Jane Austen med nye briller

Kan man det? Jane Austens ”Stolthed og fordom” som tjenestefolkenes historie? ”Longbourn” er begavet og underholdende, lige til feriekufferten

Keira Knightley i 2005-filmatiseringen af ”Stolthed og fordom”. Jane Austens roman beskæftiger sig mest med personerne ”upstairs” i Bennet-huset, men i den nye roman kommer vi også med ”downstairs”. Foto: Scanpix

Det er svært at lade en succes være i fred.

Tag tv-serien om Inspector Morse, baseret på kriminalromaner af Colin Dexter. Dexter lader Morse dø, men serien dør ikke. Der bliver skrevet videre, Morses assistent Lewis får en ny assistent, Hathaway og så kører den igen, en såkaldt ”se-quel”. Eller man kan berette om den unge Morse, før han blev Inspector Morse, så har man en forløber, en ”pre-quel.”

Det er ikke kriminalforfatteren, den engelske forfatter Jo Baker går i bedene, men derimod Jane Austen, forfatteren til blandt andet den elskede klassiker ”Stolthed og fordom” og ”Fornuft og følelse”. Også Austen har været udsat for lidt af hvert; ”Stolthed og fordom” fra 1813 er for eksempel på film genopstået som Bollywood-musical.

Jo Baker går downstairs i Huset Longbourn, hvor familien Bennet og deres fem giftefærdige døtre bor. Austens ”Stolthed og fordom” fortæller historien om kærlighed og nødvendighed fra en tid, hvor kvinder måtte sikre fremtiden via ægteskab. Familien Bennet er dog kun bipersoner i ”Huset Longbourn”, som udspiller sig i en verden af beskidt vasketøj og natpotter og frostknuder samt lange ventetimer på kuskesædet uden for oplyste vinduer. Her er ingen indiskretion fra tjenestefolkene, ikke nye detaljer om mr. Darcy og miss Elizabeth, det er en selvstændig historie om livet blandt tjenestefolkene.

Som Austen-aficionadofrygter man det værste; kan det virkelig gå godt? Hvorfor skal nogen pille ved den rigtige Austen, hendes ubetalelige dialoger og de skarpe personskildringer? Man går til ”Huset Longbourn” med skepsis, men overgiver sig hurtigt. Jo Bakers roman er både velfortalt og velfungerende en spændende fortælling om dramaerne downstairs.

”Huset Longbourn” følger fortællingen i Austens roman, de kjoler, der bæres hos Austen, vaskes og glattes hos Baker. Når mr. Collins dukker op, den gejstlige fætter, der skal arve Longbourn, fordi familien Bennet ikke har fået sønner, står tjenestefolkene på pinde, fordi de ikke vil miste deres job, når han overtager godset. Mr. Wickham får alen lagt til sin manglende sympati, når han også vil i clinch med den forældreløse tjenestepige, purunge Polly. Men Baker lægger også til Austen, her er sidehistorier om både slavehandel og skjult homoseksualitet.

For det meste er det den viljestærke tjenestepige Sarah, der fortæller. Hun er som forældreløst barn kommet til Longhourn, hvor husholderen mrs. Hill har taget sig af hende. Livet i underetagen er slidsomt, men også her er der både dramatik og hemmeligheder, der afdækkes undervejs. En af dem dukker op i skikkelse af den fåmælte og hemmelighedsfulde herskabstjener James Smith. Mindst velfungerende er romanen, hvor den træder uden for rammerne af godset og af ”Stolthed og fordom”, for eksempel virker historien om James Smiths tilskikkelser i Napoleonskrigene påklistret, ligesom Sarahs historie efter Longbourn ikke er ganske overbevisende.

Men alt i alt er ”Huset Longbourn” vellykket. Austen er det ikke, men som en ganske underholdende roman til hængekøjen i sommerferien kan den bestemt anbefales.