Forklaringer på livskriser

At en sommerfugls vingeslag i Brasilien kan udløse en orkan i Kina er et kendt udtryk for en meteorologisk viden om årsagssammenhænge i tilværelsens tilsyneladende kaos. I sin nye roman bruger Karin Alvtegen fænomenet som inspiration til at afdække påvirkninger mellem mennesker og rejser dermed en række etiske og eksistentielle spørgsmål. Hvad er det, der gør os til dem, vi er? Har vi en fri vilje, eller er menneskers liv determineret af valg truffet af forældre og deres forældre igen?

Alvtegens roman har tre hovedpersoner, hvis liv er forbundet, to af dem er mor og datter, men den sidstes tilknytning får vi først opklaret sent i forløbet. Det har en vis spændingseffekt, men indeholder også en risiko for manglende sammenhæng. Længe er det kun Bodils og hendes datter Victorias historier, der interesserer. Vi bliver præsenteret for dem på skift, og meget symptomatisk er det to meget isolerede stemmer, vi hører. Samværet mellem mor og datter optræder som en uforløst længsel hos dem begge.

Bodil har forladt sin mand gennem mange år og fundet en lejlighed for sig selv, hvor hun kan få et sidste frirum. Som alvorligt syg afventer hun døden, alt imens hun tænker tilbage på sit liv, der gik galt. Samtidig begynder hendes datter i terapi, og hun afskærer forbindelsen til forældrene i et forsøg på at forstå, hvorfor hun flygter fra mænd og nærhed.

For dem begge handler det om at føle sig fremmed i eget liv, fordi forholdet til forældrene har hæmmet evnen til at vælge selv. Bodils forsigtige, anonyme liv blev til som en reaktion på en psykisk syg mor, hun aldrig kunne stille tilfreds og hvis psykiske problemer igen var svaret på en traumefyldt barndom. Bodil valgte en ægtemand, som var middelmådig kunstner, men forgudet og beskyttet af sin mor, og ham var det umuligt med hendes baggrund at stå op imod. Hun fortsatte barndommens selvundertrykkelse som hustru og mor for Victoria, og dermed var endnu et snærende mønster givet videre til næste generation.

At mennesker har en ofte fatal indflydelse på andres liv er naturligvis en banal erkendelse, som dog har været forløst kunstnerisk utallige gange. For Karin Alvtegen lykkes det ikke helt at undslippe den risiko for skematisk årsagsforklaring, der ligger i inspirationen fra sommerfugleeffekten. Spor fra fortiden bliver for tydelige og gentagelsesmønstret for indlysende. Alligevel bliver vi fanget undervejs i læsningen, især af Bodils og dermed Victorias skæbne. Med mor og datter får vi en indfølende beskrivelse af en årelang, tragisk smerte over liv, levet på andres præmisser, og en smuk afsluttende illustration af forsoningens mulighed trods alt. Her levnes der plads til det frie valg.