meget stærkere afhængigheden af menneskets ansvarlighed.”

Da første oplag af den nye salmebog kom på gaden, opdagede han så, at der var blevet pillet ved eller sket en fejl? i salmens sidste linje, hvor ordet glemt var blevet erstattet af skjult. Således, at vore synder ikke længere var ”nådig glemt”, som Busk Sørensen havde skrevet, men ”nådig skjult i evighed”.

Efter en protest fra den vestjyske salmedigter, blev fejlen ændret i nye udgaver af salmebogen. Nogle ville måske synes, det kunne være lige meget, om man sang skjult eller glemt, men for Lars Busk Sørensen er der en afgørende forskel:

”Når noget er glemt, så er det væk, men hvis noget er skjult, er det lagt til side og kan tages frem igen. Sådan er Gud ikke. Når Gud tilgiver, så er det væk, som om det aldrig har været,” forklarer han.

Lars Busk Sørensen er poeten, der blev salmedigter. Man kunne også kalde ham for den poetiske salmedigter. Der er poesi og ynde i hans salmer. Hans mål som salmedigter igennem alle årene har været at forene eller sammensmelte poesien og evangeliet, sådan som vi møder det i Jesu lignelser eller Johannes' Åbenbaring. ”Få poesien til at blive salme og salmen til at blive poesi”, som han skriver i forordet til ”Salmer til vor tid”.

”En god salme skal ikke være dogmatik på vers. Der må sættes lige så store kunstneriske krav til en salme, som til et digt. Ellers ender man alt for let i et fromt, velmenende rimeri. En salme skal jo tåle at blive taget frem mange gange, og i modsætning til prædikenen skal salmen ikke forkynde direkte, men skabe billeder i menneskers sind og tankegang, som forhåbentlig kan være med til at bære troen,” siger han og tilføjer:

”Og så skal der være en gnist, en lidenskab i en god salme, ellers bliver det for tamt.”

Samtidig udmærker salmen sig ved, at den skal synges. Derfor er gode melodier afgørende, og her har Lars Busk Sørensen været heldig, synes han selv. Mange komponister har gennem tiderne sat nye melodier til hans salmer. Blandt dem, der har bidraget med flest, er Willy Egmose, Erling Lindgren og Klaus Brinch.

Foruden de allerede kendte omfatter den nye udgivelse 30-40 salmer, som enten ikke har været trykt tidligere, eller som har været udgivet ”under ydmyge omstændigheder”. Samtlige 158 salmer er i udgivelsen forsynet med noder med, i anledning af udgivelsen, nykomponerede melodier til de hidtil uudgivne.