Prøv avisen
Hovedstadens huse

Huset, der ligner en kage

Den populære bagerkæde ”Lagkagehuset” er opkaldt efter den bygning, hvor bageren åbnede sin første butik på Christianshavns Torv i København. Foto: Scanpix

Funkisarkitekterne har sat markant præg på det københavnske bybillede

En kæde af bagerier kaldet ”Lagkagehuset” har i de seneste år haft stor succes i Danmark med filialer i de fleste store byer. Umiddelbart skulle man tro, at ”Lagkagehuset” hedder sådan, fordi man har specialiseret sig i lagkager. Men navnet har faktisk slet ikke noget med lagkager at gøre eller i hvert fald kun lidt. ”Lagkagehuset” er opkaldt efter den bygning, hvor bageren åbnede sin første butik på Christianshavns Torv i København.

Den blev opført i 1929-31 efter tegninger af arkitekt Edvard Thomsen. ”Lagkagehuset” er et øgenavn, som københavnerne hurtigt fandt på til Thomsens hus, simpelthen fordi det ligner en lagkage.

På grunden havde før stået et berygtet fængsel, men Københavns Kommune mente, at det ikke længere kunne bruges, så Thomsen fik til opgave at bygge nyt. Det nyeste nye på dette tidspunkt var funktionalismen, også kaldet funkis. Funkisarkitekterne betragtede sig selv som meget moderne, og funkis er en del af den bevægelse, der kaldes modernismen. Inspirationen kom for eksempel fra Bauhaus-bevægelsen i Tyskland, den schweizisk-franske arkitekt le Corbusier og den svenske arkitekt Gunnar Asplund.

Modernisterne ønskede renhed i formgivningen. Bygningens udseende skulle afspejle dens funktion, og ethvert element, der blot tjente til dekoration, skulle undgås. Det var et ønske om at komme ind til arkitekturens sandhed, en overensstemmelse mellem det indre og det ydre.

Modernismen var blevet til i kølvandet på Anden Verdenskrig som et bevidst opgør med den eksisterende arkitektur, som modernisterne fandt forløjet, uægte, usund og fordummende. Man ville lufte ud efter det, man betragtede som klunkestilens støvede mørke.

Anden halvdel af det 19. århundrede havde været præget af en forkærlighed for historiske stilarter. I forvejen havde arkitekterne søgt deres forbilleder i den klassiske oldtid, men nu blev klassicismen suppleret med bygninger, hvis stiltræk var lånt fra middelalderen, renæssancen og barokken. Perioden 1850-1925 bragte i kraft af industrialiseringen velstand og vækst til byerne i almindelighed og hovedstaden i særdeleshed.

Overalt i Danmark står der banegårde, posthuse, hoteller, teatre, råd- og domhuse og rækker af beboelsesejendomme, der er opført for 100-150 år siden i historiske stilarter med udsmykkede og detaljerige facader præget af stor variation og fantasi.

Nogle af dem ser ud, som om der har været en konditor forbi med en kæmpe sprøjtepose med creme og flødeskum. Det Kongelige Teaters gamle scene, opført 1872-1874, og det samtidige Hotel d'Angleterre, begge på Kongens Nytorv, har facader, der er typiske for arkitekten Vilh. Dahlerups overdådigt dekorative virketrang. Dahlerup var sin tids stjernearkitekt.

Hans eftermæle er imidlertid i høj grad præget af, at arkitekturhistorien er blevet skrevet arkitekter, der selv hyldede funktionalismen. De har helt konsekvent afskrevet Dahlerup som pyntesyg konditor. Et hus skulle jo ligne et hus og ikke en kage.

Modernisterne manglede ikke selvbevidsthed. De mente selv, at de med deres egne huse bidrog til at gøre verden sundere, enklere, renere og lysere. De ville opdrage verden til at forstå, at den ikke havde brug for alt det gamle, men at sand arkitektur skulle være ”tidløs”. Det er et udtryk, der meget ofte hæftes på netop modernismens udtryksform.

Men heller ikke modernisterne levede uden for deres tid. Det er relativt let at genkende og datere et funkishus. Det har ofte rektangulære vinduer, men i modsætning til tidligere, hvor vinduerne var smalle og høje, er modernismens vinduer typisk bredere end de er høje. De ligger ned.

Et andet karakteristisk træk er hjørnevinduerne. Det var også vigtigt for funktionalisterne at udstråle lighed. Facaden er helt uden dekoration, og alle etager er ens. Ingen bor finere end andre.

Arkitekten har endda valgt at understrege etageadskillelserne meget stærkt, så ejendommen fremstår som en etageejendom. De vandrette linjer i bygningen er gennemgående og er fremhævet yderligere ved at huset er malet i to farver, der godt kunne ligne creme og kagebund.

Og så kan man godt forstå, at københavnerne fandt på deres øgenavn. Det er ironisk, at det hus, der netop var beregnet på at ligne et hus og intet andet, for altid skulle blive kendt som huset, der ligner en kage.