Romanen ”Stoner” af John Williams handler om universitetslæreren William Stoner og hans liv og gerning ved University of Missouri, fra han er studerende i årene før Første Verdenskrig, til han dør i 1950'erne. ”Stoner” er blevet en litterær sensation (se Michael Bach Henriksens anmeldelse her i avisen den 26. april, da romanen udkom på dansk), idet romanen udkom i 1965 i næsten total ubemærkethed for så at blive genopdaget i 2006 og i årene efter få status af amerikansk nyklassiker.
Det er dog ikke bare romanens udgivelseshistorie, der er bemærkelsesværdig. Det er også interessant at tænke over, hvordan en bog af den type kan være så god. Allerede på de første sider får vi i store træk ridset hovedpersonens liv op; meget af det, der foregår, er temmelig trist, og handlingen udspiller sig i et universitetsmiljø fra gamle dage, som burde forekomme de fleste læsere stillestående og uvedkommende.
Miljøet er dog taget på kornet, må man sige. John Williams kendte det indefra, og han kan formidle dets heftige lidenskaber og krogede personligheder. Det er universitetet af i går før enhver strømlinet ledelsesreform, hvor excentriske professorer kunne ligge i bitre konflikter gennem årtier. De skæve eksistenser ligner hinanden med deres høje faglige idealer, lidenskabelige personlige investeringer og samtidig drømmen om det rolige liv i et uforstyrreligt hvilepunkt af lærdom og tradition i samfundets og verdenskrigenes tumult. Måske netop derfor kan de slå sig så hårdt på hinanden, ikke mindst når det angår deres respektive elever, for når det kommer til eleverne, spidser drømmen om, at alt giver mening, virkelig til: eftermælet, at have givet nyt blod til den ældgamle institution, at have realiseret både det personlige og det saglige i sine ”børn”.
Ud over miljøet er det fascinerende ved ”Stoner” den fornemmelse, man får af et liv, lagt blot i dets fulde spænd fra fødsel til død. William Stoner kommer til at opleve både den store lykke og de store sorger, de små glæder og de mange trakasserier, og selv om han ikke skriver sig ind i verdenshistorien, får han et liv i litteraturen og lærdommen, som han aldrig kunne have drømt om, da han som dreng gik på hårdt markarbejde. Ja, han vidste end ikke, at den fandtes, litteraturen og lærdommen om det.
Romanen er fortalt af en alvidende fortæller. Denne instans er ofte blevet sammenlignet med en guddom, og man kan da også med en vis ret sige, at det er Gud, der fortæller William Stoners liv. Som Berlingskes anmelder Per Krogh Hansen skrev, er der ”en underliggende fatalisme til stede i nærmest hver eneste sætning”, og, kan man tilføje, en atmosfære som i Prædikerens Bog: ” De tidligere ting huskes ikke,/og de fremtidige, som vil ske,/bliver heller ikke husket/af dem, som følger efter.” Men husket bliver det jo alligevel, fordi romanen om dette opdigtede, men såre menneskelige liv findes. Derfor er der også en løfterig stemning af Det Nye Testamente: ”Men på jer er selv alle hovedhår talt./Frygt derfor ikke.”
Vi ved, hvordan det i store træk ender, og alt bliver derfor ligesom set retrospektivt på lang afstand. Alligevel sidder man som læser i mange situationer med livet i hænderne, og de afgørende vendepunkter og centrale konflikter i Stoners liv dirrer af intensitet og uafgjorthed. Se, hvilket liv. Se, hvilket menneske.
I de fragmenter, der blev udgivet efter den franske filosof Paul Ricoeurs død i 2005, kredsede han omkring døden. Han kunne ikke forlige sig med tanken om det evige liv som et tidsligt efterliv, hvilket han, som vor egen P. G. Lindhardt, så som en projektion, en selvisk ønskedrøm. Alligevel ville han gerne forlade sig på Gud, og han drømte derfor om Gud som en stor hukommelse, det sted, hvor intet er glemt og intet har været forgæves, hvor man får sine synders forladelse i den forstand, at hele ens eksistens bliver omsluttet og anerkendt.
I sjældne øjeblikke er det at læse litteratur som at befinde sig i Guds store hukommelse, og det er nok derfor, man i de øjeblikke kan føle en mærkelig glæde og fortrøstning, selvom det, man læser, ikke i banal forstand indbyder til det. Det er en glæde, der ikke er af denne verden.