Den palmeolie, der flyder i årene

Mødet med den nobelprisvindende forfatter Toni Morrisons roman ”Salomons Sang” blev for Hella Joof et møde med hendes egen afrikanske identitet

Der er særligt en af kvinderne i bogen, som har været mit forbillede, siden jeg først læste den, siger Hella Joof. Illustration: Morten Voigt
Der er særligt en af kvinderne i bogen, som har været mit forbillede, siden jeg først læste den, siger Hella Joof. Illustration: Morten Voigt Foto: Morten Voigt

Jeg var lige midt i de mest forvirrede teenageår, da jeg læste ”Salomons Sang” af Toni Morrison første gang. Det var min mor, der forærede mig den, og jeg læste den med det samme derefter. Jeg tror, at min mor gav mig bogen, fordi hun altid har været bevidst om, at jeg skulle vide noget om, at det med at være fra Afrika, det var ikke kun et spørgsmål om gå rundt med en lidt anderledes hudfarve. Der var også noget andet og noget mere i det. Det var dengang hvor man ikke tænkte så meget i arv, som man gør i dag. Alt handlede om miljø, men det med arv havde min mor en ret god forståelse for dengang. Bogen er en familiehistorie om en sort familie i Michigan, hvor hovedpersonen Milkman søger tilbage til familiens slaverødder i de amerikanske sydstater. Historien er selvfølgelig anderledes end min egen, men den gav mig en fornemmelse for spørgsmålet om afrikansk identitet, som jeg ikke havde haft før. At det også var en del af min plads i verden.

Der er særligt en af kvinderne i bogen, som har været mit forbillede, siden jeg først læste den. Pilatus hedder hun. En høj, kulsort, helt grafisk, karseklippet kvinde med nogle gamle sorte herresko og en gammel dyne svøbt om skuldrene i stedet for en frakke. Hun er fuldstændig uforfængelig, men til gengæld ved man bare, at hun er bomstærk. Der står et sted om hende, at hun stirrede på folk, selvom netop det at kigge et andet menneske direkte i øjnene for sorte folk blev regnet for højdepunktet af uforskammethed på det tidspunkt. Det beskrives, hvordan hun er trofast over for den palmeolie, der flød i hendes årer, og lige dén sætning, kan jeg bare huske, bed sig helt fast i mig. At man har noget palmeolie i sine årer, uanset om man så er vokset op i Afrika eller i Birkerød.

Kærlighedsrelationerne i bogen bliver beskrevet meget smukt og rammende. En af kvinderne i bogen er en af de kvinder, som elsker på Billie Holiday-måden, en kirkegårdskærlighed, kalder de gamle det i bogen. Den kærlighed, hvor der kun er én vej, og det er den intense vej ned. Hele den beskrivelse af at blive forelsket og elske på den måde, fyldte meget, da jeg var ung og læste bogen. Jeg følte nok, at jeg havde lidt en rem af huden dengang. At kærligheden var noget, som man nærmest blev vanvittig af. Beskrivelsen af den pige, Hagar, påvirkede mig meget, for da kunne jeg se, at den smerte ikke var noget at stræbe efter. I bogen bliver den kærlighed ultimativ, fordi Hagar faktisk dør, da der er en bestemt mand, der ikke elsker hende. Og fordi han ikke elsker hende, så har han slukket lyset for hende, så hun lever i mørket. Som ældre har jeg ofte sat mig ned og læst det afsnit, fordi det er godt at få forstand af. For blot fordi der er ét menneske som holder op med at elske en, så holder man jo ikke op med at være værd at elske. Jeg har læst den passage, da jeg var i 20'erne, da jeg var i 30'erne, da jeg var i 40'erne og nu også i starten af 50'erne.

På den måde, er der nærmest alle de store temaer i bogen, som man har brug for at forholde sig til som menneske. Der er især en formulering om Hagar, den ulykkeligt elskende kvinde, hvor hun af hovedpersonen Milkman bliver kaldt for ”den tredje øl”, som jeg virkelig følte mig ramt af. Når en kvinde er den første øl, så er det den øl, man går igennem ild og vand for. Den anden øl er sådan set også okay, men man må aldrig blive den tredje øl. Det er, når man bliver siddende til festen til klokken fem, fordi ham, man er forelsket i, endnu ikke er gået hjem med en anden. Så kan det godt være, at man så ender med at få ham med hjem, men man var ikke førstevalg. Jeg er vist ikke den tredje øl mere heldigvis! Men alt det her med øllene om handler jo også om, hvad man tillader andre mennesker at udsætte én for. Om at man skal være og føle sig værdig i verden. Det repræsenterer især Pilatus, som lever i verden i sine følelser med en høj værdighed og samtidig er respektfuld over for andre mennesker. Hun holder blikket og kigger folk i øjnene uden at skamme sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er ting i bogen, som jeg ikke helt forstod, da jeg læste den første gang, især passager om had i et ægteskab og om forholdet mellem barn og voksen. Som voksen kan jeg se min egen mor i en af karakterne og pludselig også mig selv, da hovedpersonen konfronterer sin mor. Dér bliver det klart, at en families historie aldrig er sort-hvid, og at alting ser forskelligt ud, alt efter hvor man stiller sig. Bogen er så befriende tilgivende i den måde, som den fremstiller sine karakterers rejser på, og den får sagt, at ligegyldigt hvad, så skal vi huske vigtigheden af at tilgive, slippe vreden og komme videre på et tidspunkt.