Denne bog handler om historien om den frie ret til at udbyde sin arbejdskraft. Eller rettere handler den om det modsatte, nemlig at arbejdskraft aldrig i Danmark har været udbudt på et frit og åbent marked. Under enevælden var arbejdet bundet ind af lavsvæsen, fæsteforhold, fattigvæsen, husbondret, vornedskab, tradition og meget andet. Samfundet var grundlæggende bygget op om privilegier og særrettigheder, der knyttede sig til især bosted, køn, formue og stand.
Privilegier har to sider. Hvis skattefrihed er nogens privilegium, betyder det, at andre skal betale så meget desto mere. Hvis husbond har revselsesretten, betyder det, at tyendet risikerer at få stryg. Privilegier gør et samfund asymmetrisk, fordi det gennemvæves af hierarkiske systemer, uligheder og magtrelationer.
Enevælden indebar fra sin begyndelse i 1660 en stærk centralisering af magten i staten, og denne proces nedbrød ganske vist mange af de gamle privilegier, men erstattede dem med nye. Et godt eksempel er stavnsbåndet. Det blev indført i 1733 til erstatning for ældre lovgivning, og hensigten var at give godsejeren, hvis pligt det var at stille med et bestemt antal karle til krigstjeneste, et middel til at fastholde drenge og mænd på godset.
Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 fejres som regel som et gode, men i praksis kunne det kun ophæves, fordi soldaterindskrivningen blev centraliseret, således at den ikke længere påhvilede godsejerne.
I modsætning til retten til at drive fri næring blev retten til at råde over udbuddet af egen arbejdskraft ikke sikret med Grundloven i 1849. Den såkaldte forsørgelsesparagraf (nuværende 75) fastslår i sit første afsnit, at enhver arbejdsduelig borger skal have mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse, og i det andet afsnit, at den, ”der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.”
Denne paragraf fortolker Ove Kaj Pedersen som en fortsættelse af den enevældige lovgivnings behandling af fattige og straffede, nemlig at de skulle stille deres arbejdskraft til rådighed for staten. Det er hans grundlæggende pointe, at arbejdskraften aldrig er sat fri, det vil sige stillet til den enkeltes fri rådighed.
Den danske stat har ganske vist i modsætning til næsten alle andre stater afholdt sig fra at regulere arbejdsmarkedet, men den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, knæsat med den store aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger i 1899, forudsætter, at aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager grundlæggende indgås kollektivt og ikke individuelt.
Oven på denne sådan set ret enkle historie om reguleringen af markedet for arbejdskraft bygger Ove Kaj Pedersen en anden historie, frihedens historie.
Her må man indskyde, at det bestemt ikke er nogen nem opgave at parafrasere, hvad Ove Kaj Pedersen overhovedet vil med sin bog. Bogen er for lang og for dårligt redigeret. Læseren må igennem flere kapitlers begrebsgymnastik, inden man når til det første konkrete eksempel på side 61.
De teoretiske afsnit er meget vanskeligt tilgængelige, skrevet som de er i en fransk, abstrakt filosofisk tradition. De kapitler, der gennemgår lovgivningen gennem tiderne synes nærmest at være forberedende noter, der er løftet direkte over i manuskriptet, mens andre passager ligner forfatterens talesprogsagtige dialog med sig selv. Hvis bogen er tiltænkt den almindeligt interesserede læser, rammer den temmelig meget ved siden af sit publikum. Det er synd, for Pedersen har nogle virkelig interessante pointer (forudsat jeg altså har forstået dem ret), når det handler om frihed.
Man kunne vende tilbage til stavnsbåndet for at illustrere. Dets ophævelse er blevet fremhævet som et meget stort fremskridt for friheden i Danmark.
Det var det som nævnt i den konkrete sammenhæng næppe, men pointen går videre, for tolkningen af friheden som en slags konstans i historien, der er enten undertrykt eller ikke, bygger på en tilbageprojicering af et fænomen fra det 19. århundrede, som Pedersen kalder ”normalsubjektet”. Det er et myndigt retssubjekt, der har rådighed over for eksempel egen formue og ejendom, civilstand, bevægelsesfrihed og arbejdskraft, og som derfor frit kan indgå kontraktlige forhold med andre normalsubjekter om indgåelse af ægteskab, salg af ejendom eller udlejning af arbejdskraft på lige fod, ubundet af privilegier.
Normalsubjektet er i en vis grad et ideal, ikke mindst som nævnt for arbejdskraftens vedkommende, men et ideal med et samfundsforandrende potentiale.
Men det har også betydning for fortolkningen af historien. Grundfortællingen om frihedens historie, altså den enkelte borgers ret til handle på egne vegne, blev til, at en oprindelig, naturlig frihed var blevet undertrykt af en despotisk magt, men at mennesket på ny skulle frisættes.
Man antog ganske enkelt, at ”friheden” fandtes for eksempel under enevælden, blot i undertrykt tilstand, og derfor har stavnsbåndets ophævelse spillet så stor en rolle i denne udlægning af historien.
Det er en grundfortælling, der også indebærer, at der findes et grundlæggende modsætningsforhold mellem frihed og (central) statslig magtudøvelse.
Heroverfor sætter Pedersen den tanke, at friheden i skikkelse af normalsubjektet ikke dukkede op fra en tilværelse i nedtrykt uvirksomhed efter enevældens fald, men derimod skabtes af den moderne statsmagt.
Kort fortalt gives alle de forudsætninger, som sikrer den enkeltes handlefrihed som retssubjekt, som borger, som ejendomsbesidder af staten markedsstaten. Det marked, der er det handlende subjekts arena, er tilvejebragt af staten, og forudsætningen for, at individet kan handle på det, er ikke mindst en høj grad af disciplinering.
Den konflikt, der opstår, er altså ikke en kamp mellem stat og individ, men er udtryk for et indbygget paradoks i friheden selv.