Prøv avisen
Bog

At registrere det oversete

Foto: Gladiator Forlag

Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling har oplagte styrker og nogle svagheder

For en uge siden udtalte digteren Henrik Nordbrandt sig i et tv-interview om, hvorfor der er en markant interesse for lyrik i disse år. Nordbrandt pegede på, at lyrikken tilbyder et rum for fordybelse i de mest personlige følelser og refleksioner, og at dette er et nødvendigt alternativ til disse års ligegyldige medielarm med politikerskandaler, spindoktorer og realitystjerner. Beskrivelsen af, hvordan lyrikken har et fokus på de oplevelser, der ellers overdøves i en moderne medialiseret virkelighed, er rammende, hvis man betragter Lea Marie Løppenthins debutdigtsamling, ”Nervernes adresse”.

Kvaliteten i Løppenthins digte hænger sammen med hendes sans for det, som den franske forfatter Nathalie Sarraute kaldte tropismer, altså de små, umærkelige nuancer i vore følelser og vor omverdensoplevelse.

I digtene finder man et væld af små tropistiske, poetiske fund i sætninger, der kan lyde: ”i popcornlugten uden for Palads kom en far og en søn gående / de var helt indhyllet i deres relation / jeg klassificerede ud fra aldersforskellen og fælles ansigtstræk.” Eller: ”når jeg vender ansigtet i vinduets retning / kan jeg se øjenlågenes tynde blodårer.” Eller: ”jeg ligger i det lange tørre græs så græsset bliver en hjelm for mit baghoved.” Eller helt kort: ”natten er varm og mørk som en biograf.”

Der er dog også to svagheder ved ”Nervernes adresse”. For det første har digtene med deres mange sansninger en tendens til at pege i alle mulige retninger og at fuse ud, uden at en egentlig pointe med det enkelte digt når frem til læseren.

For det andet har digteren en tilbøjelighed til formuleringer, der kan virke lidt kækt-ungdommelige og krukkede. Jeg er for eksempel ikke imponeret af passager som: ”den der skriver tror, hun har oplevet noget forfærdeligt / eller den der skriver har oplevet noget forfærdeligt / og opdager, at hun ikke har opdaget det.” Og jeg kunne også godt have undværet vendinger som: ”jeg begynder hele tiden at græde, men ikke fordi jeg sørger / har ikke tid til at sørge for solen kommer og brænder mig brunere” og ”jeg kan ikke nægte andre en fortrolighed med mit udseende.”

Men bortset fra disse børnesygdomme er Lea Marie Løppenthins digtsamling en fin debut.

Til sidst er det værd at nævne, at bogen er udkommet på Forlaget Gladiator, hvis kendemærke er, at den enkelte forfatter i højere grad skal være herre over sine egne værker. Dette gøres ved, at forfatteren i stedet for den vanlige royaltysats på omkring 15 procent får 50 procent af indtægterne for bogen, samt at digteren efter to år får alle rettigheder til sin bog.

Et glimrende initiativ, der på nyttig vis kan gøre, at der kommer andre vægtige partnere på banen end Gyldendal med hensyn til at udgive det bedste af den såkaldt ”smalle” litteratur.