Prøv avisen
Bog

Da Holberg blev såret

Ludvig Holberg er i dag mest kendt og elsket som forfatter til vittige komedier og satirer og dermed som fader til den danske litteratur, som Oehlenschlger kaldte ham men i virkeligheden udgjorde hans ”poetiske raptus” i 1722-1727 kun en parentes i det store forfatterskab. Foto: Scanpix

Genudgivelsen af Holbergs store værk om Danmark og Norge bidrager til et nuanceret billede af oplysningstiden og viser, at danskerne dengang og nu ikke er så forskellige

I de senere år har oplysningstiden fået en renæssance. I dag betragter vi den som grundlaget for vort samfund, og derfor kan dens idéer ofte danne grundlag for en moderne samfundskritik. Det anfører Ole Høiris og Thomas Ledet i deres indledning til ”Oplysningens verden”, det fjerde bind i Aarhus Universitetsforlags med rette berømmede store periodeserie. Da den københavnske historie- og kulturinstitution Golden Days-festival holdt en festival om 1700-tallet i 2010, kaldte festivalens direktør, historikeren Ulla Tofte, det for ”det aktuelle århundrede”: ”Kimen til nutidens demokratiske samfund blev lagt i 1700-tallet.”

Man leder dog forgæves efter denne kim hos hovedskikkelsen i den dansk-norske oplysning, Ludvig Holberg. Det fremgår blandt andet af hans store værk ”Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat” (første udgave 1729), som netop er blevet genudgivet i anledning af 200-året for Norges forfatning. Holberg var lige dele dansk og norsk og et symbol på noget af det bedste ved de fire århundreders dobbeltmonarki.

Men selv om forfatningsfejringen i Norge er anledningen til udgivelsen, så var Holberg hverken demokrat eller tilhænger af en fri forfatning af den type, som nordmændene fik i 1814. Tværtimod. Hans egen foranledning til at skrive bogen var nemlig et ønske, han havde haft siden sin ungdom, om at gøre op med en af den tids europæiske bestsellere, den engelske diplomat Robert Molesworths bog ”An Account of Denmark as It Was in the Year 1692”. Den bog havde nemlig såret hans nationale følelser.

Molesworth skrev sin bog i 1694 kort efter at have tilbragt tre år som ambassadør i København. Han havde et klart politisk formål med den, nemlig at vise, hvor galt det kunne gå, når et folk gav afkald på sin frihed og overlod den politiske magt til en enevældig konge: ”Ligesom man med tiden vænner sig til et dårligt helbred og ikke længere føler det som en byrde eller en sygdom, således skaber [enevældens slaveri] en slags dovenskab og sløv nedtrykthed, så man til sidst hverken kan føle håb eller frygt. Det kvæler ambition, ærgerrighed og andre besværlige, men også aktive egenskaber, der udspringer af friheden. I stedet opnår man kun den sløve tilfredsstillelse, der består i ligegyldighed og ufølsomhed.”

Det var dette liberale budskab som stadig lyder forbløffende aktuelt, om end i en anden sammenhæng som Holberg satte sig for at tilbagevise. Desuden ville han vise, at Molesworth tog fejl ved at beskrive Danmark og danskerne som et kedsommeligt og middelmådigt land og folk. Holberg, der var født og opvokset i Bergen, skelnede ikke skarpt mellem den danske og den norske ”nation”, men mente dog, at danskere og nordmænd havde forskellige egenskaber og karaktertræk og derfor udgjorde to ”nationer”. Tilsammen udgjorde de dog også et samlet folk, fordi de havde fælles konge.

I kraft af sin egen berejsthed, lærdom og samtidsorientering kunne Holberg give Molesworth reelt modspil. For nok er Holberg i dag mest kendt og elsket som forfatter til vittige komedier og satirer og dermed som fader til den danske litteratur, som Oehlenschlger kaldte ham men i virkeligheden udgjorde hans ”poetiske raptus” i 1722-1727 kun en parentes i det store forfatterskab, han skabte først i sine år som selvstændig åndsvidenskabsmand og siden (fra 1717) som professor udi adskillige akademiske discipliner ved Københavns Universitet. Tyngden i det lå på det historiske, filosofiske og samfundsbeskrivende. Ikke mindst inter-esserede han sig for de europæiske folks og landes politik, økonomi, religion, levevis, geografi og nationale karakter, som han skildrede i et tidligt hovedværk, ”Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier, Fortsat Indtil disse sidste Tider”(1711).

Denne brede tilgang anlagde han også for sin over 700 sider lange bog om Danmarks og Norges ”Staat”. Ordet betyder vel at mærke ikke ”stat” i moderne forstand, men ”tilstand” eller ”beskaffenhed”. Og selve bogen er en form for håndbog skrevet for den dansk-norske handels- og embedsstand. I dens 16 kapitler ønskede han at oplyse dem deres samfunds historie, politiske system, religion, sociale klasser samt det, som vi i dag forstår som ”kultur”, men som man dengang kaldte folkets ”levemåder”, ”art” og ”egenskaber”. Holberg, der aldrig selv led af mangel på selvfølelse, ønskede, at hans ”landsmænd” i Danmark og Norge skulle blive bevidste om deres egne værdier.

Selv om bogen i høj grad er kundskabsformidlende Holberg ønskede at korrigere Molesworths mange faktuelle fejl var den således altså også udtryk for datidens værdipolitik. Men heller ikke dengang handlede værdipolitik udelukkende om ”bløde værdier”. Efter først at have skildret det danske og norske folks karakterer og deres rødder i historien, kaster han sig nemlig ud i sit opgør med Molesworths påstand om, at ”frihed og sundhed er de største velsignelser, menneskeheden er i stand til at nyde”.

Holberg erkender, at næsten alle mennesker af naturen er tilbøjelige til at søge frihed og uafhængighed. Men deraf følger ikke, at friheden tjener dem bedst. For mennesker ønsker også at leve i tryghed, og det er for at kunne leve i sikkerhed, at de har oprettet samfund. Men den sikkerhed havde de såkaldt frie republikker historisk set ikke været i stand til at garantere, mener Holberg, og han bruger både antikkens republikker og sin egen samtids republikker, Holland og Venedig, som eksempler på ustabile og undertrykkende regimer. Holberg forsvarer enevælden som den rigtige styrereform, dels ud fra naturretlige principper (som grundlag for samfundspagten), dels ud fra den kendsgerning, at den beviseligt havde vist sig som den mest effektive styreform.

Dette vidnede også danmarkshistorien om, og Holberg argumenterer derfor for, at indførelsen af enevælden i 1660 markerede afslutningen på en periode, der havde været præget af stændernes indbyrdes tvister og kiv. De havde derfor fattet en vis beslutning, da de til sidst fandt det fornødent at give den suveræne magt tilbage til kongen, som hans forfædre havde haft, og som havde betydet, at Danmark havde blomstret og været ”en Skræk for alle sine Naboer”. Indførelsen af enevælden havde således både et rationelt og et historisk belæg, og hele resten af bogen kan læses som en bevisførelse for påstanden om enevældens overlegenhed, fordi den skaber sikkerhed, orden og fremgang i riget.

Genudgivelsen af Holbergs værk, som opnåede stor udbredelse i Danmark-Norge, er velkommen af mange grunde. Den rummer tankevækkende beskrivelser af dansk og norsk ”Humør og Sæder”, altså mentalitet, som ikke forekommer væsentligt forandret i de mellemliggende 300 år. Vi læser desuden, at ”den danske Nation” også dengang var ”besynderlig lydig imod Øvrigheden”, og at der næppe fandtes et land i Europa, hvor oprør var mindre sandsynligt, og hvor tyveri, rov og mord gik ”mindre udi Svang”, så vejfarende kunne rejse med sikkerhed. Holberg tilskrev det både regeringen og indbyggernes gode sindelag. Det, vi i dag kalder ”danske værdier”, har altså dybere rødder end demokratiet og velfærdsstaten! Endelig giver bogen et nyttigt indblik i en oplysningstid, som ikke altid lever op til nutidens ideologiserende glansbilleder. Demokrater var oplysningstænkerne sjældent, og det gælder altså også både nordmændenes og ”vores egen” Holberg.

Bogen, der er den redigerede udgave fra 1749, er beholdt i sin oprindelige sproglige form, men er dog tilføjet ordforklaringer og en indledning af historikeren Sebastian Olden-Jørgensen, der på glimrende vis sætter den ind i sin historiske kontekst og skærper nysgerrigheden hos den læser, der måske står lidt tøvende over for at gå i gang med så lang en bog.