Prøv avisen
Hovedstadens huse

Gensyn med barndommens gade

Der er grund til at glæde sig over, at så stor en del af Christianshavns historiske bygningsmasse fra det 17. 18. og 19. århundrede er bevaret, som her Amagergade, hvor Anker Jørgensen boede som barn. Foto: Scanpix

Tidligere statsminister Anker Jørgensens barndomskvarter fortæller vigtig byhistorie

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen (f. 1922) boede i sine første leveår i en lille kummerlig lejlighed i Amagergade på Christianshavn. Christianshavn var dengang et udpræget slumkvarter, det vil sige at beboelserne var af så ringe en kvalitet, at det var direkte sygdomsfremkaldende og livstidsforkortende at bo dér.

Der var kun begrænset eller slet ingen sanitet, lejlighederne var små, skimlede, mørke og fugtige og befolkningstætheden meget stor. Det samme gjaldt dengang kvarteret omkring Adelgade og Borgergade. Det hang ikke mindst sammen med, at det var dele af byen, der havde undgået de store brande i 1700-tallet, og at husene derfor ganske enkelt var meget gamle.

Anker Jørgensen tilhører den generation af socialdemokrater, der kæmpede for at sanere byen og skaffe arbejderklassen lyse, sunde og ordentlige boliger. Overborgmestre som Urban Hansen (1908-1986) og Egon Weidekamp (1921-2000) var de ledende skikkelser, der byggede nyt og rev gammelt ned. Der var tale om en politik, der i høj grad var rodfæstet i personlig erfaring, en ægtefølt indignation over slummens armod. Man ville skabe en bedre fremtid for kommende generationer.

De gode viljer ufortalt var det de københavnske socialdemokraters svaghed, at de manglede sans for kvaliteterne i de gamle, saneringsmodne kvarterer. Det gjaldt også væsentlige historiske kvaliteter. I Den Gamle By i Aarhus kan man bese en smuk københavnsk 1600-talsejendom, Møntmestergården. Den blev som en af de få bygninger reddet, da hele kvarteret omkring Borgergade og Adelgade blev saneret i 1940'erne. Stumperne blev omhyggeligt registreret og bevaret ved nedrivningen i 1944 takket være indsigtsfulde museumsfolk og arkitekter. De lå på depot i mange år, indtil det lykkedes at få huset rekonstrueret i Aarhus i 2009.

I en episode af den elskede tv-serie ”Huset på Christianshavn” fra 1970'erne er det et hovedtema, at gaden skal saneres og beboerne genhuses, og plottet er beboernes vellykkede kamp mod at blive flyttet. Seriens udendørsscener er optaget i Anker Jørgensens Amagergade, og Anker Jørgensen var en af de socialdemokrater, der beskyldte serien for at romantisere slum. Det er et hyppigt genbrugt tema i serien, at lejlighederne er i en elendig forfatning. Symbolsk er det angivet ved den knop på et trappegelænder, der altid falder af. Beværtningen, hvor alle mændene mødes til en hivert og en Hof, hedder ikke for ingenting ”Rottehullet”.

Alligevel holder beboerne af stedet, og seerne kan identificere sig med denne tilknytning til den idylliske gade og kampen imod de anonyme byplanlæggere og spekulanter, der vil ødelægge deres hjem. Det store spørgsmål er jo netop, hvad de havde at byde på som erstatning? De kendte eksempler på socialdemokratisk saneringspolitik udgør jo ikke just nogen god reklame for deres egen sag.

På Nørrebro og Vesterbro affødte myndighedernes ønske om at sanere det gamle slumkvarter flere konflikter med først slumstormerne og siden BZ-bevægelsen. Det lykkedes at få nedrevet mange af de gamle huse og opføre nye i 1980'ernes og 1990'ernes stil, typisk i skalmuret beton. At det skulle forestille at være en løsning var ikke særlig åbenbart. Med rekordfart forslummede kvartererne igen, værst på det indre Nørrebro, hvor bandekriminaliteten har plaget i området omkring Blågårds Plads.

Adelgade/Borgergade er i dag på papiret lyse og åbne beplantede strøg. Men de er bebygget med den slags modernistiske huse, som de fleste finder ucharmerende, og de tiltrækker ikke det samme leben som andre dele af Indre By. Man skal dog ikke afskrive kvarteret. Det kan meget vel gå hen og blive det nye sort, fordi flere og flere får øjnene op for kvaliteterne ved modernismen.

Christianshavn blev også ramt af fornyelsestrangen. ”Ørkenfortet” ved Knippelsbro, oprindeligt opført for Burmeister & Wain i slutningen af 1950'erne, nu ejet af Nordea, er meget vanskeligt at forsone sig med. Udenrigsministeriet på den anden siden af Torvegade har mere for sig, uden at man af den grund kan sige, at det er et byggeri, som man umiddelbart falder for. Det samme kan siges om Arkitektforeningens Hus længere nede af Strandgade, en umage glaskasse.

Alligevel kan man glæde sig over, at så stor en del af Christianshavns historiske bygningsmasse fra det 17. 18. og 19. århundrede er bevaret. Det gælder også Amagergade. I de erindringsinterviews, som Anker Jørgensen har givet på sine gamle dage, giver han faktisk udtryk for en væsentlig mere forsonlig holdning til sin barndoms gade, der ganske rigtig også er meget idyllisk og fashionabel. Der bor ikke mange flyttemænd længere.